Derfor kan Android give din it-afdeling hovedpine

En bestemt ting ved Android kan give din it-afdeling grå hår i hovedet.

Artikel top billede

Foto: Povl D. Rasmussen.

Android, verdens mest udbredte smartphone-platform, har mange ansigter.

Det er det, der i mobilbranchen bliver kaldt fragmentering.

Google, der står bag systemet, har fra begyndelsen valgt at gøre platformen åben.

Dermed kan mobilproducenterne tilpasse systemet til deres telefoner, som de lyster, og tilføje funktioner, som er unikke for lige netop den producents Android-mobiler.

Det har skabt en diversitet blandt Android-smartphones, selvom de grundlæggende kører med det samme operativsystem.

Stor forskel

Men lige netop dette forhold har skabt stor debat om, hvorvidt Android-platformen er ved at blive så fragmenteret, at den skaber problemer - ikke mindst for de virksomheder, der skal give medarbejderne et udvalg af Android-mobiler at vælge imellem.

Der er nemlig stor forskel på, hvor gode producenterne er til at sikre, at den nyeste version af Android er installeret på en ny telefon.

Samtidig er der også stor forskel på, hvor gode - eller dårlige - producenterne er til at opdatere mobilens software, efter den er blevet sendt ud i butikkerne.

Teleanalytiker Torben Rune fra Netplan, der rådgiver virksomheder om teleløsninger, ser det som et stigende problem. Især hvis virksomheden er afhængig af nogle apps til Android.

"Det er en ulidelig situation, for det betyder, at du i yderste konsekvens skal vedligeholde et hav af apps i forskellige udgaver til de forskellige platforme," siger Torben Rune.

Han fremhæver, at virksomheder i dag er gode til at have et overblik over, hvilke operativsystemer der er installeret på de bærbare computere, som medarbejderne er udstyret med.

"Det plejer it-afdelinger at være kvikke til, men det kniber gevaldigt med mobilplatforme. Der er anarkistiske forhold, som desværre stadigvæk hærger," fortæller han.

Android'erne kan give hovedpine

Netop det manglende overblik over installerede versioner på de ansattes telefoner kan give en virksomhed hovedpine.

"Problemet er, at hvis en app ikke fungerer til en bestemt Android-version, så er det næste spørgsmål, hvad det koster at købe en ny Android-telefon til de medarbejdere, der ikke kan køre app'en. Og det kan ikke ret mange virksomheder svare på, for de har ikke styr på, hvor mange de har købt, skiftet ud og så videre," siger Torben Rune

Han opfordrer på den baggrund virksomheder til at benytte værktøjer, som giver it-afdelingen et overblik over, hvilke telefoner der er udleveret, og hvilke versioner de kører med.
Android er i dag kommet til version 4.0, kendt som Ice Cream Sandwich.

Indtil videre er det kun installeret på den nyligt lancerede mobiltelefon Galaxy Nexus, der er udviklet i et samarbejde mellem Samsung og Google.

Sådan vil Google løse problemet

Flere af mobilproducenterne lover dog, at de telefoner, som de sælger nu, vil få en opdatering med den fjerde generation af Android, men der er stor forskel på, hvor hurtige de er til at opdatere telefonerne.

Tidligere har der været rejst kritik af producenterne af Android-smartphones, fordi de kun i begrænset omfang har opdateret deres telefoner. 

Til sammenligning er Apples iPhone 3GS, der blev sendt i handlen i juni 2009, i dag opdateret med den nyeste version af Apples styresystem til mobiltelefoner, iOS 5. 

"Levetiden på en smartphone burde være betydeligt længere end på en 'dum telefon', fordi den er dyrere, og den bliver integreret ind i de systemer, man bruger, og dermed vanskeligere at udskifte. Den ekstra omkostning ved at købe en smartphone er alt for høj, hvis man senere er nødt til at kassere telefonen," siger Torben Rune 

En af de virksomheder, der tilbyder sine medarbejdere Android-mobiler, er forsikringsselskabet Topdanmark. Her får de medarbejdere, der har behov for en smartphone til deres arbejdsfunktion, tilskud til en mobil. 

"Vi har ikke oplevet problemer i forhold til Android-mobiler eller opdatering af softwaren," siger kommunikationskonsulent Troels Leth fra Topdanmark. 

Forsikringsselskabet har Android-mobiler fra Samsung og HTC blandt de seks smartphones, som medarbejderne kan vælge ud fra. 

"Hvis det skulle være et problem, så bliver det begrænset af, at medarbejderne kan skifte telefon en gang om året, og det sikrer, at mobilparken er opdateret," forklarer Troels Leth. 

De mange Android-versioner fra Google samt de mange justerede varianter, som producenterne har udviklet, har givet problemer for app-udviklere.

En app, som fungerer fint på en telefon, kan måske slet ikke køre på en anden Android-mobil. Det har skabt frustration hos udviklere, ligesom det kan være et problem for de virksomheder, der skal købe app'en. 

Google kender kritikken

Googles bestyrelsesformand Eric Schmidt imødegik i september 2011 kritikken af fragmenteringen.

Han meddelte dengang, at Google med Ice Cream Sandwich ville gøre livet nemmere for udviklerne. En app udviklet til Ice Cream Sandwich vil ifølge Google køre på tværs af enheder med systemet. 

Torben Rune tvivler dog på, at Google kan gøre op med fragmenteringen af Android. 

"Det her bliver navnlig brugt for at adskille de forskellige producenters produkter fra hinanden, og så finder man på nye ting og udvikler i hver sin retning. Pludselig står man med apps, der kan eller ikke kan køre på forskellige platforme, og det er noget møg," siger Torben Rune. 

Googles konkurrenter, Apple og Microsoft, der står bag styresystemenerne iOS og Windows Phone, har valgt at gå i en anden retning.

De to amerikanske selskaber har begge fuld kontrol over softwaren.

Læses lige nu

    Navnenyt fra it-Danmark

    IT Confidence A/S har pr. 1. oktober 2025 ansat Henrik Thøgersen som it-konsulent med fokus på salg. Han skal især beskæftige sig med rådgivende salg, account management og udvikling af kundeporteføljer på tværs af it-drift, sikkerhed og cloud-løsninger. Han kommer fra en stilling som freelancer i eget firma og client manager hos IT Relation og IT-Afdelingen A/S. Han er uddannet elektromekaniker. Han har tidligere beskæftiget sig med salg af it-løsninger, account management, it-drift og rådgivning samt undervisning og ledelse. Nyt job

    Henrik Thøgersen

    IT Confidence A/S

    Sebastian Rübner-Petersen, 32 år, Juniorkonsulent hos Gammelbys, er pr. 1. september 2025 forfremmet til Kommunikationskonsulent. Han skal fremover især beskæftige sig med Projektledelse, kommunikationsstrategier og implementering af AI. Forfremmelse
    Norriq Danmark A/S har pr. 1. september 2025 ansat Ahmed Yasin Mohammed Hassan som Data & AI Consultant. Han kommer fra en stilling som selvstændig gennem de seneste 3 år. Han er uddannet cand. merc. i Business Intelligence fra Aarhus Universitet. Nyt job

    Ahmed Yasin Mohammed Hassan

    Norriq Danmark A/S