1 / 8
Har du kodeord til din Windows, og det anbefaler vi, så kommer du forbi en login-skærm.
Med Windows 8 er den også skiftet, og der går samtidig rygter om, at Windows 8 vil byde på en fingervenlig oplåsning, hvor du skal tegne et mønster - sådan som det blandt andet er kendt fra Android-telefonerne.
Velkomstskærmen, som virker meget egnet til tablet computere med ur og dato vist tydeligt, kan du sandsynligvis ikke ændre meget på ud over at skifte baggrundsbilledet.
Tirsdag d. 13. september fra ca. 18 burde du desuden kunne følge lanceringen af en tidlig Windows 8 version på denne Microsoft-side.
2 / 8
Det har vakt en del opsigt, at Microsoft fuldstændig har redesignet brugerfladen, når du er logget ind.
I stedet for det normale skrivebord har du mulighed for at få det mere fingervenlige Metro-system.
Det har fået flere bloggere og vrede brugere til at fare i flint, men Microsofts Win8-chef har samtidig forklaret at Metro-fladen blot er den ene af to måder at bruge Windows på.
Den anden er meget nær det system, du kender fra Windows 7.
Du kan også læse Microsoft-designernes forklaring om Metro-systemet her.
3 / 8
Startmenuen i Windows har set nogenlunde ens ud siden Windows Vista, men med en lidt mere effektiv version i Windows 7.
Nu ser det ud til, at Windows 8 får en startmenu, som har mere kontrast i farverne.
Det er dog ikke helt bekræftet endnu, og billedet stammer fra en video, som Microsoft har udgivet.
På Winsupersite.com kan du i øvrigt se en sjov gennemgang af Windows-skærmen siden tidernes morgen.
4 / 8
Kopierer du filer fra en mappe til en anden, er det let at overskue.
Men sætter du gang i flere forskellige kopi-opgaver mellem flere forskellige drev og mapper, kan det være svært at holde overblikket.
Men med Windows 8 samler systemet alle dine kopiopgaver i et mere overskueligt vindue.
5 / 8
Når du overfører filer, kan det være en frustrerende oplevelse ikke at vide, hvor længe der er igen.
Med Windows 8 får du muligheden for at kigge systemet over skulderen og se hastigheden over det sidste minuts tid.
Det giver dig desuden muligheden for at sætte overførsler på pause og dermed prioritere de vigtigste opgaver.
6 / 8
Selv om Word, Excel, Facebook og dit mail-program er vigtige, bruger du sandsynligvis en del tid på at bladre rundt efter filer.
Med Windows 8 får du et nyt og mere avanceret vindue at bladre i.
På Winsupersite.com kan du finde en længere og kritisk gennemgang af den nye Windows Explorer oplevelse.
7 / 8
ISO-filer er en slags endnu-ikke-brændte cd'er eller dvd'er.
Men du behøver faktisk ikke at brænde dem, for Windows 8 kan i stedet lade, som om filen er et normalt drev.
Når du er færdig, skubber du bare den ikke-eksisterende skive ud, og drevet forsvinder.
8 / 8
Virtualisering, teknologien hvor du kan køre flere systemer på en maskine, er populært.
Men det giver samtidig også af og til bøvl, når der skal flyttes rundt på filer.
I Windows 8 burde det dog være lidt nemmere, for du kan nu på samme måde som med ISO-filer behandle den virtuelle harddisk, som om den er en normal fysisk harddisk. Dermed er det væsentligt nemmere at få adgang til filerne.