TDC Kabel-TV kan blive den afgørendne faktor i kampen om bredbåndsmarkedet, og giver TDC gode kort på hånden over for de bejlende kapitalfonde.
Det skriver Børsen. Kabel tv er den del af TDC´s forretning der vokser hurtigst. Det fremgår af regnskabet for 3. kvartal. Og det er med til at fremtidssikre telegiganten i kampen med elselskaberne der vil tilbyde "triple play", hvor man tilbyder internet, tv og telefoni, leveret via IP-linier.
»Kabel TV er meget vigtig for TDC. De kunne sikkert godt overleve uden, men de ville tjene meget færre penge uden kabel tv-delen,« siger aktieanalytiker i Danske Equities Poul Ernst Jessen.
Kabel tv sikrer TDC en unik position, som et af de eneste teleselskaber i Europa der stadig har kabel-tv i sin produktportefølje. De store teleselskaber er nemlig høj grad blevet tvunget til at sælge kabel tv fra.
Det betyder at TDC Kabel TV spiller en afgørende rolle i TDC, og er med til at gøre koncernen til et attraktivt opkøb for de kapitalfonde som bejler til TDC, og som forventes at komme med et bud meget snart.
»Det er helt klart en ekstra fordel for TDC, for det er langt sværere for konkurrerende bredbåndsselskaber at komme ind på det danske marked end i andre lande, fordi TDC sidder så tungt på bredbåndsmarkedet med både Kabel TV og Totalløsninger, « siger aktieanalytiker Jesper Wilgodt fra ABG Sundal Collier i Stockholm.
Koncernchef Henning Dyremose fremhæver da også Kabel TV, som selskabets bedste kort i kampen mod elselskaberne og deres planer om at tilbyde fiber direkte til de danske hjem.
»Kabel TV kan nu levere triple play til 735.000 kunder i bolig- og antenneforeninger,« understregede Henning Dyremose på gårsdagens pressemøde i forbindelse med præsentationen af regnskabet for tredje kvartal.
Et nyt kort er også kommet i spil, fordi det nu kan lade sig gøre at overføre kundernes gamle telefonnumre til IP-telefoni. Dermed har TDC nu forudsætningerne til at konkurrere effektivt med en række nye selskaber inden for IP-telefoni.
Dyremose benyttede også lejligheden til at slå fast, at TDC fra næste år vil tilbyde bredbånd med hastigheder på op til 50 Mbits/s, og året efter kommer hastigheden op på 100 Mbits/s.
Netop høje båndbredder er elselskabernes vigtigste argument for at tilbyde fiberforbindelser direkte til hjemmene.