1 / 12
(Foto: Mikkel Andersen)
Google er i fuld gang med at opgradere Streetviews. Tirsdag sejlede Google rundt i de københavnske kanaler for at fotografere København fra sø-siden.
Vi var med på sejlturen.
Klik videre og se, hvordan det gik for sig.
2 / 12
(Foto: Mikkel Andersen)
DFDS' kanalbåde har sejlet utallige ture i Københavns kanaler, men i går var der en ny passager om bord, nemlig Googles Streetview-cykel.
Normalt bliver den brugt til at tage billeder af cykelstier og andre steder, hvor Googles store kamerabil ikke kan komme frem.
Nu er opgaven at filme Københavns kanaler, så du også kan se hovedstaden fra vandet i de klassiske 360 grader panorama-billeder, du kender fra Google Streetview.
3 / 12
(Foto: Mikkel Andersen)
Streetview-cyklen er ikke en let sag med alt dens elektronik og udstyr. Derfor skulle der også en kran til at løfte den ned på båden.
Det er første gang, at Google forsøger sig med at filme fra en båd, og derfor er det også uvist, om det i hele taget kan lade sig gøre.
4 / 12
(Foto: Mikkel Andersen)
Streetview-cyklen er udstyret med to baghjul og en stor kasse bagpå.
Samtidig har den indbygget motor, da den mildest talt er umulig at cykle op af en bakke.
5 / 12
(Foto: Mikkel Andersen)
Det er disse kameraer monteret på et tårn på Streetview-cyklen, som skal fotografere Københavns kanaler.
Kameraerne dækker 360 grader rundt og fanger dermed alt omkring båden.
6 / 12
(Foto: Mikkel Andersen)
Selv om det er noget af et projekt at ville filme Københavns kanaler, begynder arbejdet først for alvor, når turen er overstået.
Her skal computerprogrammer stykke de mange billeder sammen og tagge dem med de rigtige GPS-positioner, så billederne kommer frem de rigtige steder på Google Maps.
7 / 12
(Foto: Mikkel Andersen)
Ideen bag Googles kanalrundfart er blandt andet, at udenlandske turister på nettet kan se nogle af de mange seværdigheder, der ligger langs Københavns kanaler.
Her er det Operaen, men på ruten kommer båden også forbi Den Lille Havfrue, Amalienborg, Christiansborg og mange flere kendte attraktioner.
8 / 12
(Foto: Mikkel Andersen)
En af de helt store udfordringer er bølgerne fra passerende skibe. De kan nemlig få båden til at vippe, hvilket kan gøre billederne ubrugelige.
9 / 12
(Foto: Mikkel Andersen)
Google sejler kun rundt den ene dag, men sejler til gengæld hele dagen, så de får så mange billeder som muligt.
Hen mod aften stopper de dog, da der bliver for mange lange skygger på billederne.
10 / 12
(Foto: Mikkel Andersen)
En anden udfordring er de mange broer i Københavns kanaler. Google Streetview-kameraet skal helst være højt for at filme bedst.
Det er dog lavet sådan, at kameraet kan køres ned for at kunne komme under broerne.
Da vandstanden ændrer sig, er det ikke til at sige, hvor meget frihøjde der er under broen. Derfor er der en tommestok med om bord.
11 / 12
(Foto: Mikkel Andersen)
Lige inden broen sænker Googles ansatte kameraet, så det lige akkurat kan glide ind under broen.
12 / 12
(Foto: Mikkel Andersen)
Når Google-bilen har filmet de danske gader, har der været utallige folk, der har gjort sig bemærket.
Det var dog ikke mange, der skænkede det temmelig anonyme kamera på kanalrundfarten en tanke.
Her var der dog to, der åbenbart kendte til Googles projekt.
Google kan dog ikke sige noget om, hvornår Københavns kanaler vil være tilgængelige online.
Faktisk kan det være, at projektet slet ikke kan lade sig gøre på grund af de komplicerede forhold.