1 / 14
De fleste af os har på et tidspunkt ejet en mobil fra Nokia. I slutningen af 1990'erne og begyndelsen af 00'erne var den finske mobilproducent i en klasse for sig.
Men et eller andet sted gik noget galt, og Nokia blev efterladt i en støvsky, da Apple og Google med sin Android-platform buldrede frem i slutningen af 00'erne.
Nokia forsøgte uden det store held at skabe smartphones, der kunne matche de nye konkurrenter.
Derfor valgte den finske mobilsnedker at indgå et fornuftsægteskab med Microsoft og storsatse på Windows Phone som mobilt styresystem til sine telefoner.
Selv om Nokia og Microsoft har samarbejdet i flere år, har styresystemet blot ganske få procent af det samlede smartphone-marked, og Nokia har ikke genvundet tidligere tiders dominans.
Nu har den amerikanske softwaregigant valgt at købe den skrantende, finske mobilproducent, og derfor er en epoke slut.
Vi kigger tilbage på de seneste 20 år og har samlet nogle af de bedste og værste mobiltelefoner fra Finland gennem årene.
2 / 14
De fleste af os kan genkende Nokias klassiske ringetone på en kilometers afstand.
Den er efterhånden blevet en signatur for de finske mobiler, og Nokia 2110 var den første telefon til at have melodien som en del af sit repertoire.
Telefonen dukkede op i 1994 og havde meget basale funktioner. Siden blev den efterfulgt af Nokia 2110i.
Mobiltelefonerne var mindre end konkurrenterne på det tidspunkt, og de blev derfor hurtigt populære.
3 / 14
Nøj, hvor var det bare cool at åbne Nokia 7110 tilbage i 1999.
En låge skød hurtigt nedad og blottede tasterne.
Der var en del blærerøvsværdi i den manøvre på et tidspunkt, hvor mobiltelefoner endnu ikke var blevet allemandseje.
Mobilen havde i øvrigt WAP-browser, og det var den første til at køre softwareplatformen Series 40.
4 / 14
Der kan siges meget om Nokia, men finnerne var virkelig gode til at producere mobiltelefoner i slutningen af 1990'erne.
Her fik vi Nokia 3210, som var gennemsolid og kunne holde sig i live i dagevis på en enkelt opladning.
Og nå ja, så kunne man spille 'Snake' på den. Det var så vildt.
Mobilen endte med at blive ultrapopulær og en af Nokias største succeser.
Den er solgt i omkring 150 millioner eksemplarer på verdensplan.
En af de smarte funktioner ved telefonen var muligheden for at gemme hele 250 navne i adressebogen.
5 / 14
Efterfølgeren til 3210 hedder 3310, og den blev også et hit for Nokia og solgt i over 120 millioner eksemplarer
Mobilen er i dag blevet en klassiker.
Telefonen er i øvrigt udviklet og designet i Nokias nu nedlagte danske afdeling, der tidligere lå i Sydhavnen.
6 / 14
Nokias største salgssucces er modellen 1100, som dukkede op i 2003 og fulgte efter modellerne 3210 og 3310.
Telefonen var med sine 86 gram en rigtig letvægter, og den kunne prale af evnen til at gemme op til 50 sms-beskeder.
Den havde også indbygget lommelygte, alarm og regnemaskine. Men den var faktisk ikke så teknisk imponerende som konkurrerende telefoner på det tidspunkt, der begyndte at få farveskærme og kameraer.
Mobilen var da også målrettet udviklingslande.
Nokia 1100 blev solgt i 250 millioner eksemplarer.
7 / 14
I løbet af årene har Nokia produceret adskillige modeller i sin Communicator-serie, og de var nogle af de mest eftertragtede business-mobiler.
Nokia 9210 Communicator blev lanceret i 2000 med farveskærm og Symbian-styresystemet.
Med sine 244 gram var det en forholdsvis tung telefon - eller måske skulle man rettere kalde det minicomputer.
Når den var klappet op, var der nemlig fuldt tastatur og en skærm med en opløsning på 640 gange 200 pixel.
9210 var den første model, hvor softwareudviklere uden for Nokia fik mulighed for at skabe nye programmer og lade brugerne downloade dem.
8 / 14
Selv om Nokia havde stor succes omkring årtusindeskiftet, var det ikke alt, som blev til guld.
Tag N-Gage for eksempel. Mobilen skulle være den perfekte telefon til spil, men endte som en hamrende fiasko i 2003.
Den fik øgenavnet taco-skallen takket være sin specielle form, og desuden fik den kritik for placeringen af tasterne.
Den blev aldrig en konkurrent til GameBoy og andre håndholdte konsoller, som Nokia formentlig havde håbet på.
9 / 14
Nokia 3650 er et eksempel på, at en designafdeling får en god idé på papiret, men som er fuldkommen håbløs i virkeligheden.
Telefonen var udstyret med et drejeskive-design, så tasterne var placeret som på en gammel telefon.
De kunne dog ikke drejes, men kunne kun betjenes med tryk.
Brugeroplevelsen var derfor besværlig på telefonen, som ellers kunne prale af en farveskærm samt 0,3 megapixel kamera.
10 / 14
I afdelingen for designflop finder vi også Nokia 7380.
"Lige så intuitiv at anvende som en grankogle," skrev vores anmelder tilbage i 2006.
Mobilen minder om en læbestift i sin udformning, og der var uden tvivl lagt mere vægt på design end brugervenlighed.
Det var en plage at skrive sms-beskeder via telefonen, da den ikke var udstyret med et traditionelt tastatur, men i stedet en lille upraktisk drejeskive.
11 / 14
I 2007 var Nokia klar med N95, som var toppen af toppen.
Mobilen kørte Symbian-styresystemet, og den var udstyret med et fem megapixel kamera.
N95 udkom i 2007 i flere versioner, og en af dem havde otte gigabyte lagerplads.
Det var altså imponerende for seks år siden.
Desuden havde mobilen GPS-navigation, hvilket også var et særsyn.
Desværre kunne man let suge livet ud af batteriet, når man begyndte at lege med de mange muligheder. Her er vores gamle anmeldelse af N95.
12 / 14
"Den lækreste mobil fra Finland i mange år", skrev vores anmelder i 2011, da Nokia N9 var på testbænken.
Topmodellen var egentlig dødsdømt fra fødslen, da den kørte styresystemet Meego, som Nokia allerede havde besluttet at droppe til fordel for Windows Phone.
Derfor kastede udviklerne sig ikke frådende over platformen og begyndte at producere apps.
Men N9 var en fremragende telefon, der både var smuk og solid.
13 / 14
I 2012 havde Nokia i flere år fået prygl af Apples iPhone og mobiler med Googles styresystem.
Men Nokia gav sig ikke helt uden kamp og lancerede PureView 808. En mobiltelefon med et 41 megapixel kamera, hvilket er en højere opløsning end selv professionelle spejlreflekskameraer.
Kameraet på mobilen var udviklet i samarbejde med Carl Zeiss, og selv om ideen var interessant, var telefonen et flop.
Den kørte nemlig det gamle Symbian-styresystem, som Nokia ikke længere ville satse på.
Derfor kom telefonen ligesom Nokia N9 alt for sent og endte med at blive et nicheprodukt.
Kamera-arven er dog ført videre, og PureView 808 har været forløber for de nyeste Windows Phone-modeller fra Nokia, som storsatser på fotos.
Eksempelvis Nokia 1020, der ligeledes tager billeder i en opløsning på 41 megapixel.
14 / 14
Med Lumia 920 beviste Nokia, at finnerne ikke var fuldkommen knockoutet i kampen om herredømmet på smartphone-markedet.
Mobilen var i 2012 en af de mest innovative med trådløs opladning, handskebetjening og ikke mindst en fantastisk evne til at tage brugbare billeder i situationer uden meget lys.
Desværre var telefonen også en ordentlig moppedreng på 185 gram.
Lumia 920 får formentlig en efterfølger her i løbet af efteråret, og det bliver den sidste udelukkende med finske fingeraftryk.
Nu er det den tidligere samarbejdspartner Microsoft, som kommer til at bestemme over Nokia.