1 / 13
Tablet-pc'en har en lang og kringlet udviklingshistorie. Vi kan følge dens rødder hele vejen tilbage til 1915. Det år gav USA's patentkontor et patent på et slags system til genkendelse af håndskift. I 1956 demonstrerede forskere den første digitale computer med den funktionalitet.
Den moderne tablets nyere historie begyndte i Cupertino, men ikke med iPad'en som mange måske ville tro. Mange it-virksomheder, heriblandt Apple, forsøgte uden held at udvikle flade håndholdte computere, længe før denne formfaktor blev en succes. På de følgende sider gennemgår vi 12 afgørende øjeblikke, der førte til den form for tablet-pc, vi kender i dag.
2 / 13
Apple legede længe med idéen om tablet-pc'er og byggede for eksempel en prototype i 1983. I 1987 offentliggjorde Apple et koncept om en hypotetisk tablet-pc, der blev kaldt Knowledge Navigator. Det var en tablet, man skulle interagere med ved hjælp af stemmekommandoer - lidt lige som en avanceret udgave af Siri.
I 1993 udgav Apple Newton MessagePad (vist på billedet). Det var en personlig digital assistent (pda) med en berøringsfølsom skærm, man skulle bruge stylus-pen til, som var på størrelse med en lille moderne tablet-pc. De blev dog aldrig rigtigt et hit, og Apple tog af markedet i 1998.
[Foto: Geoff Parsons (CC BY-SA 2.0)]
3 / 13
I 1992 udgav Microsoft Windows for Pen Computing, der var en softwarepakke til Windows 3.1x til computere, man skulle interagere med ved hjælp af stylus-pen.
Styresystemet inkluderede tidlige udgaver af adskillige funktioner, der endte med at blive inkorporeret i senere Windows-tablets, såsom skærmtastatur, en app til at tage noter på med stylus-pen og et tidligt forsøg på genkendelse af håndskrift.
En video, offentliggjort på ReadWrite i 2012, giver et glimt af hvordan dette tidlige forsøg på en tablet-orienteret udgave af Windows så ud.
4 / 13
Ved it-messen Comdex i november 2000 stod Bill Gates på scenen og annoncerede en såkaldt Tablet PC, der var en form for Windows-pc uden den konventionelle brug af tastatur og trackpad som på en bærbar computer, men som i stedet havde en berøringsfølsom skærm og en stylus-pen. Året efter, i november 2001, introducerede Gates de første prototyper af tablet-pc'en.
Disse prototyper var uhandy, at dømme efter hvad vi er vant til i dag, men de udstak kursen for Microsofts arbejde med tablet-pc'en i næsten et helt årti. De første tablets kom i handlen i 2002.
5 / 13
Disse tidlige tablet-pc'er kørte en særlig udgave af Windows XP ved navn Windows XP Tablet PC Edition. Til forskel fra de moderne tablet-pc'ers styresystemer, der fra udgangspunktet er udviklet til touch, var Windows XP Tablet PC Edition blot den velkendte Windows XP med nogle ekstra tablet-orienterede funktioner såsom genkendelse af håndskrift og skærmtastatur. Det var ikke særligt elegant udført!
[Foto: Janto Dreijer/Wikipedia]
6 / 13
På et tidspunkt blev den almindelige tablet-pc overtaget af en hybrid mellem tablet og bærbar. Det var grundlæggende blot en bærbar pc udstyret med en berøringsfølsom skærm, der kunne drejes 180 grader og klappes ned, så den også kunne bruges som tablet-pc. De blev aldrig så populære som Microsoft havde håbet, men man kan se spor af dette tidlige forsøg på en hybrid i moderne Windows-tablets.
[Foto: Lenovo ThinkPad X61 af Evan Amos/Wikipedia]
7 / 13
I 2009 udgav Microsoft Windows 7, som en længeventet efterfølger til det forhadte Windows Vista. Windows 7 indeholdte blandt andet fuld understøttelse af multitouch. Det var en tilføjelse, pc-producenterne bød velkommen. Mange af dem havde indtil da følt sig nødsaget til at udvikle deres egen software til understøttelse af touch.
Til forskel fra Windows 8's startskærm og touch-orienterede apps var den grafiske brugergrænseflade i Windows 7 dog ikke designet til interaktion ved hjælp af berøring.
8 / 13
I 2009 stod det klart, at Microsofts vision for tablet-pc'en aldrig ville fange an hos den brede befolkning. Men så i september 2009 dukkede der rygter op om et interessant nyt tablet-koncept fra Microsoft - navnet var Courier.
Dette koncept bestod af en bogformet, sammenklappelig tablet med to skærme, som kunne styres med en stylus-pen eller med fingrene. Det var det mest interessante på tablet-området, der var sket længe, men det var desværre kun et koncept. Microsoft trak stikket for Projekt Courier i 2010.
[Grafik: Gizmodo]
9 / 13
I den sidste tid op til lanceringen af Apples iPad hoppede flere Windows-hardwareproducenter med på tablet-vognen i håbet om at komme før Apple. HP's tablet fik en del omtale forud for CES 2010, fordi nogle i it-branchen håbede på, at det ville være den sagnomspundne Courier. Den endte dog med blot at være endnu en helt almindelig Windows-tablet.
10 / 13
I januar 2010 annoncerede Apple sin nu ikoniske iPad. Den blev bygget op omkring det touch-venlige iOS - i stedet for at prøve at gøre OS X touch-venligt. Det fik nogle til at joke med, at iPad jo bare var en kæmpemæssig iPod Touch.
Men den, der ler sidst, ler som bekendt bedst: Apple har solgt millioner iPads i de seneste fire år og er fortsat markedsleder på tablet-markedet.
11 / 13
Det begyndte uskyldigt nok: Nogle få tablet-producenter, der eksperimenterede med at bruge Android på tablets. Men snart var det nærmest hver eneste hardwareproducent - fra globale selskaber som Samsung til relativt ukendte OEM'er - der følte et behov for at sende en Android-tablet på markedet. Nogle af disse første Android-tablets var OK, men andre var ingenting værd.
Google udgav først på året 2011 Android 3.0 Honeycomb, en udgave særligt udviklet til tablets, så hardwareproducenterne herefter havde noget bedre at arbejde med.
12 / 13
Med succesen for både Android-tablets og iPads var Microsoft nødt til at gøre noget. Og her kommer Windows 8 på banen.
Windows 8 var nok den største nytænkning af Microsofts styresystem siden Windows 95: Det fik en touchvenlig startskærm, der mindede om Windows Phone 7, men gjorde det samtidig muligt at anvende det konventionelle skrivebord og køre konventionelle Windows-programmer.
Microsoft beskrev Windows 8 som en løsning "uden kompromisser", men det viste sig at være en akavet blanding af design rettet henholdsvis mod touch og mus. Windows 8.1 løser nogle af problemerne med det oprindelige Windows 8, hvor for eksempel den savnede startknap er tilbage på proceslinjen.
13 / 13
Microsoft lancerede endelig i 2012 Surface, der var selskabets egen vision for, hvad en tablet burde være. Den kom i to udgaver: En ARM-baseret udgave, der kørte Windows RT, og en x86-baseret "Pro"-udgave, der kørte en fuld udgave af Window 8.
Den oprindelige Surface havde nogle smarte hardwarefunktioner såsom et ydre af magnesium ved navn "VaporMg", en såkaldt kickstand eller udfoldelig stander samt coveret med indbygget tastatur, Type Cover. Microsoft har siden udgivet Surface 2, Surface Pro 2 samt Surface Pro 3, hver især har introduceret forbedringer af den oprindelige model.
Skrevet af Nick Mediati
Oversat af Thomas Bøndergaard