1 / 12
Natten til i dag blev den nye iPhone 5 sat til salg i Danmark. Nogle kunder havde ventet i kø i op mod 24 timer, og flere hundrede københavnere havde sat aftenen og en del af natten af for at få fingre i den seneste udgave af verdens ultimative mobiltelefonhit.
2 / 12
(Foto: Robert Hendel)
iPhone 5 blev præsenteret for et par uger siden i denne bygning i San Francisco.
På de følgende billeder får du en rundtur til de københavnske butikker, der fra midnat fredag solgte iPhones, ligesom du kan møde nogle af de kunder, der stod i kø foran forskellige københavnske butikker.
3 / 12
De forreste i køen foran 3Huset på Strøget havde siddet der i næsten 24 timer. Køen fra 3Huset på Strøget strakte sig omkring 110 meter ned ad gaden.
4 / 12
Blot få meter fra Eplehuset stod folk i kø foran 3's anden butik i det indre København. Her mødte CRN Casper Esmann, der udover at være musiker også arbejder i Eplehuset.
Hvorfor står du her?
Jeg har aldrig prøvet det før, og så skulle det jo prøves. Der ingen specifik grund.
Hvor længe har du stået her?
Jeg har været her i fem timer og blev meget overrasket over, at der ikke stod flere mennesker, da jeg kom.
Hvad tænker du om de mennesker, der går forbi og kigger på jer?
Det er, som om de har set en løve, en ren turistattraktion. Jeg ville nok også selv synes, at det var lidt morsomt, hvis det var mig.
Er det så vigtigt at få telefonen før alle andre?
Nej, det er hovedsageligt, fordi jeg selv ikke selv kan vente. Jeg tænker ikke så meget på at få den før alle andre.
5 / 12
De første kunder indtager 3-butikken på Købmagergade lidt efter midnat.
Endelig kan de få fat i det, de har ventet så længe på.
6 / 12
Apple-forhandleren ville også sælge et parti iPhone 5 natten til fredag.
7 / 12
Mikkel Olsen, arbejder i et reklamebureau. Havde selskab i form af veninden Mathilde.
Hvor længe har I stået her?
Ikke så længe. To timer.
Er den så meget bedre end 4'eren, at du gider at bruge så lang tid på at så i kø?
Den har en lidt større skærm.
Hvorfor står I så her i stedet for at være i byen?
Nu har jeg 4'eren. Så den trænger lidt til en udskiftning.
Og så skal I i byen nu og få den stjålet?
Det er det, der er planen, så jeg kan stå i kø og købe en ny igen [sagt med et skævt smil, red.].
Er det noget, du har planlagt?
Ikke rigtigt. Det var en spontan beslutning over et par flasker et eller andet. Jeg ville ikke gide stå her i to døgn.
8 / 12
Daniel Tiedemann, medicinstuderende.
Hvor længe har du stået her?
En halv times tid. Jeg står her, fordi jeg gerne vil have en iPhone 5 før alle andre.
Du kunne ikke til i morgen?
Jo, men jeg har desperat brug for en ny telefon lige nu.
Lige præcis nu?
Ja, min telefon er løbet tør for strøm. Jeg satser på, at den nye har strøm.
Du har en iPhone i forvejen?
Ja, en 3'er. Den trænger til at blive opgraderet - lige nu. Det var nok lidt en fuldemandsbeslutning.
9 / 12
Casper Esmann var en af de første,der sikrede sig den nye iPhone
Var det de fem timer værd?
Ja, det gik rimelig smertefrit. Nu skal jeg så bare hjem og sove.
Du arbejder i Eplehuset. Kunne du ikke bare have købt dér?
Nej, det er ikke så velset. Vi vil gerne lade kunderne komme til først, og så må jeg jo bare gå herover hos "3" og stå i kø.
10 / 12
Butikken på Købmagergade var ganske velbesøgt.
11 / 12
Simeon Eichel, værnepligtig i Livgarden.
Hvor længe har du stået her?
Tre og en halv time, tror jeg.
Hvorfor stod du her?
Jeg gættede på, at der var længere kø ved 3Huset, så jeg prioriterede butikken her først. Det var taktisk.
Hvorfor skulle du have den før alle andre?
Det ved jeg ikke. Jeg vil bare have de nyeste funktioner. Hvis jeg kunne få den i morgen, kunne jeg godt. Men jeg kommer sikkert til at vente en måned, hvis jeg venter til i morgen. Jeg har en iPhone 3 i forvejen.
Hvad har du lavet i al den tid?
Jeg har talt med de andre folk i køen og drukket lidt øl.
Så du vil hellere købe en iPhone end gå i byen en torsdag aften?
Ja, i hvert fald i aften. Det er hyggeligt at være med til sådan en event.
Gør du det så igen næste år?
Det kommer an på, hvor meget jeg kommer til at tabe den her.
12 / 12
Her foran 3-butikken på Falkonér Alle omkring klokken 1, hvor mange endnu ikke var kommet frem til disken.