1 / 13
Store mobiltelefoner, slanke tablet-pc'er og wearable produkter, der vil parkeres på dit håndled.
It-messen Mobile Worlds Congress i Barcelona har været affyringsrampe for massevis af hardware, der er skabt til et aktivt liv på farten.
Her kan du få overblikket og finde ud af, hvornår produkterne kommer til Danmark.
2 / 13
Sony har travlt i øjeblikket og lancerer en ny topmobil hvert halve år.
For et år siden var det Xperia Z, og i efteråret 2013 var det Z1, og nu er Z2 klar.
Android-mobilen er udstyret med en 5,2 tommer skærm med fuld HD-opløsning og et 20 megapixel kamera.
Ligesom den foregående Z1 er den nye Z2 støv- og vandtæt.
3 / 13
Sonys nye mobil vejer 158 gram, og den kan optage video i 4K-format.
Det er fire gange højere opløsning end HD.
Sony Xperia Z2 sættes til salg herhjemme til april. Prisen er ikke klar endnu.
4 / 13
Ifølge Sony vil der følge en fitness-tracker med Z2 - men kun den første uge, hvor telefonen er til salg i Danmark.
SmartBand registrerer dagens bevægelser og nattens søvn (eller mangel på samme), og resultaterne kan føles i app'en Lifelog.
Den kan også bruges til at indsamle andre data fra dit liv, eksempelvis hvor længe du har været på Facebook, og hvilke sange du har lyttet til.
5 / 13
På Mobile World Congress kunne Nokia også fremvise sine første Android-telefoner.
Selv om de er baseret på Android, har de tæt integration med Nokia og Microsofts tjenester.
Nokia X har en skærm på fire tommer og et kamera på tre megapixels.
X+ har bedre lagerplads samt hukommelse for at kunne understøtte spil, billeder og video.
Den sidste Android-smartphone, Nokia XL, har en skærm på fem tommer og har både kamera for og bag (fem megapixel bagpå).
6 / 13
Nokia X sættes til salg i Europa netop nu til 89 euro, cirka 670 kroner.
Nokia X+ og XL koster henholdsvis 99 og 109 euro, omkring 750 og 820 kroner.
De to modeller skulle være klar i løbet af foråret.
Det er endnu ikke fastlagt, om de tre modeller vil blive solgt i danske butikker.
7 / 13
Med sin Galaxy-serie har Samsung haft stor succes på Android-platformen.
Det nyeste familiemedlem er Galaxy S5, der er udstyret med en 5,1 tommer super amoled-skærm med fuld HD-opløsning.
Mobilen er vand- og støvafvisende, og der er også blevet plads til fingeraftrykslæser. Den kan blandt andet bruges til betalinger via PayPal.
8 / 13
Bagsiden består ligesom på de tidligere modeller af en plastik-skal, der kan tages af.
Designerne har dog fået den til at ligne skinnende metal.
Der er tilføjet en pulsmåler til bagsiden lige under kameraet.
Prisen for Samsung Galaxy S5 er 5.495 kroner, og telefonen sættes til salg i løbet af foråret.
9 / 13
Samsung har også lanceret en makker til Galaxy S5.
Det er Gear Fit, som er en fitness-tracker med en kurvet super amoled-skærm.
Den kan bruges til at vise opkald og andre notifikationer samt måle ens puls.
Gear Fit koster 1.695 kroner, og den sættes også til salg inden for de næste par måneder.
10 / 13
Gear Fit er ikke eneste produkt fra Samsung, som kan tages om håndleddet.
Det gælder også de to nye smartwatch-modeller Gear 2 og Gear 2 Neo. De er overraskende ikke baseret på Android, men på styresystemet Tizen, som Samsung længe har flirtet med.
Samsung Gear 2 koster 2.495 kroner, mens Samsung Gear 2 Neo har et prisskilt på 1.695 kroner.
11 / 13
På Mobile World Congress var der også plads til flere lanceringer af tablet-pc'er.
Kinesiske Huawei kunne fremvise MediaPad X1, som har en syv tommer skærm med en opløsning på 1.200 gange 1.920 pixel.
Modellen vejer 239 gram, hvilket gør det til en af de letteste tablet-pc'er i denne størrelse.
Det er endnu ikke klart, hvornår MediaPad X1 lander i Danmark, og hvad prisen vil være.
12 / 13
Også Lenovo havde en tablet med til Barcelona. Modellen hedder Yoga Tablet 10 HD+, og den har en skærm på 10,1 tommer med en opløsning på 1.920 gange 1.080 pixel.
Takket være tablet-pc'ens cylinderformede batteri kan skærmen placeres i flere forskellige positioner.
Yoga Tablet 10 HD+ sættes til salg til april, og prisen begynder ved 2.200 kroner.
13 / 13
Ligesom Lenovo og Huawei kunne Sony præsentere en tablet.
Den har en 10 tommer skærm med en opløsning på 1.920 gange 1.200 pixels.
Denne er model er vandtæt, hvilket også er tilfældet med flere af Sonys andre produkter.
Vægten er 439 gram, og tablet-pc'en er 6,4 millimeter tyk.
Xperia Z2 Tablet er klar til april. Prisen er endnu ikke offentliggjort.