1 / 10
It-branchens største navne er også blandt verdens rigeste it folk - og verdens rigeste personer i det hele taget.
Det fremgår af den seneste opdaterede udgave af "Bloomberg Billionaires".
Listen består af en skønsom blanding af it-runkedorer, som er knap så fremtrædende i branchens udvikling, og så de nyeste hot shots, som er kommet til indenfor de seneste ti år.
Modsat Bloomberg har vi her på Computerworld taget rigmænd fra telebranchen med på listen, og det betyder, at en mand som Michael Dell må se sig reduceret til bobler lige uden for top 10.
Hold på hat og briller. På de næste sider ruller milliarderne lystigt.
2 / 10
Ham til højre vender vi tilbage til, men til venstre på billedet er det medstifteren af Microsoft Paul Allen, der som 61-årig i dag sjældent blander sig i debatten om it-branchen.
De to herrer på billedet udviklede sammen et operativsystem, som senere dannede grundlag for dannelsen af Microsoft i 1975.
Allen, der i dag er verdens 54.-rigeste person, forlod Microsoft i 1983 og solgte samtidig hovedparten af sine Microsoft-aktier.
Han investerer i dag i ejendomme og ejer blandt andet den bygning, der huser Amazons hovedsæde.
Allen hygger sig desuden med sit ejerskab af American football-holdet Seattle Seahawks og basketball-holdet Portland Trail Blazers.
3 / 10
Det her er måske billedet af fremtiden.
I hvert fald er det den første asiat, der nu har sneget sig ind på top 10-listen.
Her på 8.-pladsen er det den 42-årige stifter og CEO, Pony Ma, med fødenavnet Ma Huateng, fra verdens største internetfirma Tencent Holdings.
Tencent Holdings udbyder internetservices, apps og mobil- og telekommunikationstjenester som Wechat og det kinesiske svar på Skype og Messenger, QQ. De to tjenester har tilsammen mere end en milliard brugere.
Selskabet arbejder også med trådløse betalingstjenester.
Pony Ma stammer fra den kinesiske Shenzhen-provins og hans selskab blev børsnoteret i Hong Kong i 2004.
4 / 10
Igen springer vi over manden til højre og koncentrerer os om ham til venstre.
Microsoft - verdens største softwarefimas - nu forhenværende CEO Steve Ballmer trådte tidligere i denne uge ud af selskabets bestyrelse, og er dermed stærkt på vej til at være ægte "forhenværende" i it-branchen.
58-årige Ballmers regeringstid i Microsoft varede fra år 2000 til 2014, og han var oprindelig medarbejder nummer 30, da han kom til i 1980 som selskabets første business manager.
Ligesom Paul Allen har Ballmer kastet sin kærlighed på basketball og han ejer NBA-klubben Los Angeles Clippers, som han købte for rekordbeløbet to milliarder dollar.
5 / 10
(Foto: Amazon)
Stifter, bestyrelsesformand og CEO for Amazon, Jeff Bezos, har siden starten i 1994 udviklet sit firma til at at være den globale konge indenfor onlinesalg.
I starten fokuserede Amazon på bogsalg, men har siden bevæget sig ind på cloud services til erhvervskunder, gadgets som Kindle e-readeren og senest mobiltelefoner, som skal tage kampen op med giganterne på det marked.
Bezos er uddannet som it-ingeniør. Amazon gik på børsen i 1997, hvilket sikrede Bezos en personlig gevinst på 12 milliarder dollar.
6 / 10
(Foto: Google)
Googles glimmer-twins Sergey Brin (th) og Larry Page (tv) er henholdsvis nummer fem og seks på Bloombergs liste over de rigeste it-folk i verden.
De har skabt deres astronomiske formue på bare 15 år, efter at de oprindeligt startede deres første søgemaskine i en vens garage.
De er begge 41 år. Sergey Brin har rødder i Rusland, mens Googles nuværende CEO Larry Page er fra Michigan.
Google gik på børsen i 2004, og i dag ejer Brin otte procent af Googles aktier, mens den lidt rigere Page nøjes med omkring syv procent.
7 / 10
Stifter og CEO for det sociale netværk Facebook, Mark Zuckerberg, er med sine 30 år den yngste på listen over verdens rigeste it-folk.
Allerede som 23-årig rundede Zuckergbergs formue den første milliard dollar, hvilket gjorde ham til den yngste dollarmilliardær nogen sinde.
Ifølge Bloomberg ejer Zuckerberg i dag tæt på en tredjedel af Facebook, som på månedsbasis har mere end en milliard brugere. Selskabet omsætter årligt for otte milliarder dollar.
8 / 10
Oracles stifter og øverste chef har netop rundet 70 år.
Og han har som det fremgår godt råd til store fødselsdagsgaver.
Ellison ejer 25 procent af Oracle.
9 / 10
(Foto: José Cruz - Agência Brasil)
Carlos Slim er Mexicos rigeste mand og samtidig verdens næstrigeste.
Han kontrollerer den største mobil-operatør på de to amerikanske kontinenter, men har også investeret i finansverdenen og minedrift, avisen New York Times og tobaksfirmaet Philip Morris.
10 / 10
Her er han så - igen.
Den lille mand fra de foregående billeder af Paul Allen og Steve Ballmer.
Stifteren af Microsoft Bill Gates er også verdens rigeste og har i dag en noget tilbagetrukken rolle hos Microsoft, hvor han formelt har status som teknologisk rådgiver.
Gates har desuden gjort sig bemærket som en af verdens største mæcener, der blandt andet har støttet uddannelse og bekæmpelse af HIV-smitte i den tredje verden.