1 / 16
IFA-messen i Berlin er en af årets store højdepunkter, når det gælder ny forbrugerelektronik.
Det er her, at Samsung fremviser selskabets nye smartwatch, Jabra sine nye høretelefoner eller en ukendt kinesisk producent sine USB-pinde.
Vi har samlet en liste over nogle af de mange nyheder fra årets messe.
Vi har også lavet en liste over de nye pc'er fra Asus, Acer, Lenovo og HP, som du kan se her: Her er de nye computere fra årets største computer-mekka
2 / 16
Netop som Google tilsyneladende har valgt at stoppe udviklingen af selskabets modulære smartphone, Project Ara, lancerer Lenovo-ejede Moto et nyt modul til selskabets egen modulære smartphone.
Smartphonen hedder Moto Z, og her kan du via magneter tilslutte moduler med ekstra funktioner såsom et større batteri eller et cover i eksempelvis læder, træ eller kulfiber.
Det nye modul er et kamera-modul, der er produceret i samarbejde med den svenske kameraproducent Hasselblad.
Kamera-modulet har blandt andet en 12-megapixel sensor og 10 x optisk Zoom.
Kameramodulet koster 2.400 kroner og kræver en Moto Z-smartphone, der bliver lanceret i Danmark i september. Den kommer til at koste 5.190 kroner.
3 / 16
Det lyder lidt som en IoT-cliché i stil med det internetopkoblede køleskab, men en smartphone-forbundet tandbørste giver god mening.
Ved Philips stand på IFA prøvede vi en eltandbørste med indbygget gyroskop og accelerometer, der i realtid sender data til din smartphone. Mens du børster dine tænder, kan du se oversete tænder på din smartphone.
Du kan på den måde blive bedre til at børste områder, du måske ofte glemmer, og skulle du have tandproblemer, kan tandbørstens indsamlede data sendes til din tandlæge.
Skribenten her glemmer åbenbart ofte den højre halvdel af kindtænderne.
4 / 16
Et lille kinesisk selskab ved navn Nexum indledte i august en kickstarter-kampagne for at samle penge ind til at producere en mini-amplifier, der skal forbedre lydkvaliteten i din smartphone.
På bare 6,5 time lykkedes det at samle de fornødne 16.000 dollar ind, og i dag kan du forudbestille den lille enhed, der tilsluttes via din telefons USB C, MicroUSB eller Lightning-port.
Aqua, som enheden hedder, forbedrer musikken, der løber fra din telefon via amplifieren og videre op til dit headset, og selvo m vi afprøvede det med Spotify, hvis musikkvalitet på ingen måde nærmer sig Hi-Fi, så kunne vi tydeligt høre en forskel.
Det lille selskab Nexum er ikke alene om at ville forbedre vores lydoplevelse. Andre - oftest kinesiske - selskaber fremviste lignende løsninger, dog i et noget mindre gennemført udseende.
Prisen ligger på 90 dollar og kan forudbestilles i dag via kickstarter.
5 / 16
Xperia XZ er navnet på Sonys nyeste smartphone, som kommer i både en normal og en mindre Compact-model.
Telefonen har middelmådige specifikationer i forhold til topmodeller som Samsung S7 eller HTC 10, men skulle ifølge Sony selv have et særligt godt kamera.
6 / 16
Skagen-ure er bedst kendt for sit enkle, skandinaviske og minimalistiske udseende uden dikkedarer.
Nu kommer selskabet med et smartwatch, der blander det bedste fra to verdener.
Uret er motorstyret, og altså ikke analogt, og har diverse sensorer, så du kan blandt andet kan tælle skridt og modtage notifikationer via en lille viser, der peger mod forskellige farvede områder.
Urets batterilevetid ligger på seks måneder, hvilket er noget mere end Apple Watch, hvor batteriet kun holder et par dage (eller mindre) på en opladning.
7 / 16
Ud over et par nye smartwatches og computerskærme, havde Samsung ikke det store at præsentere ved årets IFA-messe.
Dog skal Samsungs lille IoT-enhed med sim-kortport nævnes.
Det er en lille boks, der tilsluttes din bils odb2-port, der ud over at give Wi-Fi med LTE-forbindelse til alle i bilen også suger data om din bil og sender det til din telefon.
Du kan se hvor langt, hvor ofte og hvordan du har kørt, og du kan med stor nøjagtighed læse benzinforbruget over en given periode.
Det kan være smart hos vognmænd, der vil vide mere om deres chaufførers kørsel, eller til den overbeskyttende far, der låner bilen ud til sin søn.
Hele systemet er beskyttet af Samsungs Knox-sikkerhedsfunktion imod hackere.
8 / 16
Huawei lancerede for nylig en ny smartphone via sit subbrand Honor, der får navnet Honor 8.
Ved IFA lancerede Huawei så endnu en smartphone kaldet Huawei Nova.
Den er på fem tommer med specifikationer i middelklassen og tilsyneladende med et godt kamera.
9 / 16
Rygterne er mange omkring Apples nye iPhone. Blandt andet siger rygterne, at iPhone "7" kommer uden minijack-stik, og at alt lyd derfor sendes via telefonens Lightningport eller via et Bluetooth-headset.
Libratone - oprindeligt dansk, men ejes i dag af et kinesisk selskab - lancerede et headset, Q ADAPT, der fungerer via iPhonens Lightningport. In Ear-headsettet har indbygget aktiv støjreduktion, men trækker strøm fra din smartphone og har derfor ikke noget tilhørende batteri.
10 / 16
Dr. Who-joksene har været mange de seneste par dage, når medierne har omtalt Bang & Olufsens nye højttaler, for højttaleren ligner unægteligt en Dalek fra den populære britiske serie.
BeoSound 1 er en batteridrevet, let højtaler, der kan forbindes til din smartphone via AirPlay, Google Cast, Bluetooth og DNLA.
Den koster cirka 10.000 kroner.
11 / 16
Ingen forbrugerelektronikmesse uden et 8K-fjernsyn.
Fjernsynet her er produceret af kinesiske ChiQ, men også LG og Sharp havde 8K-fjernsyn med til messen. Vi indrømmer gerne, at vi ikke kunne se forskellen mellem 8K-fjernsynet og de utallige 4K-skærme, der bliver præsenteret på messen.
Faktisk var vi mere imponerede over Philips 4K-skærme med OLED-teknologi eller Samsungs Quantum Dot-skærme.
12 / 16
Ved siden af firmaer som B&O Play og Sennheiser står en lille bås med to unge franskmænd. I 2010 lancerede de to unge iværksættere et luksusheadset til de audiofile, VK-1, og nu fire år senere er de så klar igen.
Det er et luksus-headset med en pris på 350 euro - godt 2.800 kroner - og efter at have prøvet det vil vi sige, at prisen ikke er helt ved siden af.
Äedle er ikke det eneste iværksætter-eventyr på messen. Over alt er der små stande, der forsøger at sælge ideer til partnere, kanaler eller forbrugere, der kommer forbi.
13 / 16
Virtual reality (VR) er at finde overalt på IFA-messen enten i form at VR-briller eller computere, der er kraftfulde nok til VR-spil.
Et af de største problemer med VR til computere er kabler forbundet fra computeren til headsettet, der ofte er i vejen for spiloplevelsen.
Tyske XMG fremviste blandt andet en ryg-computer til VR, så du frit kan vade rundt og skyde robotter med et HTC VIVE-headset uden generende ledninger.
Blandt andet HP har også udviklet lignende computere.
14 / 16
Producenterne af powerbank-batterier har kronede dage, efter Niantic Lab lancerede Pokemon Go-spillet.
Spillet dræner lynhurtigt smartphones for strøm, og derfor ser du ofte Pokemon Go-spillere gå rundt med en ledning ned til lommen, hvor der gemmer sig en powerbank med ekstra juice.
Og ved IFA-messen kunne du selvfølgelig finde powerbanks, der er formet som spillet ikoniske Pokéballs.... med lys i.
15 / 16
Er du den glemsomme type, kan Tiles måske være det perfekte produkt til dig. Tiles er en lille forbundet enhed, du eksempelvis sætter fast i en nøglering. Mister du dine nøgler, kan et tryk på en knap i den tilhørende app afspille en tone, der kan guide dig til nøglerne.
Ved IFA-messen lancerede Tiles så en tyndere Tiles, der skal passe i en pung eller i en taske.
16 / 16
Danske Jabra har produceret et trådløst, in ear-headset helt uden kabler. Headsettet har batteri til tre timers brug og har indbygget puls-måler, der sender data til Jabras trænings-app.
Når headsettet er løbet tør for strøm, oplades det automatisk i en tilhørende boks, hvor der er et indbygget batteri (ekstra seks timer).
Jabra er ikke det eneste selskab med et headset uden kabler. Også Samsung, Motorola og det mindre kendte Bragi har også eller er i færd med at udvikle et sådan headset, men Jabra ser ud til at have headsettet med den længste batterilevetid.