Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 12. december 2003.
It-virksomhederne står nu efter tre års turbulent nedtur endelig på bunden og kan kigge opad igen. Det er konklusionen i den største specialanalyse af den danske it-branche, Deloitte & Touche IT-Vækstbarometer 2003.
Nu kan vi begynde at trække vejret lidt lettere. Det er konklusionen hos næsten ni ud af ti (87 procent) danske it-topchefer, når de spår om, hvordan udviklingen i branchen vil blive fremover. Kun 10 procent mener, at udviklingen vil gå den forkerte vej, nemlig nedad.
Det er særligt virksomheder med 50-199 ansatte, der er varsomme med at slippe den indre optimist løs. Her siger fire ud af ti (43 procent), at udviklingen er stagnerende eller for nedadgående. Men optimismen får igen overhånd, når topcheferne tager stilling til, hvordan det vil gå i deres egen delbranche. Her mener 92 procent, at udviklingen enten har stabiliseret sig, eller er på vej op.
Formen trimmes
Forventningerne til fremtiden afspejler sig i topchefernes handlinger. De er nemlig godt i gang med at trimme organisation og strategi til at matche markedet. Men der er nogen vej igen, før topformen er nået. Hver femte topchef (23 procent) siger, at den største udfordring for virksomhedens vækst også fremover vil være at tilpasse sig markedet.
Men der er også andre tendenser, der giver et fingerpeg om, hvordan udviklingen vil forme sig i de næste par år:
Den generelt faldende efterspørgsel og negative markedsvækst vil ifølge 46 procent af virksomhederne være den enkeltstående faktor, der har den mest negative indflydelse i de næste par år.
Rettidig omhu
For de danske topchefers vedkommende vil den største ledelsesmæssige udfordring være at tilpasse sig markedet og have rette fokus/strategi - det siger 23 procent af topcheferne. For hardwareproducenternes vedkommende er tallet helt oppe på 37 procent. Tilpasningsproblematikken bliver skarpt forfulgt af det at tiltrække og fastholde medarbejdere, at skabe holdånd og motivere medarbejderne. Det mener 17 procent af topcheferne vil være den største ledelsesmæssige udfordring i de næste par år.
78 procent af virksomhederne mener, at de vil øge omsætningen i det kommende år. 19 procent af virksomhederne forventer, at omsætningen vil forblive uændret eller falde. Det samme billede tegner sig for indtjeningen: Her venter 76 procent af virksomhederne en stigning. 18 procent forventer uændret eller faldende indtjening.
Medarbejdersituationen ser blandet ud: her forventer 61 procent af virksomhederne, at antallet af medarbejdere vil stige i det kommende år. 32 procent forventer at situationen vil være uændret, og 5 procent forventer et fald i antallet af medarbejdere. Det er især de store virksomheder, med flere end 200 ansatte, der slår bremsen i. Her siger 35 procent af virksomhederne, at medarbejderantallet vil være uændret, og 17 procent forventer et fald.
Reallønnen forventes at være uændret: Det siger godt og vel halvdelen (52 procent) af virksomhederne. 38 procent forventer en stigning, og 8 procent forventer et fald.
Mere end halvdelen af alle virksomhederne (53 procent) forventer at skulle gennemføre fundamentale strategiske eller organisatoriske ændringer i de næste par år. Især hardwareproducenterne skal foretage ændringer - det siger 61 procent af topcheferne inden for hardwareproduktion. Tre ud af fire (75 procent) af de langsomst voksende virksomheder skal gennemføre fundamentale ændringer i de næste par år. Kun 28 procent af de virksomheder, der ikke har en vækstplan, vil indføre en inden for de næste par år (ud over de 70 procent af virksomhederne, der allerede har en vækstplan).
Travlhed for fremtiden
Der er generelt travlt i it-virksomhedernes direktioner for igen at få hovedet op og få løbet forretningen i gang efter tre års nedtur og stagnation i branchen.
Det viser de mange uddybende svar fra de administrerende direktører i de danske it-virksomheder til Deloitte & Touche IT-Vækstbarometer 2003-undersøgelsen om hvad der skal ske i de næste par år:
• 24 procent af virksomhederne forventer at skulle på opkøb.
• 7 procent af virksomhederne forventer at skulle sælge fra helt eller delvist.
• 9 procent af virksomhederne planlægger en fusion.
• 59 procent af virksomhederne vil indgå i en alliance eller et strategisk partnerskab (for softwareproducenternes vedkommende er tallet 69 procent - for de hurtigst voksende virksomheder er tallet 73 procent).
• 16 procent af virksomhederne vil på kapitaljagt.
• 16 procent af de virksomheder, der endnu ikke har en aktieoptionsordning (det har 37 procent af virksomhederne), vil indføre én inden for de næste par år.
Boks:
I hvilken retning vil udviklingen bevæge sig for den danske it-branche som helhed?
Op 64 %
Uændret 23 %
Ned 10 %
Ved ikke 3 %
Kilde: Deloitte & Touche IT-Vækstbarometer 2003
Boks:
I hvilken retning vil udviklingen bevæge sig for din delbranche?
Op 77 %
Uændret 15 %
Ned 6 %
Ved ikke 2 %
Kilde: Deloitte & Touche IT-Vækstbarometer 2003