Jacob Wolff-Petersen bor i Taastrup og er gift med Line Wolff-Petersen, sammen har de to børn, Petrea, fem år og Zacharias, næsten to år.
Hvad holder du mest og mindst af ved it-branchen?
Mest: En foranderlig business, hvor der hele tiden opstår muligheder båret fra teknologi, udvikling og globalisering.
Mindst: At der bliver sagt så meget ligegyldigt sludder i denne branche om producenternes egne produkter. Jeg må indrømme, at det irriterer mig grænseløst at se det største flop af en mus eller headset og så skriver producenten "gaming" på sit produkt, bare forbi det er et "buzz word" lige nu!
Hvad er du mest stolt af i din karriere?
At have lavet et internationalt brand som SteelSeries, som henvender sig til en gruppe af mennesker, som absolut ikke kan stilles tilfreds med hvad som helst. Gamere er meget krævende, og kunderne skriger højt, når der er noget der ikke passer dem.
Kan du fremhæve en enkelt person, der har betydet meget for dig?
God støtte hjemmefra er absolut nødvendigt og et godt netværk i branchen er også at fortrække, mht. den sidste vil jeg da gerne nævne Morten Lund, som er en god ven og innovator på It-scenen både i og udenfor Danmark.
Hvis du kunne gå tilbage i tiden og ændre hele din karriere - hvor ville du så være i dag?
Det samme sted, men bare fem år yngre - så ville jeg have skippet alle de fjollede ideer som aldrig rigtig blev til noget, såsom www.vindenhund.dk eller www.SMSland.dk. Det er måske ikke helt fair idet projekterne hver for sig har været gode lærepenge. Så jeg har nok ikke noget at brokke mig over.
Hvis du var økonomisk uafhængig og kunne vælge frit - hvilket job ville du så have?
Statsminister, hvor jeg ville tage alle mine venner ind som ministre og snyde ved valget, bare for at prøve det.
Hvorfor?
Det må være en fuldkommen tilfredstillelse at kunne tage nogle beslutninger som virkelig har betydning for en stor mængde mennesker ... og så vil jeg også gerne være venner med Bush.
Hvad er den største trussel mod din del af branchen?
Headset, keyboard, mus og mussemåtter til fortrinsvis gaming er et meget voksende område, så lige nu er det svært at få øje på trusler mod den del af branchen.
Hvordan takler du arbejdspres?
Der er mange, som altid taler om det ene og det andet pres. Jeg har det ikke på den måde i SteelSeries, da jeg ser nærmest det hele som et stort rollespil med de gode og onde, derfor gør det ikke den store forskel for mig, om der er meget arbejde eller ikke. Det sværeste, når man arbejder ekstra meget, er, at man hver gang giver afkald på noget familieliv, som jeg ellers elsker, her tænker jeg især på rejseaktiviteter.
Hvordan kobler du af?
Rejse er det bedste for mig, da jeg ikke kan lade SteelSeries være hvis jeg er hjemme - men en god tur med familien samt lidt dykkertur er i top klasse, men på en hverdag er en god løbetur eller noget andet sport perfekt til at tænke på noget helt andet.