Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 15. april 2005.
indholdsleverandører Det innovative mobile indhold kommer ikke foreløbigt. Mobilmarkedet har for længe været præget af lurepassere og fedtspillere, der ikke tør lukke trolden ud af æsken. Imens bliver mobilbrugerne spist af med forudsigelige tjenester uden reel merværdi.
Innovationsprojekt skal skabe fremtidens mobilkoncepter til unge. MIL er et samarbejde mellem erhvervsliv og tre vidt forskellige uddannelser.
Mobil Indholds Lab er måske en af Helge Sanders hedeste dagdrømme: Erhvervslivet går af sig selv sammen med tekniske og humanistiske uddannelser for at skabe fremtidens visionære og innovative mobilkoncepter.
For et år siden tog Danmarks Radio de første skridt til samarbejdet med TDC Mobil, Danmarks Designskole, Købehavns Universitet og IT-Universitetet om mobilindhold til unge mellem 15 og 24. Baggrunden var en frustration over branchen.
- Mobilmarkedet får ikke rigtigt hul på indholdsbylden. MIL skal være den legeplads, hvor vi glemmer, at vi er konkurrenter, siger Sofus Midtgaard, udviklingschef i DR Interaktiv, der tog initiativ til projektet. Han understreger partnerskabet i projektet.
- Ideen har været at gå væk fra forretningstankegangen og virkeligt tage afsæt i brugernes adfærd og behov. Vi kan dele viden og gå dybere, tilføjer han.
De studerende går sammen i grupper på tværs af uddannelserne og skal i workshops skabe idéer til mobilt indhold. Parterne har forpligtet sig til to år, der svarer til fire semestre.
- Det nye er ikke processen, men erhvervssamarbejdet, hvor vi knytter markedsviden med det akademiske, og bruger det til udvikling af koncepterne, forklarer projektleder Kasper Kofod. Af de i alt 1,2 millioner kroner, som DR og TDC sammen spytter i kassen til projektet over to år, går en stor del til hans løn.
De studerende har ikke ejerskab på koncepterne, der i stedet tilhører partnerne bag MIL. De enkelte koncepter skal igennem tre sluser, men falder et koncept igennem, kan der arbejdes videre med det alligevel. Så falder der bare ikke coaching af fra de to firmaer.
- Vi har gjort det meget klart for de studerende, hvad udgangspunktet er, siger Kasper Kofod, der ikke har mødt mange protester. Heller ikke over at projekterne skal appellere til TDC Mobil og DR.
- Det skal være visionært, vi er nødt til at tænke mindst to år frem, og det skal være projekter, som DR og TDC kan se muligheder i, forklarer han. De studerende kan dog frit sælge de koncepter, der ikke falder i selskabernes smag, siger han.
På flere punkter er MIL grænseoverskridende for de involverede. Og det er også en del af pointen.
- Det er et spændende og anderledes samarbejde, der sagtens kan udvikle sig til andre ting. De tænker anderledes end os og har andre motivationer. Det er en udfordring, fortæller Claus Stenholt, markedschef i TDC Mobil og en del af styregruppen for MIL.
Samarbejdet har også andre fordele indbygget.
- Vi ser det både som en mulighed for at få noget, der provokerer vores vanetænkning, og en lejlighed til at kigge efter de nye talenter, siger Sofus Midtgaard.
- Det er klart, at partnerne har hver deres dagsorden, der skal passes ind i processen, supplerer Kasper Kofod. Det mærker de studerende også, for de bliver stillet over for krav som formidling, når de skal præsentere koncepterne.
Af de over 200 ideer og 11 koncepter, der blev arbejdet med i starten, har tre passeret alle sluser. Nogle af koncepterne vil blive lanceret i 2006, og andre skal gennemarbejdes.
- Vi kan ikke vide, om vi afviser den næste Google eller Ebay, konstaterer Sofus Midtgaard.
Om målgruppen er den rigtige, kan måske diskuteres. Men der er én meget god grund til, at det er blevet de unge, der skal skabes til.
- Det er fordi, vi i stigende grad har svært ved at fange dem på radio og tv. MIL hjælper os til at spotte nogle trends, som vi kan få gavn af, forklarer en nøgtern Sofus Midtgaard. Han er til gengæld åben overfor at ændre fokus til næste omgang.
- Vi kommer ikke til at satse på hverken poker eller porno på mobilen, men til næste omgang kunne man godt forestille sig, at vi satser på den oplagte målgruppe af professionnelle mennesker over 30 med et betalt erhvervsabonnement, funderer Sofus Midtgaard. Den holdning deler TDC Mobil dog ikke.
- Vi kommer ikke meget videre med denne projektform, hvis vi satser på de ældre. Som gruppe er de er ikke trendskabende nok, og fokus bliver for snævert, for vi ville tage udgangspunkt i de behov, vi har nu, mener Claus Stenholt, TDC Mobil.
Billedtekst:
de unge Danmarks Radio, TDC Mobil, Danmarks Designskole, Købehavns Universitet og IT-Universitetet er gået sammen om at udvikle mobilindhold. Målgruppen er unge mellem 15 og 24.