Stor som et køleskab: Se harddiskens utrolige udvikling

IBM's 305 RAM-disksystem er den fjerne stamfader til harddisken, som vi kender den i dag.

Denne harddisk blev introduceret i 1956 som en del af IBM's 305 RAMAC (Random Access Method of Accounting and Control). Den kunne lagre op til fem megabyte data på 50 plader med en diameter på knap 61 centimeter (24 tommer).

Harddisken alene var på størrelse med et køleskab, og hele systemet vejede over et ton. Prisen per megabyte lå på knap 56.000 kroner. Men så kunne det også indlæse data på kun 600 millisekunder. IBM solgte flere end 1.000 enheder i løbet af de fem år, dette system var i handlen.

På YouTube kan man finde en gammel reklamefilm fra IBM om udviklingen af dette system.

IBM skiftede RAMAC'en ud med model len 1301 Disk Storage Unit i 1961. Det nye system benyttede et separat læse-/skrivehoved til hver plade, så det ikke længere var nødvendigt at trække hovedet ud, hver gang det skulle finde data på en anden plade.

Model 1301 kunne lagre op til 28 MB og var den første harddisk, der brugte hoveder med aerodynamisk form, som kunne flyve henover pladens overflade på et tyndt lag luft, hvilket forbedrede søgetiden til 180 millisekunder.

Man kunne købe systemet for sølle 644.000 kroner eller leje det for knap 12.000 kroner om måneden. Ingen virksomhed kan klare sig uden!

IBM stod for mange fremskridt og nyskabelser inden for harddiske heriblandt det første udskiftelige drev.

IBM 1311 Disk Storage Drive blev introduceret i 1962 og var i stand til at lagre op til 2,6 MB data på seks plader med en diameter på knap 36 centimeter (14 tommer). Hvert drev vejede godt 4,5 kilogram.

Model 1311 fik så stor succes, at den udkom i adskillige versioner og blev på markedet indtil 1975.

Med IBM 3340 introducerede IBM adskillige nyskabelser inden for harddiske, der stadig bruges i dag, heriblandt meget lette læse-skrivehoveder og smurte plader, der befinder sig i en lufttæt indkapsling.

Tilnavnet Winchester kom af, at ingeniørerne kaldte harddisken en "30-30", fordi hvert af dens to sæt plader havde en kapacitet på 30 MB. (Den berømte Winchester-riffel brugte ammunition i kaliberen .30-30.)

Disse nye teknologier gjorde det muligt for IBM at krympe maskinen til at være på størrelse med en vaskemaskine og samtidig sætte prisen ned til 490.000 kroner.

IBM nåede i 1980 op over gigabyte-grænsen med introduktionen af IBM 3380 Direct Access Storage Device.

Systemet havde en kapacitet på hele 2,52 GB og en dataoverførselshastighed på tre MB per sekund.

Afhængig af tilvalg kostede en model 3380 DASD mellem 546.000 og 795.000 kroner.

Mens IBM stadig udviklede lagerenheder på størrelse med køleskabe til mainframe-miljøer, var Seagate pludselig klar med et drev i en størrelse, der passede til personlige computere.

I 1980 fik man mulighed for at bytte sit 5,25 tommers floppydiskdrev ud med Seagates ST-506 til 8.400 kroner, så man permanent kunne lagre hele fem MB på sin skinnende nye pc!

Drevet var afhængig af et controller-indstikskort, der skulle sættes til bundkortet, men det satte i det mindste en stopper for det konstante skift af disketter for at indlæse pc'ens styresystem, køre et program og endelig få adgang til ens data.

De første bærbare lignede mere kufferter end computere. Introduktionen af PrairieTeks harddisk på 2,5 tommer i 1998 blev en milepæl i forhold til at opnå de elegante former, som bærbare har i dag.

Model 220 krævede 30 procent mindre plads end drev på 3,5 tommer og leverede 20 MB lagerplads (10 MB på hver plade).

I 1991 løftede Toshiba sløret for Tanba-1 på 2,5 tommer med en kapacitet på hele 63 MB.

Det er stadig almindeligt, at harddiske i bærbare er i formfaktoren 2,5 tommer, selvom de i modeller i den højere ende i dag ofte drejer sig om solid state-drev.

IBM introducerede i 1999 sin Microdrive med en kapacitet på 170 MB. Den havde plader med en diameter på kun en tomme og kunne sluttes til et CompactFlash Type II-stik.

Hitachi købte IBM's harddiskforretning i 2002 og andre producenter - heriblandt Seagate - begyndte at bygge drev med samme formfaktor og grænseflade. Apple brugte en indlejret udgave af drevet i sin iPod mini.

Kapaciteten var i 2006 oppe på otte GB, men denne teknologi er siden blevet overhalet af SSD.

Her er et drev, der ser bekendt ud for mange. Seagates Barracuda Serial ATA V udkom i 2003 og var et af de første drev, der brugte den nye standard for grænseflader, SATA (Serial Advanced Technology Attachment). Den tidligere grænseflade, PATA, benyttede en parallel grænseflade.

Det nye Barracuda-drev indeholdte to plader på op til 60 GB hver og havde således en maksimal kapacitet på hele 120 GB, men kostede kun 950 kroner.

Western Digital udviklede i 2003 oprindeligt Raptor til enterprise-servere, men også pc-spilentusiaster kastede sig over det hurtige drev.

Med en spindelhastighed på 10.000 omdrejninger i minuttet - sammenlignet med almindelige hardiskes 7.200 omdrejninger i minuttet - er Raptor (der i sin aktuelle udgave markedsføres under navnet Velociraptor) stadig en af de hurtigste mekaniske harddiske på markedet.

Selvom de fleste gamere i dag hælder til SSD'er, er Western Digitals hurtige drev stadig et populært valg til meget datatunge opgaver såsom videoredigering og 3D.

Toshiba annoncerede denne bedårende lille sag i 2006. Året før blev den optaget i Guinness World Records som verdens mindste harddisk. MK2001MTN har en formfaktor på kun 0,85 tommer, og den oprindelige kapacitet var på to GB.

Da Toshiba begyndte at masseproducere drevet var kapaciteten steget til fire GB. Drevet blev brugt i mobiltelefoner, kameraer og digitale medieafspillere.

Selv om de allerførste SSD'er blev produceret helt tilbage i 1976, tog det yderligere 35 år, før drevene blev noget, der bare mindede om mainstream.

Samsung introducerede i 2006 en 2,5 tommers model på 32 GB til brug i bærbare, og SanDisk introducerede året efter et lignende drev.

Disse helt lydløse, hurtige drev var meget eftertragtede blandt de, der havde råd til at betale prisen på 3.900 kroner.

Den velkendte dynamik med konstant stigende kapacitet og faldende priser har betydet, at SSD'er i dag er blevet meget mere udbredte.

Det har mange fordele at lægge sine data i skyen, men den bedste måde at holde sine data private er ved at gemme dem lokalt. Den gode nyhed er, at harddiskkapaciteten fortsat stiger.

Seagate offentliggjorde for nylig, at selskabet vil sende et drev på fem terabyte på markedet i 2014, og et på 20 TB i 2020.

Hvem får nogensinde brug for så meget lagerplads? Det gør vi nok alle sammen til den tid!

Oversat af Thomas Bøndergaard