1 / 14
Mobile World Congress er en af de største teknologimesser i verden med mobil, tele og netværk i fokus.
Et af årets helt store temaer er 5G, men som altid er messen også fødestedet for mange af årets Android-smartphones.
I år er ingen undtagelse, og messen har allerede budt på nyheder fra LG, Huawei, Sony og Nokia.
Eksempelvis en ny Nokia 3310 (!!!).
2 / 14
Nokia er tilbage som brand i form af det nyetablerede finske selskab HMD, der viderefører Nokia som brand.
Ved MWC lancerede det nye Nokia tre nye Nokia-telefoner: Nokia 3, 5 og Nokia 3310. Ja, du læste rigtigt.
Nokia 3 er en 5 tommer Android-telefon med skærmopløsning på 720 x 1.280 pixels. Telefonen er næsten identisk med sin lidt mere kraftfulde storebror, Nokia 5, og kommer med et otte megapixel kamera til selfies. Telefonen har den strømbesparende og svage MediaTek 6737-processor.
Prisen ligger på 140 euro, hvilket formentligt vil ende på 1.500 danske kroner, når engang Nokia 3 kommer til Danmark.
3 / 14
Nokia lancerede også Nokia 5-telefonen ved MWC. Telefonen er næsten identisk med Nokia 3, men har en mere kraftfuld om end stadig svag Snapdragon 430-processor og en skærm med en opløsning på 720 x 1.280 pixels.
Kameraet er et 13 megapixel kamera, og der ligger et 3.000 mAh-batteri under det nokianske design i metal og glas.
Prisen ligger på 189 euro og vil nok ende på omkring 2.000 danske kroner.
4 / 14
Også Nokia 6, der ellers blev offentliggjort for godt en måned siden i Kina, bliver sat til salg i resten af verden.
Den største forskel på Nokia 5 og 6 er Nokia 6's skærm, der får en opløsning på 1.080 x 1.920 pixels, og et kamera med flere megapixels.
Alle tre telefoner får desuden en Android-version, der er fuldstændig uden ekstrasoftware fra Nokia. Det burde betyde, at Nokias telefoner hurtigere bliver opdateret med nye funktioner direkte fra Google.
Prisen på Nokia 6 ligger på 200 euro - og vil nok ende på lidt over 2.000 kroner.
5 / 14
Den velkendte Nokia 3310 bliver genoplivet i denne nyfortolkning af en af verdens mest solgte telefoner nogensinde.
Den nye 3310 har en 2,5 tommer farveskærm og et lidt tyndere design end den første version, men mængden af funktioner er stadig sparsomme.
Batteriet holder i 31 dages standby-tid, og telefonen understøtter kun 2G.
Prisen ligger på 49 euro - knap 500 kroner. Dato er endnu ukendt.
6 / 14
Og ja... den kan spille Snake.
7 / 14
LG G6 er LG's nyeste flagskibsmodel, der næsten har fjernet alle kanter omkring skærmen. Telefonen har en lang 18:9-format skærm på 5,7 tommer med en opløsning på 1.440 x 2.880 pixels.
I telefonen finder du en Snapdragon 821-processor. Det er ikke Qualcomms nyeste processor, den hedder 835, men det er stadig en kraftfuld processor, som du i dag finder i telefoner som OnePlus 3T, HTC U Ultra og Googles Pixel-telefon.
Telefonen har desuden to kameraer på bagsiden. Den ene har en vidvinkelslinse, som er perfekt til gruppebilleder eller landskaber.
LG G6 forventes at komme i butikkerne omkring midten af marts.
8 / 14
Huawei har lanceret efterfølgeren til sin populære P9-telefon. Navnet er naturligvis P10, og ligner langt hen ad vejen en mere moderne P9.
Designet er som tyvstjålet fra en iPhone 6S med de afrundede kanter og antennestreger, men det meste af indmaden er lånt fra Huaweis vilde Mate 9 Pro-telefon.
Det er den samme stærke Kirin 960-processor og samme kamera om i Mate 9 Pro.
Prisen ender på 4.499 kroner for en model med indbygget 64GB lagerplads og plads til microSD-kort og kan købes fra den 31. marts.
9 / 14
P10 Plus er en større version af P10 med en 5,5 tommer stor skærm i stedet for P10's 5,1 tommer skærm. Opløsningen er også højere på 1.440 x 2.560 pixels.
Dog er det samme stærke processor, som i både P10 og Mate 9 Pro.
Kameraet har dog fået et ryk opad, og har nu en blænde på helt ned til f/1.8. Det er stadig et dobbeltkamera, der skyder to billeder: et 20 megapixel monokrom-kamera og et 12 megapixel farvekamera.
Prisen for P10 Plus bliver 5.999 kroner for en model med 128 gigabyte lagerplads. Den rammer butikkerne fra d. 21. april.
10 / 14
Sony har også lanceret en række nye smartphones. De er næsten identiske at se på, men har forskellig hardware.
Telefonen kommer med en 5 tommer stor skærm med en opløsning på 720 x 1.280 pixels og en MediaTek Helio P20-processor.
Kameraet er dog helt oppe på 23 megapixels samt hybridautofokus. Du burde altså kunne fange flotte billeder, selvom telefonen er en telefon i det mellemste prissegment med en pris på 2.499 kroner.
11 / 14
Sony skal ikke have ros for navngivningen af sine smartphones. I hvert fald hedder den næste nye Sony-telefon XZs. Sidste års topmodel fra Sony hed XZ.
Den nye model har en 5,2 tommer stor HD-skærm, en Snapdragon 820-processor og 4 GB RAM.
Du finder desuden et 19 megapixel stort kamera, og telefonen er IP68-certificeret, så vand holdes ude.
Telefonen bliver sat til salg i april måned til 4.499 kroner.
12 / 14
Sonys sidste smartphone ligner fuldstændig de to andre, men hardwaremæssigt er det et bæst af dimensioner.
Det er den første smartphone på markedet med Qualcomms nyeste Snapdragon 835-processor og derfor på papiret også den mest kraftulde smartphone derude.
Derudover kommer XZ Premium med en 5,5 tommer stor 4K-skærm med HDR. Man kan diskutere, hvor brugbart en 4K-skærm er på en 5,5 tommer stor skærm, men HDR (high dynamic Range) burde gøre HDR-videoer langt flottere og mere levende at se på.
XZ Premium udkommer i løbet af maj/juni til 5.999 kroner.
13 / 14
Samsung lancerede ingen Galaxy S8-smartphone ved MWC, men det var også forventet. I stedet lancerede Samsung en ny tablet, Tab S3, samt en Windows 10-baseret Galaxy Book. Begge er meget spændende produkter inden for hver sin genre.
Samsung gav dog datoen for sit S8-event, der bliver den 29 marts.
Samtidig med MWC-messen blev en ny video lækket, der viser den nye Samsung S8 i funktion.
14 / 14
Motos G-telefoner har længe været nogle af de mest anbefalelsesværdige, hvis du vil købe en billig, men stadig god smartphone.
De nye G5 og G5 Plus er den femte generation af G-familien, og har enten en Snapdragon 430 (G5) eller en Snapdragon 625(G5 Plus). Det burde give en god ydeevne sammen med Lenovos Android-version.
Ligeledes har telefonerne skærme på 5 og 5,2 tommer og begge med en opløsning på 1.080 x 1.920 pixels.
G5 Plus kommer med et 12 megapixel kamera med en blænde på ned til f/1.7 og avancerede autofokusevner. Den mindre G5 kommer med et 13 megapixel kamera, men med mindre avancerede funktioner.
Priserne ender på 1.599 og 2.299 danske kroner - og telefonerne bliver sat til salg i løbet af marts måned.