Takket være en massiv mængde tv-reklamer med ”Pede fra Kanonpriser” som gennemgående figur, lykkedes det sidste år Wupti at hente nye kunder i massevis. Over en halv million danskere købte vaskemaskiner, computere og elektriske næsehårstrimmere i onlinevarehuset i 2010, fremgår det af Wuptis årsregnskab.
Wupti-Pede, som den populære figur blev døbt på Youtube, blev dog et dyrt bekendtskab for selskabet. Så dyrt, at Wupti måtte registrere et underskud på 2,2 millioner kroner sammenholdt med et overskud på 1,3 millioner kroner i det foregående regnskabsår. Årsagen til underskuddet er tv-reklamerne, siger selskabet selv.
Wupti ejes af elselskabet NRGi og Leasy-millionæren Niels Thorborg i forening. Mens parterne hver havde 50 procent, er det nu Leasy-ejeren, der bestemmer, hvor skabet skal stå. Niels Thorborg har gennem Leasy A/S erhvervet yderligere 0,1 procent af aktierne i Wupti, så han nu har bestemmende indflydelse med 50,1 procent af aktierne. De 0,1 procent er erhvervet til markedsprisen 200.000 kroner, fremgår det af regnskabet for Leasy A/S.
ComON ville gerne have spurgt NRGi-boss Søren Sørensen om de nærmere omstændigheder omkring den handel, men det har endnu ikke været muligt at træffe energiselskabets direktør.
Wuptis direktør Claus Kristensen tager telefonen, men han ønsker ikke at kommentere på ændringen i ejerskabet.
Wuptis underskud på 2,2 milioner kroner forklarer Claus Kristensen med, at tv-reklamerne har været en dyr men god investering. Hvor meget Wupti har måttet punge ud til TV2 for at få vist Wupti-Pedes svedige grin, vil han ikke oplyse, ud over at der er tale om et tocifret millionbeløb.
Wupti håber at udnytte den store kundetilgang, som Wupti-Pede har skaffet firmaet, til at skaffe overskud på bundlinjen næste år, fortæller Claus Kristensen.
I skarp kontrast til Wupti-Pedes noget trange kår i kanon-biksen står det guldrandede regnskab for Leasy A/S. Overskudet blev på 139 millioner kroner kroner ud af en omsætning på 1,1 milliarder kroner. Koncernen, der ejes af Niels Thorborg, omfatter ud over Leasy-kæden blandt andre DER-kæden, Thorn-koncernen og altså Wupti.com. Tilkøbet af den bestemmende indflydelse over Wupti var ifølge Leasy-regnskabet en god forretning for Niels Thorborg, der regnskabs-teknisk kunne bruge Wupti-tallene positivt.
”Konsolideringen af Wupti.com A/S har medført en forbedring af koncernens resultat for 2010 på 54,8 millioner kroner,” hedder det i en note i regnskabet for Leasy A/S.