1 / 16
Windows 10 er installeret på over 300 millioner harddiske verden over. Som det er tilfældet med alle systemer, er der både gode nyskabelser og generende elementer.
Her er en liste over grunde til at vælgei Windows 10... og grunde til at ønske sig tilbage til stille og rolige Windows 7.
2 / 16
Windows 8 var et makværk af to forskellige typer design. Med Windows 10 er det blevet et mindre problem.
Apps behøver ikke længere at køre i fullscreen-mode, og desktopelementer er noget lettere at trykke på med dine fingre.
Samtidig bliver du ikke pålagt tabletdesignet, hvis du sidder med en almindelig computer. Det er uden tvivl en af de største fordele ved Windows 10 i forhold til Windows 8
3 / 16
Velproducerede Windows 10-apps fungerer fremragende og tilpasser sig din skærmtype og miljø alt efter, om du bruger din computer som tablet eller klassisk computer.
Der er stadig en stor mangel på apps - blandt andet en ordentlig Facebook-app - men de gode Windows 10-apps er på niveau med de bedste fra Android og iOS.
Eksempler er DR's TV-app, Netflix, Photoshop Express og den førnævnte Foto-app fra Microsoft selv.
4 / 16
Windows 10 kommer med en række apps, som fungerer rigtig godt. Specielt den nye "Billeder"-app er en af Windows 10's bedste elementer.
Denne ene app samler alle dine billeder i et program, som minder om det, som du ser det på smartphones og i OS X, hvor du kan skabe gallerier, importere billeder fra kamera, ligesom det kan agere som let redigeringssoftware til at rette lys, kontrast og beskæring.
Hvis du ikke har de store krav til din mailklient, er den indbyggede mail-app god og matcher kalender-appen, der også klarer de fleste opgaver.
5 / 16
Du får adgang til notifikationer og hurtige indstillinger ved at trykke på notifikations-ikonet i højre hjørne.
Her kan du se notifikationer om nye mails eller beskeder fra dine apps såsom Facebook, og måske vigtigst af alt, dine hurtige indstillinger.
Hurtige indstillinger er en række indstillinger, som du kan slå til og fra ved et enkelt klik.
Du kan for eksempel slå bluetooth fra uden at behøve gå ind i en menu, og du kan højreklikke på bluetooth-ikonet og dykke direkte ind i bluetooth-indstillinger.
6 / 16
Windows 10 har ekstra virtuelle skriveborde, som du kan tilgå ved at trykke Windows-Tab eller Windows-tast+Ctrl+højre/venstre piletast.
Windows-tab giver også adgang til den nye oversigt over aktive programmer og apps, hvor du let kan finde rundt i dine mange programmer.
Du kan også selv indstille en række indstillinger omkring multitasking i "indstillinger".
7 / 16
Hvis du har brug for at optage en del af din skærm, kan du med fordele bruge den indbyggede Xbox One-app.
Efter at have sat appen op, kan du ved at trykke Ctrl+Windowstast+G vælge at optage dit aktive program, efter du har sagt ja til, at "ja, Chrome er et spil".
Du kan ikke optage hele dit skrivebord eller springe fra app til app, men til hurtige forklaringer, små videoer eller lignende, er det en genial lille app.
8 / 16
I hjørnet af Windows 10 ligger en lille, velkendt og savnet knap.
Den er blevet modificeret en smule, men det er en startknap i stil med den fra Windows 7. Kommer du fra Windows 8, har du måske også undladt at bruge startskærmens utiltrækkende felter til at finde dine programmer.
I Windows 10 har du igen kun en enkelt menu i bunden, og hvis du bruger din Windows 10-computer som en tablet, kan du omdanne menuen til en startskærm som i Windows 8. Det er smart og fungerer godt.
9 / 16
Hvis du både har en stationær- og en bærbar computer, ligger der en gennemført synkronisering i Windows 10, hvis du ønsker det.
Skrivebord og startmenu synkroniseres over alle enheder, og med OneDrive og Office 365 ligger alle filer ligeledes på alle computere.
Det spiller, men det kræver også at du overgiver dig fuldstændig til Microsoft-guderne og bruger alle Microsofts tjenester.
Og i den kommende opdatering til Windows 10 til sommer skulle synkroniseringsevnerne blive endnu mere gennemførte.
10 / 16
Windows Hello er en ny måde at logge på computeren uden at du behøver at indtaste en adgangskode.
Hello er en fællesbetegnelse for biometrisk sikkerhed i Windows 10, og den består i dag enten af iris- eller ansigtsgenkendelse og/eller fingerskanner.
På de nye Surface Pro 4 og Surface Book-computere kan du for eksempel bare smile sødt til skærmen, og så låser computeren op.
Det lyder ligegyldigt, men det er virkeligt lækkert at kunne åbne computeren bare ved at klappe skærmen op.
11 / 16
Alt er ikke godt i Windows 10 dog. Her følger en liste over de ting, som vi virkelig gerne ville slippe for i Windows 10.
12 / 16
Cortana, Microsofts digitale assistent, er dybt integreret i Windows 10.
Med almindelig tale kan du beordre Cortana til at skrive kalenderaftaler ind eller sende en sms til din kone.
I den kommende version af Windows 10 vil Cortana endda kunne være med på en lytter og oprette kalenderaftaler på forhånd eller bestille billetter til dig.
Men så er det jo bare ærgerligt, at Cortana ikke fungerer på dansk. Vi må pænt vente, til vi en dag - måske - får adgang til Cortana, som en af de mest dragende egenskaber i Windows 10.
13 / 16
Microsoft kan ikke overse den guldgruppe af en app-butik, som både Google og Apple har i deres mobilsystemer. Det er bare ærgerligt, at det aldrig er lykkes for Microsoft.
App-butikken i Windows 10 er stadig en jammerlig oplevelse. Der mangler stadig langt de fleste af de mest benyttede apps på de andre platforme, og de eksisterende apps er ofte pinligt ringe, fyldte med fejl eller ganske enkelt ikke opdaterede til Windows 10 endnu.
Jo der findes gode og brugbare apps, men som Windows-bruger er man vant til at tilgå tjenester via websites. Hvorfor bruge en app til at se DR-programmer på, når dr.dk fungerer udmærket? Det giver mening på en smartphone, men på en computer? Njaa...
14 / 16
Da Computerworld dækkede årets Build-messe i San Francisco, skete det utilgivelige.
Et kvarter inden den første keynote genstartede computeren med meddelelsen: Installerer opdateringer.
Computeren nåede at blive klar igen, inden keynoten begyndte, men alle Chrome-faner var væk, og vi skulle bøvle med at gendanne Word-filer.
Jo, vi kunne jo bare have stoppet den planlagte opdatering, men hvor ofte går man ind og kigger i indstillinger for at se, hvornår man bliver forstyrret igen næste gang?
I Windows 7 blev man da i det mindste spurgt, om man havde tid til en opdatering...
15 / 16
Windows 10 er blevet beskyldt for mange ting: Blandt andet at Microsoft spionerer på dig. Om der ligefrem sidder en stor mængde ansatte hovedkvarteret i Redmond og følger med i, hvad du foretager dig, skal vi ikke kunne sige, men der er elementer af dataindsamling, som er indiskutabelt.
Du kan for eksempel ikke undgå at sende diagnosticeringsdata til Microsoft - kun beslutte hvor meget du vil sende af sted, ligesom alle delingspunkter under indstillinger er slået til som standard.
Du kan heller ikke selv vælge, om du vil have opdateringer til systemet eller ej. Det bestemmer Microsoft, at du skal. Punktum.
16 / 16
Denne del af Windows 10 kunne vi faktisk ikke lide lang tid før vi fik installeret Windows 10.
Windows 7 og 8-brugere bliver i stor stil bombarderet med beskeder om, at NU er det tid til at opgradere til Windows 10.
Microsoft har sågar forsøgt flere gange at installere Windows 10 som en del af de almindelige opdateringer til Windows 7 og 8, hvilket må siges at være guerilla-taktik.
Windows 10 er et fint system, men det er ikke alle, som er klar eller har lyst til det. Lad os selv bestemme Microsoft, tak.