1 / 7
Denne trådløse helikopter byder på underholdning i spandevis og er i stand til at streame billeder til din iPad, iPhone eller iPod Touch.
Med de tilgængelige spil-apps kan du og endnu en AR.Drone udfordre hinanden i et luftslag, der involverer augmentet reality, så de streamede billeder bliver tillagt digitale effekter.
Læs mere om Parrot AR.Drone her | Læs vores anmeldelse her. Vejledende pris: 2.595 kroner.
2 / 7
I dag drøner stadigt flere rundt med en iPhone eller iPod i lommen - eller måske en iPad under armen. Så hvad gør du, når grillaftenen skal blive en succes, og du vil sikre dig, at kødet er blevet stegt tilstrækkeligt?
Svaret er iGrill - et stegetermometer, der kommunikerer med din iPhone, iPod eller iPad trådløst via Bluetooth-protokollen og fortæller dig, når den ønskede kernetemperatur er nået.
Læs mere om iGrill her. Set til knap 700 kroner på nettet.
3 / 7
Det har længe været en plage at ekspedere computerens HDMI-signal på kontoret ind til fladskærms-tv'et i stuen.
Taiwanske Asus har imidlertid en fiks løsning klar, der består af to bokse, som kan streame videoklip i Full HD eller køre et computerspil uden at hakke sig selv ihjel.
Som ekstra bonus kan du slutte trådløst tastatur og mus til stue-boksen.
4 / 7
Med Apples snedige AirPlay-funktion kan du trådløst streame din musiksamling fra iTunes på din pc/Mac eller fra din iPhone, iPod touch eller iPad over til et anlæg med AirPlay-funktion. Du slipper altså for kabelsuppe og overflødige dockingstationer.
Du kan eksempelvis investere i Zeppelin Air-højttalersystemet fra B&W, hvis du kan trække godt 4.500 kroner op af muldvarpen.
5 / 7
Cisco Linksys E4200 er en hurtig 802.11n-certificeret Wi-Fi-router med glimrende dækning, der tilmed kan arbejde på to forskellige frekvensbånd, 2,4 og fem gigahertz. Hvis hjemmet myldrer med trådløse enheder, kan du reservere fem gigahertz-båndet til de hurtigste enheder, der ikke skal døje med hastigheden.
Funktionen er i sig selv ikke ny, men i den nydelige pakke, som E4200-routeren udgør, er det et overbevisende køb.
6 / 7
Som vi kunne konstatere i vores anmeldelse af HP's Wi-Fi Mobile Mouse, er ideen med at integrere Wi-Fi i en mus i og for sig udmærket, da det kan være en velsignelse for brugere med bærbare uden ledige USB-porte.
Vores test viste dog, at Wi-Fi-signaleret forvirrer musens cursor, og så går det sjove lidt af oplevelsen.
7 / 7
Wi-Fi Direct er en snedig ny teknologi, der tidligere var kendt som Wi-Fi Peer-to-Peer. Den tillader enheder at kommunikere direkte via Wi-Fi uden et mellemled såsom en router. Sagt på jævnt dansk har det potentiale til at blive en alvorlig konkurrent til Bluetooth, hvis altså markedets store spillere implementerer standarden.
Den aktuelle Samsung Galaxy S II er blandt de første smartphones, der understøtter teknologien.