1 / 11
Ikke alle apps til Android har helt ren mel i posen. Det har faktisk langt de færreste.
Og her taler jeg ikke kun om de mange ukontrollerede og upopulære apps, der for en tid oversvømmer Google Play, før de som regel ender med at blive fjernet, fordi det viser sig, at de på den ene eller anden måde er skadelige.
Selv populære apps fra respekterede virksomheder er ofte skyldige i at dræne batteriet, i at bondefange folk til at betale for udvidelser eller opdateringer eller i at spamme statusbjælken med reklamer.
Her får du en gennemgang af populære apps, der på forskellig vis krænker brugerne.
Af Sarah Jacobsson Purewal
2 / 11
Instagram gjorde sin debut på Android for kun få uger siden, men app'en er langt fra perfekt.
Et af de største problemer er, at den som standard er indstillet til at spamme din statusbjælke, hver gang en af dine kontakter tilmelder sig Instagram. Ikke når de vælger at følge dig, bare når de selv tilmelder sig servicen.
Du kan slå denne storm af meddelelser fra ved at gøre følgende: Åbn Instagram og gå ind i indstillingerne, hvor du vælger Edit profile og under Manage Settings vælger Push Notifications.
Her kan du endelig under Contact Notifications slå det fra. De gør det virkelig ikke let.
3 / 11
Gun Bros. fra Glu Mobile er et gratis spil, der er tætpakket med lige dele action og spam-agtige reklamemeddelelser.
Spillet bruger meddelelsesikoner til konstant at plage dig med salgsmateriale - i det mindste kun om Gun Bros. - på statusbjælken.
Det er dog muligt at slå disse reklamer fra under indstillingerne.
4 / 11
Rovios Angry Birds er über-populært især på Android, hvor spillet er gratis og reklamefinansieret. Men disse "gratis" reklamer kan alligevel koste dig i batterilevetid, viser en ny undersøgelse foretaget af Purdue University.
Undersøgelsen, som blev udført i samarbejde med Microsoft, viser, at tredjepartsreklamer i gratis apps kan udgøre op til 75 procent af den givne apps batteriforbrug.
Forskerne kiggede blandt andet på Angry Birds, hvor de målte, at selve spillet kun står for omkring 18 procent af app'ens samlede batteriforbrug, mens 45 procent går til reklamer og analysefunktioner fra tredjeparter.
5 / 11
Jeg kan godt lide gratis apps. Jeg kan også godt lide betalte apps - hvis de er pengene værd. Jeg har ikke engang noget imod såkaldte freemium apps.
Men jeg bryder mig ikke om apps, der udgiver sig for at være freemium, men som faktisk kræver, at man foretager et køb inde fra app'en, for at man kan få lov til at bruge kernefunktionaliteten.
Sådan er det populære spil Triple Town fra Spry Fox. TripleTown er sjovt og poleret og super vanedannende. Men man får kun lov at foretage et begrænset antal træk gratis. Når man er løbet tør, fornyes antallet af gratis træk meget langsomt.
Man kan købe sig til et ubegrænset antal træk i spillet for godt 20 kroner, hvilket er en rimelig pris ... med mindre man havde regnet med at spille gratis.
Jeg er klar over, at små uafhængige spiludviklere også er nødt til at tjene penge på en eller anden måde, men jeg ville foretrække, at de bare tog betaling for spillet fra starten.
6 / 11
Sociale medier handler blandt andet om at være i konstant forbindelse med sine venner, ikke sandt? Men det kan være svært at holde forbindelsen via verdens største sociale netværk, når Facebook for Android konstant crasher.
Stort set hver gang jeg åbner Facebooks officielle app til Android, fryser den efter få minutter og viser en lille meddelelse om, at den er holdt op med at virke.
Og jeg er ikke den eneste, det sker for, som man kan se på app'ens side på Google Play.
7 / 11
MySettings fra JQ Soft er en gratis widget-app, der gør det muligt at placere knapper på startskærmen, så man let kan slå forskellige indstillinger til og fra såsom automatisk rotation af skærmen, flytilstand, bærbar Wi-Fi-hotspot, lommelygte, Bluetooth og skærmlås.
Men denne app er reklamefinansieret, og annoncerne leveres via Airpush til din statusbjælke.
Ikke nok med det, så er der tale om annoncer af en særlig spam-agtig karakter. Som bruger af MySettings kan du se frem til reklamemeddelelser såsom "Du har vundet en iPad 2!"
8 / 11
Det kan godt være, at Hangouts-funktionen i Google+ er en fed idé, der gør det muligt at videochatte med adskillige mennesker samtidig, men den koster i form af et voldsomt dataforbrug.
I vores test sluger videochat via Google+ Hangouts 30 megabyte for en session på to minutter, hvilket er omtrent seks gange mere, end hvad Skype bruger.
Så hvis du insisterer på at videochatte med flere personer af gangen med Google+ Hangouts, så sørg for at holde grundigt øje med dit dataforbrug.
9 / 11
Hvis du kun bruger Google Maps en gang imellem til at finde rutevejledninger eller slå en adresse op, så vil du ikke opleve nogen stor påvirkning af batterilevetiden. Men hvis du bruger app'en som besat, så vil du helt sikkert lægge mærke til det. Google Maps dræner batteriet på mange forskellige måder: Der kører backup-processer og services til geografisk placering samt ved at slå GPS'en til (i stedet for at nøjes med at stedbestemme ud fra trådløse netværk i nærheden og mobilmaster).
10 / 11
Hvis du for nylig har fået en ny Android-telefon, er det meget sandsynligt, at du er blevet rådet til at bruge Advanced Task Killer for at øge telefonens batterilevetid.
Men nu har det altså vist sig, at Advanced Task Killer er vældig overvurderet: I bedste fald kan den give sølle fire procent længere batterilevetid (det drejer sig om cirka 15 minutter). I værste fald kan den faktisk reducere batterilevetiden, selvom det ikke er med mere end omkring to minutter.
Denne app er ikke til megen anden gavn end at sidde på din startskærm og tjene penge til dens udviklere.
11 / 11
Android-platformen er berygtet for at have slappe sikkerhedsprocedurer. Med andre ord er der en vis risiko for, at mobilstyresystemet rammes af malwaren. Et af de største problemer er dog, at mange apps kræver unødvendigt mange tilladelser.
Hvorfor har apps såsom Path, Instagram og Yelp brug for konstant adgang til dine kontakter? Og er det virkelig nødvendigt for spillet Tiki Cart 3D at have adgang til oplysninger om din geografiske placering? Det er det vel ikke. Alligevel giver du alle disse apps disse tilladelser, når du installerer dem.
Hvis du ønsker at kontrollere, hvilke tilladelser dine forskellige apps har, kan du bruge den gratis Avast Mobile Security.
Oversat af Thomas Bøndergaard