1 / 12
Fiser din kostbare varme lige ud til gråspurvene? Så er der hjælp at hente med denne "termiske detektor" fra Black & Decker.
Det pistol-lignende apparat kombinerer et trådløst termometer med en kulørt lommelygte. Peg pistolen mod vægge, vinduer og lofter - og hold godt øje med lysets farve, som afslører forskelle i temperaturen: Blå betyder kold, rød betyder varm.
Således bliver jagten på utætheder og kuldebroer faktisk helt underholdende.
Pris: 379 kr.
Info: kortlink.dk/9p7k
2 / 12
(Foto: Lance Shows)
Tastaturer er ikke specielt strømkrævende - men det er en ringe trøst, hvis man løber tør for batterier midt i skrivearbejdet.
Logitechs løsning er dette K750 tastatur, der lever af opsparet dagslys (ikke nødvendigvis direkte sol). De to solceller på fronten er temmelig dominerende, men det var jo også kedeligt, hvis de var usynlige.
Det trådløse tastatur giver en rar og præcis skrivefornemmelse og holder tre måneder uden solskin. Hvilket jo kan vise sig nyttigt, før vi bryder os om at tænke på.
Pris: 699 kr.
Info: www.kortlink.dk/98an
3 / 12
Hvis du skifter dine gamle radiator-termostater ud med SmartRadiator, kan du ifølge producenten spare helt op til 30 procent på varmeregningen.
Ikke alene kan du skrue ned for varmen om natten. Du kan også lave programmer baseret på ugedage. Systemet kan udbygges med trådløse vægtermostater - og en vindues-sensor, der automatisk sænker temperaturen, når du lufter ud.
Den store LCD-skærm giver et fint overblik over de mange muligheder.
Pris (controller + vægtermostat): 699 kr.
Info: kortlink.dk/9p85
4 / 12
Om vinteren, særligt i december, lyser mange forhaver op med blinkende buske og nåletræer.
Lyskæderne spreder hygge, men de kan koste dyrt på elregningen. Med mindre du da vælger denne model med tilhørende solcelle.
Kæden består af 100 lysdioder på en 11 meter lang ledning. Den kan lyse og blinke med seks forskellige indstillinger, og showet starter automatisk, så snart mørket sænker sig.
Fem timers dagslys skulle række til otte timers julestemning.
Pris: 319 kr.
Info: kortlink.dk/9p7p
5 / 12
Hvorfor gemme et lille smil til det bliver gråvejr, når man i stedet kan hælde solen på sylteglas - og tage den frem, når sol-savnet melder sig.
Den magiske Sunjar-krukke stilles frem i vindueskarmen. Når mørket falder på, smækker du låget i. Og straks breder lyset sig i stemningsfulde toner af gult, blåt og violet. Eller som producenten mere malerisk beskriver det: Sol, måne og skumring.
Pris: 169 kr.
Info: www.coolstuff.dk/Sun-Jar
6 / 12
Problemet med gængse spareskinner er, at alt udstyret slukkes, når styre-enheden (typisk computeren eller fjernsynet) slukkes. Mange blækprintere og tv-modtagerbokse har ikke godt af at blive afbrudt på den måde.
Derfor har denne smarte elskinne to stik, der altid er tændt - i tilgift til de tre, der slukkes sammen med styre-enheden. Hvis du slukker spare-funktionen, kan stikket i stedet fungere som overspændings-beskytter, der skærmer elektronikken mod lyn-nedslag.
Pris: 299 kr.
Info: kortlink.dk/9p72
7 / 12
Til elguitarister med grøn samvittighed er "SmokeyAmp" en skæg gimmick: Den lille forstærker med indbygget højttaler er nemlig bygget ind i en genbrugt cigaret-æske.
Producenten bruger forskellige cigaretmærker, så designet varierer. Kartonen er forstærket med silikone, og batteriet leverer op til ti timers spilletid.
Klangen fra den lille æske er charmerende rå og upoleret. Tjek selv videoerne på hjemmesiden.
Pris: ca. 240 kr.
Info: kortlink.dk/6yem
8 / 12
"Bedol Water Clock" bruger ingen batterier, og du behøver heller ikke trække det op. For som de skriver på pulverpakkerne: "Tilsæt kun vand".
Uret kører et halvt års tid på en tankfuld almindeligt postevand - gerne tilsat et skvæt citronsaft. På den amerikanske hjemmeside præsenteres vanduret i flere farver og varianter - med eller uden alarm.
Pris: fra ca. 150 kr.
Info: kortlink.dk/6yes
9 / 12
Hvorfor smide batterier ud, når de kan genbruges. Disse AA-modeller er ekstra smarte, fordi laderen så at sige er indbygget.
Når du knapper toppen af batteriet, afdækkes nemlig et USB-stik - lige til at proppe i den nærmeste computer, Xbox, PlayStation eller... Det er jo lige før, USB-porte er mere udbredte end stikkontakter.
En lysdiode på hvert batteri viser, hvordan opladningen skrider frem.
Pris (for et par): ca. 100 kr.
Info: kortlink.dk/6yfs
10 / 12
EU har set sig sur på glødepæren, som er ved at blive udfaset. Desværre fremstår gængse sparepærer som et skidt alternativ - med ringe lyskvalitet og en opvarmningstid så lang, at det ofte knap kan betale sig at tænde dem.
Et smart alternativ er LED-pæren, der tænder øjeblikkeligt og bruger op til 90 procent mindre energi.
Philips anvender teknikken i "MyAmbiance" serien, som fås i mange varianter, hvoraf flere kan dæmpes. Modellen med 16 W kan faktisk gøre det ud for en 70 W glødepære.
Og hvis det passer, når Philips lover op til 25 års levetid, er prisen knap så afskrækkende.
Priseksempel: 199 kr. (15W)
Info: kortlink.dk/9p7g
11 / 12
Som Villy vistnok prøver at sige: "The ice is melting - at the poles!" (kortlink.dk/9p86).
Hvis du selv har brug for en daglig påmindelse om klima-problemerne, skal du bare drikke din morgenkaffe fra dette krus.
Motivet viser et kort over kloden - og efterhånden som kruset opvarmes, kravler kystlinjerne indad i et omfang, der nok kan få flere af os til at investere i en husbåd.
Klima-kruset tåler mikroovn - hvis du altså vil sætte ekstra skub i opvarmningen.
Pris: 75 kr.
Info: kortlink.dk/9p8n
12 / 12
Et enkelt blik på "Wattson" giver et overblik over dit samlede strømforbrug.
Når dimsen lyser blåt, er det aktuelle forbrug tilpas lavt. Lyser den rødt, er det på tide at slukke nogle apparater. Et nærmere kig på skærmen giver flere detaljer om forbruget - både i watt og valuta. Og hvis du kobler Wattson til computeren, kan du overskue forbruget over tid.
Den medfølgende sender skal monteres på en ledning ude i elskabet. Ifølge den engelske hjemmeside kan man selv klare dette på få sekunder. Men herhjemme er disse ledninger typisk skjult bag et dæksel, der kun må åbnes af en elektriker, så her må påregnes en ekstra startudgift.
Pris: ca. 870 kr.
Info: kortlink.dk/6yf4