1 / 9
Der findes vel ikke et bestemt tidspunkt, hvor det er særligt belejligt at blive ramt af en software-fejl. Men der findes særlige tidspunkter, hvor det er særligt ubelejligt - for eksempel når man er på vej ud i rummet i et rumfartøj.
Det er sket adskillige gange, og store og ekstremt dyre rum-ekspeditioner er gået i vasken som følge af selv bittesmå fejl i koden.
Klik videre og se ni software-fejl fra rummet.
De fleste af eksemplerne er i øvrigt amerikanske. Det skyldes ikke, at de øvrige rumfarts-nationer ikke begår fejl, men snarere, at de hemmeligholder dem.
2 / 9
Rumfartøjet Mariner 1 blev opsendt fra amerikanske Cape Canaveral 22. juli 1962. Målet var Venus.
Det viste sig imidlertid, at Mariner 1 havde problemer med navigations-softwaren. På grund af en software-fejl i den ret simple kode udeblev en overbar i koden, når den blev oversat til de såkaldte punch cards, som man anvende dengang.
Den manglende overbar gjorde, at navigations-systemet omgående efter starten fra jorden forsøgte at korrigere kursen igen og igen, og af frygt for nedstyrtning måtte ingeniørerne derfor destruere Mariner 1 blot 293 sekunder efter launch.
Koden blev efterfølgende rettet, og Mariner 2 blev sendt godt afsted et halvt år senere.
3 / 9
De små køretøjer Viking I og Viking II blev i 1976 sendt til Mars for her at udforske overfladen, som skulle fotograferes og analyseres via forskellige prøver, ligesom de skulle lede efter liv.
De to køretøjer var udstyret til at kunne fungere i 90 dage, men de blev ved med at fungere i flere år efter landingen.
Viking II stoppede endegyldigt i 1982, da køretøjets batterier brød sammen.
Viking I brød efterfølgende sammen på grund af en fejlslagen opdatering af et system til styring af køretøjets batterier.
Her kom ingeniørerne på jorden til at installere koden et forkert sted i hukommelsen - nemlig i styresystemet til køretøjets antenne.
Fejlen gjorde, at antennen gik ud, så ingeniørerne ikke kunne rette fejlen.
Viking-projektet blev lagt i graven i foråret 1983, efter ingeniørerne i månedsvis uden held havde forsøgt at genetablere kontakten med køretøjet.
4 / 9
Phobos 1 var en af to satelliter, som Rusland opsendte i 1988 med henblik på at studere Mars samt de to Mars-måner, Phobos og Demios.
Phobos 1 nåede imidlertid aldrig frem. Grund: De russiske software-udviklere var kommet til at udelade et enkelt tegn i en ellers rutinemæssig software-opdatering.
Det manglende tegn fik satelitten til at indlede den indbyggede test af styringen af fartøjet, hvilket krævede, at satellitten i en periode lukkede for de højderegulerende dyser.
Det betød, at Phobos 1 drejede en halv omgang, så satellitens solceller kom ud af vinkel i forhold til solen, hvilket gjorde, at den løb tør for strøm.
Phobos 2 gik senere ned på grund af en hardware-fejl.
5 / 9
Det amerikanske Cluster-projekt bestod af fire satelliter samt bæreraketten Ariane 5, men ingen af delen nåede ret langt, inden de blev bragt til eksplosion.
Ganske kort efter launch begyndte rakettens navigations-software nemlig at forsøge at konvertere den horisontale hastighed (som var højere end forventet) fra det oprindelige 64-bit såkaldte floating point-tal til 16-bit heltal.
Det fik hele systemet til at kollapse, og Cluster hvirvlede ud af kurs, hvilket fik ingeniørerne til at sprænge hele molevitten i luften blot 30 sekunder efter launch.
Senere stod det klart, at fejlen nemt kunne være undgået med en simpel software-test, som imidlertid ikke var blevet udført.
Fire år senere blev fire identiske satelliter med succes i øvrigt sendt op i rummet - denne gang med en russisk bæreraket.
6 / 9
Det amerikanske rumprojekt Milstar blev bygget mellem 1994 og 2003 og er egentlig en rumstation, som består af fem sammenkoblede satelliter, som fungerer som (sikker) kommunikationsenhed for det amerikanske militær.
Milstar skulle have bestået af seks satelitter, men opsendelsen af en af satelitterne i 1999 gik helt galt, da en softwarefejl i styresystemet i løfteraketten Titan IV fik raketten til at fejlberegne sit mål.
Det betød, at satelitten missede sit mål og gik i kredsløb et stykke væk fra Milstar. Satelitten blev lukket ned 10 dage efter opsendelsen og endte dermed sine dage som vraggods i rummet.
7 / 9
Mars Climate Orbiter udgjorde halvdelen af Mars Surveyor-programmet i sidste halvdel af 1990'erne.
Målet var at komme i kredsløb om Mars med henblik på at studere vejrforhold og klima og senere fungere som kommunikations-hub for fartøjer, der senere skulle landsættes på overfladen.
Men Orbiter - der blev opsendt i september 1999 - kom aldrig så langt, da en software-bug i kontrol-systemet på jorden fik fartøjet til at gå i kredsløb om Mars i en lavere højde en forventet, hvor satelliten blev ødelagt.
Efter nærmere undersøgelser viste det sig, at kontrol-systemet havde beregnet og sendt ordrer til satellitens styredysere i det britiske system ('British Imperial Measurement') - altså i pund.
Men styresystemet ombord på Orbiter var designet til at udregne via det metriske system, altså i newtons. Og så havde vi balladen.
8 / 9
Den anden del af Mars Surveyor var Mars Polar Lander, som imidlertid også afgik ved døden på grund af en bøvet softwarefejl.
Mars Polar Lander styrtede ned, da den 3. december 1999 forsøgte at lande på Mars' overflade, efter den havde været undervejs næsten et år fra jorden.
Fejlen lå i, at landingsfartøjets software var designet til at lukke landings-motorerne ned i det øjeblik, hvor sensorer på de tre landingsben registrerede kontakt med overfladen.
Men en softwarefejl havde gjort sensorerne så følsomme, at de registerede rystelser i skroget som kontakt med overfladen.
Det fik systemet til at lukke for landingsmotorerne i 40 meters højde, hvorefter Polar Lander styrtede til jorden og blev knust.
9 / 9
Vi bliver i Mars-verdenen - nu med de to landingsfartøjer Spirit og Opportunity, der blev landsat på Mars i 2004.
Spirit gik næsten i stykker efter blot to uger på overfladen.
Grund: En fejl i styringen af køretøjets flash-hukommelse.
Her fik en kodefejl det DOS-baserede fil-system til at fylde hukommelsen helt op, hvorefter systemet begyndte at reboote i en uendelig cyklus, som dels hastigt tømte køretøjets batterier, dels fik systemet til at overophede.
Det var overophedningen, der efter kort tid fik Spirit til at lukke ned.
Fra jorden lykkedes det imidlertid ingeniørerne at reformattere hukommelsen og vække Spirit til live igen.
Herefter fungerede den upåklageligt i seks år - og altså langt ud over den forventede levetid på 90 dage.
