Af en eller anden grund bliver menneskets verden hele tiden mere kompleks.
Det har den logiske følge, at virksomheder også bliver mere komplekse - og at de derfor har brug for stadig flere kompetencer for at kunne løse opgaverne.
Det giver naturligvis udfordringer i det daglige arbejde mellem mennesker.
Jeg bilder mig ind, at det engang var nemmere.
At virksomheder bestod af en flok glade folk, der kunne mere eller mindre det samme, at de hjalp hinanden til at blive bedre til at gøre netop det, de gjorde, og at de overlod resten til nogle andre.
Selv holder jeg til herovre i den digitale del af hverdagen, og her har jeg været gennem mere end 20 år.
Dengang, vi begyndte at lave hjemmesider og andre digitale løsninger, havde vi ikke brug for så mange flere end en mand med en ide og en anden til at programmere den - tit og ofte forenet i en og samme person.
Dengang vi lavede internet
Vi "lavede internet", og længere var den ikke.
Vi havde ikke lært det, vi havde ingen uddannelse inden for området, vi prøvede os frem, lærte af hinanden, og resten af verden så måbende til. Det var tider.
Men nu kan man vælge mellem en sand velsignelse af uddannelser inden for området.
Man kan blive både bachelor og kandidat indenfor digital strategi, analyse, markedsføring, design, user experience, udvikling, operations og hvad ved jeg.
Det er skønt. Og det giver nye udfordringer i forhold til at få så mange forskellige kompetencer og mennesketyper til at arbejde på fælles projekter.
Hjemme på arbejdet er vi godt 100 sjæle og næsten halvt så mange kompetencer, hvoraf mange overlapper, og alle arbejder med hver sin lille del af forskellige digitale projekter.
For at få det til at lykkes, kræver det en organisering af arbejdet, som på visse områder adskiller sig vildt meget fra de glade pioner-dage - mens det på andre områder kræver præcist det samme som dengang, vi bare gik glade i gang.
Vi har lært så meget som at:
Alle skal forstå hele opgaven
Selv få timers input til en tusind timer stor opgave kan få projektet drejet i forkert retning, hvis ikke alle kompetencer har en klar forståelse for projektets mål.
Vi arbejder sammen - ikke hver for sig
Uanset hvor meget ekspert man er på et område, vil de øvrige kompetencers input altid være værdifulde. Nye vinkler kommer ofte fra ikke-eksperter.
Vi kommunikerer overdådigt
Løbende kommunikation, helst ansigt til ansigt, men Skype virker også, og det hele skrives ned.
Løbende bekræftelse af aftaler og en klar forventningsafstemning både før og under projektet er hamrende effektivt i det samlede regnskab.
Vi tager små skridt
Vi arbejder os fremad skridt for skridt og forholder os hele tiden til, om vi er på vej i den rigtige retning.
Vi leverer en lille færdig del af det samlede projekt, og vurderer om det opfylder behovet - om vi har forstået hinanden rigtigt. Det sikrer værdiskabelse og tjekker, at den fælles forståelse er i sync.
Alle følger samme proces
Vi beskriver, hvordan vi arbejder, og alle arbejder, som vi har beskrevet.
Når andet giver bedre mening, ændrer vi beskrivelsen. Det vigtige er, at vi gør, som vi skriver - og at vi skriver det, vi gør. Det sikrer, at alle kender processerne.
Der er én mastermind
Projektets nøgleperson har det fulde overblik over alt, der foregår, og kontrollerer at strategien følges, ønsker prioriteres og at fokus hele tiden er det rigtige.
Hun kommunikerer med alle involverede og informeres ved den mindste ændring.