Dansk malaria-gennembrud

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den BioTech d. 7. august 2003.


VIDENSKAB & ETIK: En forskergruppe på Panuminstituttet og Rigshospitalet er kommet et stort skridt nærmere en vaccine mod malaria. Fundet af et bestemt gen er en verdensnyhed, men der kan endnu gå mange år, før medicinen når Afrika.

En forskergruppe har bragt Panuminstituttet og Rigshospitalet i København i international førerposition i jagten på at finde en malaria-vaccine. De har fundet det gen, der bestemmer, at en malaria-parasit kan hæfte sig til en gravid kvindes moderkage. Med den opdagelse forsøger han og hans forskergruppe nu i laboratoriet at producere antistoffer, der skal føre til en længe ventet vaccine.
Opdagelsen har ført til, at Københavns Universitet, hvorunder Panuminstituttets Center for Medicinsk Parasitologi hører, har fået dets første malaria-patent efter mere end 20 års søgen efter en kur. Samtidig har gruppen netop offentliggjort fundet i en artikel i det internationalt anerkendte videnskabelige magasin Molecular Microbiology. Ud over den dansk-egyptiske ph.d-studerende Ali Salanti tæller hovedkræfterne i gruppen hans vejledere, lektor Thor Theander og Lars Hviid, samt ph.d. Trine Staalsø og ph.d. Anja Jensen.
"Siden 60'erne har man forgæves søgt en vaccine mod malaria. Jeg tror, at den første effektive vaccine, der kommer på markedet, bliver en vaccine mod graviditetsafhængig malaria. Og det er denne her," siger malariaekspert Kim David, der som 1. reservelæge på Rigshospitalets epidemiafdeling har fulgt arbejdet fra sidelinien.

Malaria rammer moderkagen
Malaria dræber hvert år mellem en og tre millioner mennesker. Malaria-kendere siger, at to børn dør i minuttet af sygdommen. Hvis De bruger fem minutter på at læse denne artikel til ende, vil ti børn være døde af malaria i mellemtiden.
Malaria overlever i kroppen ved at klæbe sig fast til blodårerne. Dermed beskytter den sig selv mod at blive skyllet igennem milten, hvor den ellers ville blive slået ihjel. Parasittens lim - om man vil - er et proteinmolekyle, hvis egenskaber er programmeret af det gen, som Ali Salanti har fundet frem til. Når et barn i et malaria-område når fem-ti års alderen, har barnet allerede selv udviklet tilstrækkeligt med antistoffer, der lægger sig som en hinde over proteinet og blokerer klæbeevnen. Dermed skyller parasitten med blodet igennem milten og dør.
Hvis et barn overlever sin fem års fødselsdag, dør han eller hun ikke længere af malaria, og efter sin ti års fødselsdag bliver barnet ikke længere så syg af angrebene. Undtagen hvis det er en pige, og hun bliver gravid. Så kan hun få malaria igen.
Når en pige udvikler en moderkage, skaber hun samtidig et nyt bindepunkt i livmoderen. Da hun ikke har haft det bindepunkt før, har hun heller ikke haft mulighed for at udvikle antistoffer imod parasitten. Parasitterne går ind og fylder moderkagen ud, så blodet ikke kan strømme igennem. Barnet kan dermed ikke få de nødvendige næringsstoffer og ilt. Den gravide får typisk blodmangel, bliver svækket og føder for tidligt. Dermed fødes de nyfødte for små og har ringere chancer for at overleve.

Beviset mangler
Ali Salanti har fundet det bestemte gen, som programmerer de proteiner, der får parasitten til at klæbe sig til livmoderen. Det er et gen, der kun bliver aktivt i parasitter hos gravide kvinder. Med det fællestræk har man altså nu et sted, hvor man kan angribe parasitten. Endnu mangler opdagelsen dog at blive løftet fra papiret og petriskålene i Panuminstituttets og Rigshospitalets laboratorier til en effektiv vaccine, der virker på mennesker.
"Først skal vi så at sige klippe genet ud af en parasit og smide det ind i en anden organisme som gær eller ecoli for at producere proteinet i store mængder," forklarer Ali Salanti.
Siden skal proteinet oprenses og sprøjtes ind i en mus eller en kanin, der skal producere de nødvendige antistoffer. Dernæst skal blodet med antistofferne tappes fra forsøgsdyrene og hældes over en bunke parasitter. Tilsidst skal de parasitter hældes over en moderkage, som forskergruppen har til rådighed i laboratoriet. Først når forsøget viser, at parasitterne ikke klæber sig til moderkagen, er succesen hjemme.
"Det største problem i den proces er at finde det sted på proteinet, der gør, at det klæber. Det er et meget stort protein, og vi skal få det til at folde på den helt rigtige måde. Det kan være, vi er heldige og gør det om ti dage. Det kan også tage ti måneder," siger Ali Salanti.
Når det er sket, skal vaccinen afprøves på dyr og siden på en kvinde, der står over for at blive gravid. Med andre ord er en vaccine på trods af gennembruddet ikke aktuel før om tidligst tre til fem år, vurderer Ali Salanti og hans vejleder Thor Theander.
Ali Salanti håber, at han får lov til at følge arbejdet til ende, men det er langt fra sikkert. Hans projekt begyndte for halvandet år siden, da han ved hjælp af penge fra Microsoft-grundlæggeren og milliardæren Bill Gates fik et par millioner kroner til at betale løn under et treårigt ph.d-stipendium samt laboratorieudstyr.
Halvandet år har han igen, inden pengene løber ud, og det er endnu usikkert, om Ali Salanti kan skaffe yderligere midler til sin forskning. Københavns Universitet fattes penge, og dansk støtte til malaria-forskning er tørret ud. Blandt andet ærgrer gruppen på Panuminstituttet sig over, at Danida tilsyneladende ikke fremover vil støtte deres forskning. Samtidig vægrer private selskaber sig ved at støtte malaria-forskning, da den ingen kommerciel værdi har.
Malaria er en fattigmandssygdom, der hovedsageligt rammer syd for Sahara og i fattige dele af Asien, hvor ingen har råd til at købe vaccinen. Ali Salanti er dog sikker på, at opdagelsen nok skal skabe international opmærksomhed, og en rapportering af arbejdet til Bill Gates er da også i gang.
"Måske kommer der endnu en gang penge derfra," håber Ali Salanti.
Skulle danskeren ikke selv få lejlighed til at fortsætte projektet, videreføres det dog på Panuminstituttet i Center For Medicinsk Parasitologi samt med samarbejdspartnerne, hovedsagelig universitetet i Edinburgh i Skotland.
"Konkurrencen inden for dette felt er dog så stor, at andre forskningsgrupper med udgangspunkt i vores opdagelse helt sikkert selv vil forsøge at komme først med en vaccine. Selvom der ikke er penge i det, er der stor prestige i at kunne bekæmpe verdens største dræber," siger Ali Salanti.

Billedtekst:
Ali Salanti har fundet det bestemte gen, som programmerer de proteiner, der får parasitten til at klæbe sig til livmoderen. Det er et gen, der kun bliver aktivt i parasitter hos gravide kvinder. Foto: Ulrik Jantzen

Boks:
patienter til malaria-forsøg
Immtech har meddelt, at de er gået i gang med at finde patienter, der skal indgå i fase IIa klinisk forsøg med pille mod malaria, DB289. Forsøget skal i første omgang undersøge sikkerhed og effekt af DB289 mod malaria-stammerne Plasmodium vivax og Plasmodium falciparium, der er de to mest dødelige varianter af malaria.
Immtech oplyser, at patienterne i forsøget vil modtage dosis to gange om dagen i fem dage og skal forblive på undersøgelsesstedet i yderligere 23 dage for at sikre, at malariaparasitten er ude af blodbanerne.
Fase IIa forsøget foregår på en klinik i Thailand, der har erfaring i eksperimenter med nye malaria-midler.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Fiftytwo A/S
Konsulentydelser og branchespecifikke softwareløsninger til retail, e-Commerce, leasing og mediebranchen.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere