Omkring 8.000 medarbejdere i Danske Bank har netop modtaget et tilbud om frivillig aftrædelse.
Det er der især to årsager til, oplyser Peter Kjærgaard, der er pressemedarbejder hos Danske Bank.
Den ene årsag skal findes i de makroøkonomiske tendenser, hvor Danske Bank udfordres af lave renter og lav vækst på de markeder, hvor banken er tilstede.
Den anden er Danske Banks vedvarende satsning på digitalisering.
"Det giver os mulighed for at foretage effektiviseringer og løbende nedbringe vores omkostninger, og det er en del af bevæggrunden for, at vi nu giver vores ansatte et tilbud om frivllig fratrædelse," siger Peter Kjærgaard til Computerworld.
Han oplyser, at Danske Bank ikke har nogle aktuelle planer om øgede investeringer i digitaliserings-initiativer, men at banken siden 2010, hvor banken lancerede sin første mobilbank, har haft en meget offensiv digital strategi, hvor banken årligt har investeret et milliard-beløb i digitalisering.
Dermed er Danske Bank en del af en europæisk bank-trend, hvor flere storbanker i løbet af de seneste uger - med afsæt i øget digitalisering - har varslet beskæringer i deres medarbejdernestab.
Læs også: Her er Danske Banks særlige udviklingsafdeling: Tag med på besøg i "Project X"
Europæiske banker i digitale spareøvelser
Ifølge det amerikanske erhvervsmagasin Quartz kaster bankerne sig ud i digitale spareøvelser, der skal munde ud i, at tusindvis af ansatte i løbet af de kommende år kan erstattes af maskiner.
Senest har den hollandske bank Ing annonceret, at den i løbet af perioden 2016 til 2021 vil nedlægge 5.800 stillinger som led i en digital transformation af banken.
Banken har døbt sin plan "Think Forward" og den forventer, at planen vil give en årlig besparelse på 6,7 milliarder kroner.
Milliard-investering er nødvendig
For at muliggøre transformation vil banken foretage milliard-investering i en standardisering af dens it-infrastruktur samt en ny digital bankplatform.
Ing forventer at den samlede regning løber op i to milliarder dollar. Det svarer til knap 13 milliarder kroner med den aktuelle dollarkurs.
"Vi bliver nødt til at tilpasse os. Konsekvensen af det bliver, at vi får brug for færre ansatte," siger Raymond Vermeulen, der er talsperson for banken til Quartz.
Han oplyser desuden, at målet for banken er at give kunderne en digital service af samme kvalitet, som den kunderne møder hos eksempelvis Netflix, Facebook og Spotify.
Nyheden om Danske Bank og hollandske Ings spareøvelser kommer i kølvandet på en lignende udmelding fra den tyske bank Commerzbank, der for få uger siden annoncerede en storstilet digital satsning, der bærer navnet af Commerzbank 4.0.
I en pressemeddelelse oplyser Commerzbank, at den forventer at kunne digitalisere og automatisere op mod 80 procent af sine processer og dermed gøre det muligt at nedlægge 9.600 fuldtidsstillinger.
Mange job forsvinder
Ifølge Quartz er der flere undersøgelser, der peger på, at 10 procent af alle job i den højtudviklede del af verden vil forsvinde som følge automatiseringer.
Men som Computerworlds klummeskribent Dorte Toft påpegede i sidste måned, er der også undersøgelser fra blandt andet Oxford University, der peger på, at 47 procent af alle amerikanske og 54 procent af alle job i Europa vil blive automatiseret i løbet af de kommende år.
Og i et interview med Computerworld tidligere på året fremhævede professor Jan Damsgaard fra Copenhagen Business School, at netop finansiel rådgivning er et af de områder, der risikerer at blive automatiseret.
Skotsk bank i AI-satsning
Det er især udviklingen inden for kunstig intelligens, der muliggør denne udvikling, og her er den skotske storbank RBS langt fremme med udviklingen af den app-baseret kundeservice-assistant ved navn Luvo.
Luvo er en bot, der kan give kunderne svar på kundeservice-relaterede spørgsmål og har visse lighedspunkter med eksempelvis Apples Siri og Microsofts Contana.
Den britiske finansavis Financial Times har skrevet, at Luvo modsat en menneskelig rådgiver har muligheder for at filtrere gennem store mængde data på få sekunder.
Samtidig er den digitale assistent tilgængelig på alle tidspunkter af døgnet.
Robotterne kommer: Hver fjerde dansker frygter at miste jobbet til en robot