Artikel top billede

Test: Fede små GoPro 4-kameraer kan komme med overalt

Lækre små aktionkameraer lader dig filme hvad som helst næsten hvor som helst. Vi har testet GoPro Hero 4 i både Silver og Black-udgaverne. Se dommen her.

Smartphones har gjort kameraer til hvermandseje. Men der er steder en smartphone ikke bør opholde sig. Steder fyldt med regn, mudder, vand eller fart.

Det er her aktionkameraer - på engelsk action cams - kommer ind: Små, robuste og oftest vandtætte kommer de hvor ingen smartphone eller almindeligt kamera tør at træde.

Uanset om det er på mountainbiken, på dykkerferien eller sat på siden af sportsvognen til trackday.

Det er her GoPro kommer ind. For nok har Sony, Garmin og andre etablerede mærker forsøgt sig inden for aktionkameraer, men det er GoPro-kameraerne som hurtigt er blevet standarden inden for de lette robuste kameraer.

Den af GoPros succes hænger, ud over det faktum at kameraerne er gode, sammen med de mange mange forskellige slags tilbehør, som GoPro eller andre leverer til kameraet. Skal kameraet sidde på din cykel? På siden af din sportsvogn? På dit surfbræt? Eller måske på din hund? GoPro eller en anden producent har tilbehøret som gør det muligt.

Tre nye GoPro-kameraer

Det var også tilfældet da Computerworld fik mulighed for at låne de nyeste GoPro 4 kameraer af importøren Playground. Med til testen fik vi både en teleskop-selfiestik, cykelholder til saddelpinden og til styret, remme til hjelmmontering, et harnisk så kameraet kan sidde på brystet og en sugekop så du kan montere den på en bilrude eller andre steder på din bil.

Kun din kreativitet - eller mangel på samme - begrænser tilsyneladende hvor og hvordan du kan filme. Og med flere kameraer kan du få flere kameravinkler med, så du kan gøre optagelsen lidt mere spændende når den skal klippes sammen.

Artiklen fortsætter under videoen...

Med version 4 fra GoPro er dine valgmuligheder nu GoPro Hero, Hero 4 Silver og Hero 4 Black, hvor prisen går fra 999 for det mindste Hero-kamera til ca. 3.700 kroner for den største Black-version. Det er Silver- og Black-modellerne, som Computerworld har haft til test.

Store forskelle på Silver og Black

Fra forsiden virker Silver og Black ret ens: På siden finder du en dør til HDMI-ud, USB-ind (opladning) samt pladsen til microSD hukommelseskortet.

Sammen med GoPro-kameraet følger desuden et vand- og delvist stødtæt kamerahus i klar plastik, som i bunden har de to plastikringe, der udgør en del af GoPros universelle tilkoblingssystem.

Plastik-huset til GoPros er dermed ikke bare til beskyttelse, men er en integreret del af GoPro-pakken hvis du vil montere kameraet. Det er ganske smart og nemt at komme til, men bagsiden er, at lyden er som man kan forvente fra et lille kamera pakket ind et plastikhus - ikke ubrugeligt, men heller ikke mere end brugbart.

GoPro 4 Black med 4K-video

Det særlige ved topmodellen GoPro 4 Black er, at det kan optage såkaldt 4K video med 30 billeder i sekundet. Det er en imponerende kvalitet hvor skarpheden i filmen, under de rette lysforhold, ikke ligner noget fra et kamera på få hundrede gram.

Du kan desuden, med GoPros såkaldet ProTune-indstillinger sætte grænser for ISO-værdier og et par andre indstillinger som kan være med til at øge kvaliteten af de film du tager.

De høje opløsninger har dog deres pris i lagerplads.

Med 23 billeder i sekundet og hvert billede med en opløsning på 3.840 x 2.160 pixels så kommer videofilerne hurtigt til at fylde en hel del. I vores test fyldte en film på 50 sekunder med netop den opløsning 353 megabyte - lidt hurtig hovedregning viser dermed, at du skal regne med at bruge ca. 423 megabyte lageplads per minut du filmer.

Kan du leve med den såkaldte 2,5K opløsning (2.704 x 1.520 pixels) er kravet til lagerplads lidt mindre - ca. 324 megabyte per minut film. Det er også den opløsning, som giver mest mening i den lidt billigere Silver-model.

Heldigvis er prisen på microSD-kort rimelig, så det er bare at købe et par 64 gigabyte kort og få dem med ud på tur. Derhjemme kan det dog hurtigt løbe op i lagerplads, hvis du insisterer på at gemme alle dine videofiler.

Men selvom 4K-video virker besnærende og lagerpladsen er billig, så skal du alligevel lige overveje om det er det rette format. Først og fremmest fordi den høje opløsning for alvor kan ses når lysforholdene er optimale. Det vil sige på en dag med en vis mængde solskin, da billederne ellers bliver lige så grynede som eller - bare med flere pixels.

Samtidig kræver 4K-video, selv hvis du skalerer det ned i redigeringen, noget mere computerkraft end normale filmklip - vi redigerede vores testklip fra GoPro 4 Black på en Intel 4960X processor med 6 kerner og 16 gigabyte hukommelse og SSD-disk og selv der kan Adobe Premiere Pro CC 2014 blive lidt tungt at danse med når først 4K-videoklippene begynder at flyve rundt.

Til gengæld kan du med 4K video, som indeholder 4 gange så mange pixels som et almindelige FullHD-billede, zoome ind på bestemte områder i videoklippet - og så er 4K video med den rette belysning imponerende at se på. Også selvom vi mest så GoPro-filmene på en 30 tommer skærm med en opløsning på 2.560 x 1.600.

GoPro 4 Blacks kraftigere hardware slår dog også igennem i den mere almindelige 1080p opløsning, hvor kameraet kan filme i 120 billeder i sekundet. Det giver mulighed for at lave flotte slow-motion optagelser, hvor videoklippet kan sænkes til 30 billeder i sekundet uden at det forekommer hakkende.

Silver kan til sammenligning klare 60 billeder i sekundet i den opløsning og skal ned i 720p for at filme med samme 120 billeder i sekundet.

GoPro 4 Silver med touch skærm

GoPro 4 Silver kan mange af de samme ting som Black, men med 2 vigtige forskelle. Den ene er at Silver er begrænset til at filme 4K video med 15 billeder i sekundet - en begrænsning som gør 4K-muligheden ret meningsløs. Og så kommer Silver med en touch screen på bagsiden.

Specielt touch screen vil nok få mange potentielle Black-kunder til at tænke sig om en ekstra gang. For GoPros menusystem, med tre forskellige knapper på siden af kameraet, er mildest talt ikke særligt intuitivt.

Med touch skærmen kan du i stedet blot trykke dig igennem menuerne. Samtidig kan du med det samme se om din seneste video er blevet god nok eller om kameraet er placeret godt nok.

Samtidig er Silver typisk 800 kroner billigere end Black, hvilket også er et ret godt argument for at vælge mellemmodellen.

En side-om-side test af de to kameraer igennem et par dage i efterårsvejr i Berlin viser ikke nogen nævneværdig forskel på de to modeller - omend Black-udgaven virkede til at have lidt varmere farver, men forskellen er ikke stor nok til at det bør afgøre dit køb.

Begge kameraer kæmper til gengæld når det handler om at filme under knapt så optimale lysforhold - blandt andet i mørke, indenfor og i modlys. Det er ikke overraskende og kvaliteten er stadig helt i toppen af aktionkameraer, men værd at huske når man bor i Danmark og ikke under de tropiske himmelstrøg hvor reklame- og demovideoer normalt er optaget.

God app hjælper på brugervenligheden

Begge modeller virker i øvrigt med GoPros gode gratis app (her testet med iOS / iPhone 6 Plus), som lader dig fjernstyre kameraet. App´en gør et rigtigt godt stykke arbejde og det var vores oplevelse, at appen oftere vil være nemmere at bruge til at finindstille kameraet end skærmen bag på Silver-modellen. Og meget meget nemmere at bruge end de tre knapper, som Black må lade sig nøjes med.

Med app´en kan du desuden se hvad kamera ser, sådan at du kan placere dit kamera bedst muligt. Du kan desuden overføre filer, i lav kvalitet, fra kameraet til din telefon eller tablet.

Ud over videoindstillingerne, som spænder fra 720p til 4K samt muligheden for at vælge hastighed samt vidden i billedet, kan GoPro-kameraerne også tage enkelt-fotos samt såkaldte time-lapse serier hvor en serie billeder, taget med bestemte intervaller, kan samles til en film. 

Kvaliteten af billederne, som er på op til 12 megapixel, er dog ret middelmådig og de fleste smartphones kan sandsynligvis slå Hero 4-kameraerne på kvaliteten - men oftest vil du ikke udsætte din telefon for hvad dit aktionkamera oplever, så det bedste kamera er nu engang det som du har med.

Både Silver og Black havde under vores test en lidt lav batterilevetid, som ligger mellem 1½ og 2 timer - dog noget mindre hvis du filmer 4K-video med Black eller bruger touch-skærmen mindre på Silver. Du kan købe ekstraudstyr i form af at ekstra batteri til bagsiden af kameraet - eller hvis du har mulighed for at skifte undervejs - ekstra batterier, som skiftes nemt gennem en lem i bunden.

Vil du i øvrigt starte kameraet uden din telefon og uden at fifle med selve kameraet sælger GoPro også en fjernbetjening, som kan styre op til 50 GoPros.

Konklusion: Go Black
Efter et par uger med GoPro 4-serien er vores indtryk fortsat det samme: GoPro er fortsat blandt de bedre aktionkameraer på markedet og, hvis du er parat til at bruge pengene, et bedre køb end for eksempel Sonys modeller, som tidligere har drillet denne tester med deres ringe app-support.

Samtidig har GoPro fortsat det suverænt største udstyr af tilbehør og monteringsbeslag.

Billedkvaliteten er desuden samlet set god. I halvmørke ikke overvældende, men i sollys er der - for sådan et lille kamera - rigtigt mange detaljer med i videofilmene. Specielt hvis du optager i 2,5K eller 4K-formaterne.

Det nye touch-interface på skærmen bag på Silver-udgaven vil tiltale mange, men det er i vores øjne ikke så spændende endda. Både fordi den gode GoPro app er nemmere og mere overskuelig og fordi aktionkameraer oftest sidder på hjelmen eller andre steder hvor du alligevel ikke an se skærmen.  

Black er derfor i vores øjne den mest attraktive løsning - men i sidste handler det om måden du bruger kameraet på.

Oftest ville vi under testen blot vælge den indstilling som vi regnede med at bruge resten af dagen (f.eks. 2,5K opløsning i  24 fps) og så bare starte og stoppe kameraet når det passede.

Var der behov for fintuning, så skete det lige så nemt - eller måske nemmere - via den medfølgende app end via den lille skærm.

Samtidig er det værd at huske, at mens 4K optagelser kan virke som overdrevne i dag, så koster et 4K fjernsyn i dag helt ned til 5-6.000 kroner - og samtidig, at du kan trække enkelt-fotos på næsten 8,3 megapixel ud af en 4K-video.

Det sidste i ofte ret god kvalitet hvis lysforholdene var rimelige da der blev filmet.

Så er du på udkig efter et aktionkamera og ikke bange for at ofre knapt 4.000 kroner på et kamera, som måske kun luftes få gange om måneden, så er GoPro Black vores favorit.

Kan mindre gøre det, og skal du ikke bruge 4K-optagelser til noget det kommende års tid, så er Silver et bedre bud.


Loading ikon