1 / 14
(Foto: Swiss Codemonkeys)
Ønsker du at se dig selv med hipsterskæg, men har du ikke tålmodigheden, skægvæksten eller et reelt ønske om at se sådan ud til hverdag, er der hjælp at hente i Google Play.
For med app'en Make me bearded kan du anlægge dig et fiktivt pirat-fuldskæg eller en virtuel moustache på fremtidige selfier.
App'en er hentet over en halv million gange.
2 / 14
(Foto: ATXproIT)
I Googles Android app-butik er der flere apps, som kan oversætte alverdens sprog.
Der er også en oversættelses-app, der hævder, at den kan oversætte babygråd og -skrig til menneskesprog.
"Bare hold telefonen tæt på ham/hende og tryk 'Oversæt', så klarer app'en resten," som det hedder i den medfølgende reklametekst.
Udover baby-oversættere vrimler Google Play også med apps, der kan oversætte menneskesprog til hunde- og kattelyde - og omvendt.
Disse apps hentes i visse tilfælde i millionvis.
3 / 14
(Foto: HOTTRIX)
Flere apps som iBeer giver dig mulighed for at lade som om, du gør forskellige ting - i dette tilfælde drikke en øl af din telefon.
Det er dog kun tale en virtuel oplevelse, ligesom du i andre apps kan lade en fiktiv shotgun eller sluge et digitalt sværd eller sågar sniffe animeret kokain fra din skærm.
Hvorfor er disse apps overhovedet bygget? Fordi udviklerne syntes, det var sjovt.
Android-brugerne er tilsyneladende enige med over 90 millioner downloads af iBeer.
4 / 14
(Foto: Mob Media)
Har du et behov for at vise dig frem med betydningsfulde venner, kan du simulere, at berømtheder som Barack Obama og Paris Hilton ringer til dig via en lang række apps.
Skal du derimod bare ud af en pinlig situation, kan app'en Fake Caller måske være noget for dig.
Du kan tidsindstille den med personer fra din kontaktliste, der 'ringer' til dig og eksempelvis afspiller en optaget samtale.
5 / 14
(Foto: BoyToy Poor)
Faktisk er der godt gang i apps, der giver et falsk billede af virkeligheden.
Udover opkald fra falske kontakter, kærester og berømtheder kan du fremvise en startskærm med et falsk lav batteri eller et grafisk skin, så din skærm ser så smadret ud, at ingen vil låne din telefon.
De falske apps bliver downloadet i millionvis.
6 / 14
(Foto: Atlantida Apps)
Hent, installer og tænd app'en Ghost Detector for at finde ud af, om der er paranormal aktivitet i dit soveværelse.
App'en virker ifølge udviklerbeskrivelsen ved, at forskellige mobilsensorer kan finde kilder til magnetiske udledninger, der kan være tegn på, at der spøgelser rundt om dig.
I andre lignende apps kan du finde spøgelser i værelset med dit mobilkamera.
Har du ikke tålmodighed efter at gå på spøgelsesjagt, kan en helt tredje type spøgelses-app selv indsætte spøgelser på dine billeder til skræk og morskab blandt dine venner.
Brugbar? Næppe. Populært? Ja, disse spøgelses-apps er hentet langt over en million gange.
7 / 14
(Foto: Graykos)
Hitler-katten og motivationsprogrammer er åbenbart så fin en cocktail, at sammensmeltningen af de fænomener er blevet til en app.
Funktionen er simpelthen, at en kat med et udseende som Hitler motiverer dig til at tage opvasken, gøre rent eller løbe en tur.
"Bare start Hitler-kat-app'en, læg telefonen nær dig selv, og så lad katten rådgive dig. Tro mig, den vil uden tvivl motivere dig" lyder salgstalen fra udvikleren af denne app.
Pep-talken fra Hitler-katten kommer hvert andet minut, og så lover den dig et spil, når du er færdig med dine opgaver.
8 / 14
(Foto: Gradison Technologies)
Tryk på billedet af en ko, og den siger muh.
Og så er du sådan set færdig med funktionerne i app'en Hello Cow, som koster seks kroner i Googles officielle app-butik.
Måske skyldes det prisen, måske er det på grund af den beskedne funktionalitet, at denne app kun er hentet maksimalt 50 gange i de seneste fem år.
9 / 14
(Foto: Elite Games)
Keder du dig, når du er på toilettet, kan spillet Paper Racing måske være noget for dig.
I spillet kan du tage tid og forbedre din rekord i at tømme en toiletrulle så hurtigt som muligt.
Du har også mulighed for at udfordre andre WC-gængere i, hvem der er hurtigst til at få papiret af toiletrullen.
10 / 14
(Foto: William Liddy)
Pointless button er navnet på en app, der som navnet indikerer, er en knap uden formål.
Disse ubrugelige apps florerer i forskellige former og farver og bliver downloadet i titusindvis.
Formålet? Ja, nogen har vel for meget tid i overskud til at trykke på knapper uden funktioner.
11 / 14
(Foto: Justin Vartanian)
Med app'en Places I've Pooped kan du minutiøst kortlægge alle dine toiletbesøg eller følge i fodsporene på dine venners toiletbesøg.
"Del dine steder på Facebook" lyder det ifølge udviklerne, som også angiver, at du kan tilføje billeder til dine toilet-opdateringer.
Man kunne måske i en stille stund spørge sig selv, hvem der egentlig har lyst til det?
Svaret er, at app'en er hentet et sted mellem 10.000 og 50.000 gange og har en anmelder-score på fire ud af fem.
12 / 14
(Foto: Haydn Brooke)
Har du mange penge til en app uden funktioner, så er du så rig, at du må skilte med det.
Det har ganske givet været tankegangen bag iPhone-app'en I am rich til den nette pris på 1.000 dollar (6.900 kroner), som efter sigende er blevet downloadet otte gange.
Siden er rigmands-app'en blevet kopieret i mange varianter, og kan i dag også findes i Google Play-app-butik, hvor flere af versionerne har et prisskilt på 1.200 kroner.
Disse apps er pudsigt nok ikke særligt populære.
13 / 14
(Foto: Ballena Bay 4iLab)
En helt særlig genre i app-butikken er voodoo-apps, som giver dig mulighed for at afreagere og kaste forbandelser over folk fra den virkelige verden.
Du kan indsætte billeder på dukken, så den kommer til at ligne din dødsfjende, hvorefter det er muligt at afstraffe den hårdt på 20 forskellige måder.
Dukkerne kan fås med animerede stearinlys, forskellige forbandelser og drabelige lydspor samt ikke mindst i mange, mange forskellige apps.
De mest populære voodoo-apps er blevet hentet op mod en halv million gange.
14 / 14
(Foto: Morshe Hogeg og Or Abel)
Computerworld har tidligere beskrevet app'en Yo, der ikke kan så meget andet end at sende et 'Yo' til dine venner.
Det populære koncept er videreudviklet i en række apps, der også kan sige 'SUP' (hvad sker der?) eller sende et Yo fra en bestemt lokation og muligheder for at tilføje links.
Funktionerne er tilsyneladende uendelige, hvis du ønsker at sige Yo til en ven.