Photokina, Køln: Den japanske fotografi-producent Canon vil med alle sejl sat forsøge at ændre sit image og sin profil over for kamera-køberne.
Sådan lyder det fra selskabet på verdens måske største fotomesse, Photokina 2014, der trods navnet finder sted i Køln i disse dage.
Nye kameraer
På Photokina 2014 har selskabet netop præsenteret det nye monsterkamera EOS 7D Mark 2 samt det nye pocketkamera G7X, der begge vil blive sat til salg i de danske butikker i løbet af de kommende måneder.
Selskabet har store forventninger til begge de nye modeller og lægger i præsentationerne af de modeller særlig vægt på kameraernes mulighed for at tage dels højkvalitets-video, dels mange skud i sekundet, nemlig henholdsvis 10 frames i sekundet og 6,5 frames i sekundet.
Det er der en grund til, og den vender vi tilbage til.
For Canon er det generelle paradoks i disse tider, at der aldrig nogensinde tidligere i verdenhistorien er blevet taget så mange billeder, som der bliver taget i dag. Det er gode nyheder for et firma, der udvikler og bygger kameraer. Men bagsiden er, at størstedelen bliver taget med smartphones og ikke de kameraer, som Canon gerne vil sælge.
Det er selskabet nødt til at forsøge at lave om på, hvis det skal have en fremtid.
Canon er imidlertid fortrøstningsfuld og ser store muligheder i markedet. For mange har med deres smartphones fået tændt en interesse for foto og ønsker at gøre mere ved det og lære at tage 'rigtige' billeder. Og dem vil selskabet have fat i.
"Fotografi er mere populært end nogensinde før. Der bliver taget næsten en trillion billeder om året på jorden i dag, hvor smartphones og lignende gør os alle til fotografer. Der har aldrig været en mere spændende tid at være billed-selskab i," siger Masaya Maeda, chef for Canons såkaldte Image Communication Products Operations.
At fange de mange minder
Canons motto har meget rammende indtil i dag været "Quietly confident" (Selvsikker i stilhed). Men det skal ændres nu i jagten på de mange millioner mennesker, der i dag tager milliarder af billeder med en smartphone.
"Nu skal vi frem og larme lidt mere. Det er et generations-projekt, hvor vi vil forsøge at appellere mere til de unge, som vi ved skyder millioner af billeder. Dem vil vi have fat," siger John Hudson, der er produktchef for Canon i Danmark.
Markedet har ord rykket sig, så Canons hovedkonkurrenter i massemarkedet ikke længere kan isoleres til at være andre kamera-selskaber som Nikon, Sony, Olympus og lignende.
Budskabet fra Canon, der under præsentationen af de to nye kameraer gentages igen og igen er: Gode minder bør man tage med et ordentligt kamera i en ordentlig kvalitet - og ikke et ringe smartphone-kamera.
"Smartphonen er blevet det kamera, som folk anvender til at tage og dele billeder, og der er ingen tvivl om, at smartphones er kommet for at blive. Men der er mange begrænsninger i smartphonens kamera, " siger Alessandro Stanzani, der er chef for Consumer Imaging Group i Canon Europe.
Det gælder ikke mindst action-billeder fra sportskampe, ski-ferier og lignende, hvor man morer sig med venner og familier.
Her kan rigtige kameraer for alvor komme til deres ret, lyder det fra Canon.
"Vi ser en mulighed for vores kameraer i de mange mennesker, der vil være sikre på, at de ikke kommer til at fortryde den måde, som de gemmer deres vigtige minder på. Mange ønsker bedre kvalitet, og med et rigtigt kamera kan du være sikker på, at det tager det billede, som du ønsker," mener Alessandro Stanzani.
Det er også her, at vi finder en del af forklaringen på, hvorfor der bliver lagt så meget vægt på de nye kameraers evne til at skyde rigtigt mange billeder i sekundet.
"Det ville man aldrig kunne gøre på en smartphone. Og billeder fra sportsbegivenheder er ofte nogen, som vi gerne vil gemme, fordi der her ofte er gode historier for os. Smartphonen kan man anvende til bare at tage et snapshot, men vi synes, at man skal anvende et rigtigt og godt kamera til de øjeblikke, hvor man kan gerne vil afbilde et minde," siger Else-Marie Westh, marketingchef for Canon i Danmark.
Hertil kommer, at selskabet har fulgt nøje med i den succes, som ikke mindst actionkamera-producenten GoPro har haft. Det har vist, at der er et marked for ikke mindst solide kameraer til at tage billeder af action og bevægelse i god kvalitet.
På billedbehandlingssiden har softwareselskabet Adobe i de senere år dumpet priserne på selskabets professionelle og meget udbredte billedbehandlingsprogrammer Lightroom og Photoshop til under 100 kroner om måneden for den abonnements-baserede cloud-udgave.
Der medfølger et års abonnement på pakken i en række af Canons kameraer, og prisfaldet på Adobe-pakken er på mange måder led i samme bevægelse: Foto-selskaberne, der tidligere fokuserede målrettet på de seriøse og ambitiøse semi-professionelle fotografer, vil ned i markedet og have fat i flere almindelige hobby-fotografer.
De sociale medier
Med i billedet hører også, at Canon sammen med de to nye kamera-modeller er klar med en ny online-tjeneste, der skal tage kampen op med de mange sociale billeddelings-tjenester, der er opstået i kølvandet på smartphone-bølgen.
Selskabets service-satsning hedder 'Irista,' og den skal med sit klare fokus på billedbehandling og kvalitet forsøge at vriste billed-glade online-brugere væk fra sociale delings-tjenester som Instagram, Snapchat, Flickr og lignende.
Det kan forekomme som meget sent, at et ambitiøst kameraselskab træder ind på banen for sociale billeddelings-tjenester, der trods alt har været i vækst og fremgang i årevis.
Men det er altså først nu, at Canon er nået frem til, at noget skal gøres, hvis ikke selskabet skal miste kontakten til millioner af foto-glade brugere - og dermed potentielle kunder.
"Vi må nok som kamerafirma erkende, at den tid, hvor man alene kunne fokusere på specs og 'bits & bytes', er ved at forsvinde. Vi må tilpasse verden, som den er," siger marketingchef Else-Marie Westh.
Det har med Irista været hensigten, at brugerne skal kunne se, at der står et 'rigtigt' kameraselskab bag.
I tjenesten - som alle kan anvende uanset platform - vil der ifølge Canon eksempelvis komme en lang række tutorials, så brugerne kan blive bedre fotografer, ligesom tjenesten vil blive bygget om omkring et særligt arkiveringssystem med avancerede søgefunktioner, der minder om det workflow, som de mere avancerede fotografer i dag anvender.
Det skal gøre det nemt at håndtere de mange billeder og finde dem frem og behandle dem - i modsætning til mange af de øvrige billed-delingstjenester, hvor billederne blot bliver lagret oven på hinanden i en lang række, hvor de nederste hurtigt forsvinder ud i glemslen.
Avanceret behandling
Det vil blive muligt at gemme billeder i RAW-format,som de fleste ambitiøse fotografer anvender, ligesom Canon arbejder på en form for ansigtsgenkendelse, som kan anvendes til søgning i tjenesten.
Hertil kommer, at det eksempelvis med en ny tjeneste - Dreamlab 5000 - vil blive muligt at opsætte og bestille fotobøger med egne foto i en hidtil uset kvalitet fra Canon.
Iresta kan anvendes af alle uanset platform, men billeder taget med Canons nye kameraer kan overføres til tjenesten direkte fra kameraet med et enkelt tryk på touchskærmen.
"Vi ser et kæmpepotentiale i behandlingen af de milliarder af billeder, der bliver taget og i, at vi kan forbinde dem med hinanden et centralt sted," siger Masaya Maeda, chef for Canons såkaldte Image Communication Products Operations.
Han peger samtidig på, at Canon fremover vil satse på at udvikle såkaldte cross media-produkter - altså produkter, der favner bredt og som er forbundet med hinanden på kryds og tværs.
"Vores mulighed er at satse på at levere kreative muligheder for både begyndere og erfarne fotografer. Fotografi er ikke en 'one click experience,' for klikket er kun en lille del af det. Og vi vil gerne hjælpe folk med at tage bedre billeder og lære dem at tage kontrol over deres billeder," siger han.
Ikke billige
Canon to nye kameraer kommer på markedet i løbet af efteråret. Vejledende pris for EOS 7D Mark 2 bliver små 15.000 kroner for huset alene, mens vejledende pris for kompaktkameraet GX7 bliver omkring 5.000 kroner.
Canon forventer at sælge omkring 400 eksemplarer af EOS 7D Mark 2 inden jul og derefter omkring 50 kameraer om måneden, mens det forventede salg af det nye G7X er 400-500 eksemplarer inden jul og dernæst omkring 100 om måneden.