1 / 27
Las Vegas bliver hvert år i begyndelsen af januar fyldt til randen af forventningsfulde turister, journalister og entusiaster.
Og selv om Las Vegas mest af alt er kendt for spektakulære shows, kasinoer og løsslupne danserinder, så er befolkningsvæksten i januar på grund af CES-messen: Den største forbrugerorienterede elektronikmesse i verden.
Det er her, at Samsung, LG, Nvidia, Intel, AMD, Lenovo, HP, Acer, Asus, og tusindvis af andre kendte eller ukendte firmaer fremviser deres nye produkter eller teknologiske udvikling for første gang.
Vi har samlet en lille liste med nogle af de mest spændende nyheder ved messen, hvad end det er reelle produkter eller blot fede koncepter og prototyper.
2 / 27
Sydkoreanske LG har haft travlt op til dette års CES-messe og byder på hele to innovative nyheder.
Den ene er et fjernsyn på hele 88 tommer af OLED-typen med en opløsning på 7.680 x 4.320 pixels - eller som LG kalder det: 8K.
Det er fire gange så mange pixels som et 4K-tv og 16 gange så mange som på en almindelig FullHD-skærm. Og samtidig er det den største OLED-skærm målt på tommer nogensinde.
LG har ikke lanceret en pris - du skal heller ikke forvente at kunne betale for det, med mindre du har en bibeskæftigelse som oliesheik - men LG fortæller, at man forventer at kunne sælge 8K-skærme til forbrugere i 2019.
3 / 27
Den anden og måske mere interessante nyhed er et 4K-tv, der kan rulles sammen.
Det er et 65 tommer stort OLED-tv, hvis skærmpanel rulles sammen som en plakat ned i en hvid boks, der også gemmer både højttalere og elektronik.
Det er stadig en prototype, og det er da også LG’s Display-afdeling og ikke LG Electronics, der viser skærmen frem. Dog har både LG og Samsung i flere år fremvist skærme, der både kan bøjes og rulles sammen.
4 / 27
HTC lancerede en ny version af sit VR-headset kaldet HTC Vive Pro.
Headsettet har fået en højere opløsning, indbygget høretelefoner og en trådløs modtager, så du nu ikke længere behøver et kabel fra nakken som en anden Matrix-karakter, når du bevæger dig rundt i VR-universer.
Salget starter i første kvartal 2018, men der er ingen melding om prisen på denne badboy, men et almindeligt HTC Vive headset koster stadig omkring 5.600 kroner.
5 / 27
Sony er også klar med en ny smartphone i sin Xperia-serie. Designet er stadig Sony’sk, men blevet opdateret en smule på telefonen, der bedst kan betragtes som en “mid-range-telefon.”
Den har en 5,2 tommer stor FHD-skærm, en Snapdragon 630-processor og et stort 3.300 mAh batteri samt et 23 megapixel kamera, der kan filme i 4K-opløsning.
Ikke dumt til en pris på 2.999 kroner med salgsstart i februar.
6 / 27
(Foto: (C) Dell Inc. / Aniden)
Dell har opdateret både sin Dell XPS 13 og 15 med et opdateret udseende og bedre hardware, men de største forandringer finder du i 15 tommer-modellen.
Den er nu udstyret med den særlige Kaby Lake G-chip fra Intel, hvilket er en ottendegeneration Core i-processor fra Intel sammen med et Vega-baseret grafikkort fra ærkerivalen AMD.
Derudover har XPS 15 også nye “Maglev”-taster, der holdes nede og giver et tilfredsstillende klik på grund af magneter.
Du kan også vælge at få en model med et mere klassisk Nvidia-grafikkort.
7 / 27
Med Acer Swift 7 har Acer generobret trofæet for at have produceret verdens tyndeste computer.
Den nye Swift 7 har en bredde på kun 8,98 millimeter , hvilket sammenlignet med en Macbook Airs 17 millimeter nærmer sig Twiggy-niveau.
Den byder dog stadig på en syvendegeneration Core i7-processor, dog den strømsvage og mindre kraftige “Y”-variant, 8GB RAM og op til ti timers batterilevetid.
Den tynde computer med en 14 tommer FHD-skærm byder også på indbygget LTE/4G-modem, så du altid kan være online.
8 / 27
Den helt nye NovaGo fra Asus er en af de første ARM-computere på markedet.
ARM-processorer er normalt kendt for at side i smartphones og give lange batterilevetider og LTE-muligheder, men ved hjælp af en særlig form for virtualisering kan Windows 10 nu fungere på ARM-platformen.
NovaGo har en Snapdragon 835-processor og lover op imod 20 timers batterilevetid, og kan - hvis du opgraderer Windows 10 S til Windows 10 Pro - afvikle almindelige, klassiske Windows-programmer.
Og så kan den vendes på vrangen og omdannes til en tablet.
9 / 27
Ligesom Dell XPS 15 er HP’s Spectre x360 klar med den nye Kaby Lake G-kombination, hvor du får en Intel-processor og et indbygget AMD-grafikkort i den ellers tynde computer.
Du har dog også muligheden for at få en version med et mere klassisk Nvidia Geforce MX 150-grafikkort, hvis du ønsker dette.
Desuden kan du få modellen med en 4K-skærm, og du kan vende skærmen 360 grader bagud og omdanne Spectre x360 15 til en småstor tablet.
10 / 27
Lenovo har lanceret en lang række af nye Thinkpad-produkter heriblandt Lenovo Thinkpad X1 Tablet (3.gen).
Tablet-computeren har nu fået en større 13 tommer skærm med en opløsning på 3.000 x 2.000 pixels, og X1 Tablet har stadig samme formfaktor som en Surface Pro fra Microsoft.
Inde i computeren finder du en moderne ottendegeneration-processor fra Intel Core i-serie samt op til 16 GB hukommelse og op til 1TB lagerplads i form af en PCIe-NVMe M.2 SSD.
Lenovo lover op imod ni timers batterilevetid på den tynde computer.
11 / 27
Flere forskellige firmaer har før prøvet at lancere en streamingtjeneste, hvor du over nettet kunne streame ellers krævende computerspil.
Blandt gik OnLive konkurs for to år siden efter at have forsøgt sig, men nu forsøger et fransk gaming-selskab kaldet Blade.
Hvad selskabet reelt gør er, at give dig en Windows 10-kopi på en af sine servere til en fast pris med noget af den vildeste hardware længe set.
Det betyder, at du kan streame spil direkte fra nettet og ned på enten din egen computer, smartphone eller Blades egen Shadow-enhed. Computerworld har prøvet det ganske kort i forbindelse med et Razer-event sidste år, og det fungerede faktisk overraskende godt.
Blades tjeneste ruller roligt ud i l’bet af 2018 med start i USA. Også Nvidia tilbyder en lignende tjeneste kaldet Geforce Now.
12 / 27
Razer annoncerede i efteråret sin egen gamer-smartphone, Razer Phone, der mønstrede 8GB RAM og den lynhurtige Snapdragon 835-processor og de bedste højttalere, vi nogensinde har hørt i en smartphone.
Ved CES-messen fremviste Razer så et koncept-produkt kaldet Projekt Linda: En udhulet Razer Blade-computer med plads plads til Razer Phone, der dermed omdannes til en Android-computer.
Telefonens skærm fungerer som touch-pad, og hele computeren er fyldt ud med batterier, der oplader telefonen imens.
Det er blot et koncept-produkt, men det er alligevel en af de mere velfungerende smartphone-til-computer-koncepter, vi endnu har set.
13 / 27
Nok ikke et produkt, der rammer Danmark foreløbig, men nu begynder du også at se mundinger til din vandhane, så du kan sige “Alexa - tænd for vandhanen,” eller “Alexa - av av av det er for varmt!”
Der er endnu hverken priser eller lancering tilgængelig.
14 / 27
Intel indgik sidste år et samarbejde med ærkerivalen AMD om at udvikle et chipset med en Intel-processor og en AMD-GPU til det grafiske.
Helvede er nu flydt over, og Intel har annonceret Intel Kaby Lake G, der har en core i5/i7 fra Intels ottendegeneration samt en AMD Radeon RX Vega M-chip.
Den nye chip vil være med til at give tynde bærbare computere endnu flere kræfter, så de ligefrem kan bruges til spil eller grafisk arbejde.
Mums.
15 / 27
Som et “proof of concept” på Intel Kaby Lake G-samarbejdet har Intel udviklet en ny og vild NUC-enhed kaldet Hades. Den minder om sidste års Skull-Canyon-NUC, men er relativt lille, med et hav af porte og ikke mindst ydeevne, som sad der et fuldvoksent Nvidia GTX 1060-grafikkort i den.
Det er imponerende, hvis man altså tør stole på Intels påstand. Prisen ligger i øjeblikket på 999 dollars - knap 6.200 kroner før dansk moms og told.
16 / 27
(Foto: Intel Corporation / Walden Kirsch/Intel Corporation)
Intel fremviste også en ny 49-qubit processor til at fungere i kvantecomputere. Kvantecomputere er det næste skridt inden for komputionel udvikling, men det tager tid at udvikle en computer, der både kan regne i 0, 1 og begge dele på samme tid.
Kvantecomputere vil hovedsageligt blive brugt i machine-learning-situationer samt supercomputere, så forvent ikke en kvante-bærbar fra HP eller noget andet mærke foreløbig.
17 / 27
Jabra har lanceret to nye Elite-headset, der er fuldstændig trådløse, også kaldet “true wireless.”
De nye headset har en længere batterilevetid på op imod 15 timer, hvis du medregner opladning via etuiet, og så er der indbygget Alexa, Amazons digitale stemmeassistent.
18 / 27
*B&O Play H9i og H8i*
Danske B&O Play har lanceret nye udgaver af sine populære H8 og H9-headset.
Nyhederne er længere batterilevetid (eller muligheden for at skifte batteriet på farten), USB C-opladning (YAY!!) og bedre konto af musikken.
Også selve lydbilledet er blevet fintunet, og du har nu muligheden for at aktivere “transparency mode” - med et tryk på headsettet stopper musikken og mikrofoner lader lyden udefra strømme igennem headsettet, så du ikke behøver tage det af hovedet.
Og så fungerer headsettet også sammen med Android Assistant, men det er ikke så interessant for os danskere.
19 / 27
Danskfødte, men nu amerikansk-ejede Skagen har annonceret sit første egentlige smartwatch, navngivet efter den smukke dansk sydhavsø Falster.
Uret har kun én knap og bygger på et meget sparsomt, skrabet design i skandinaviske linjer.
Der er hverken pulsmåler eller andre former for måleinstrumenter ej heller NFC for mobilbetaling, men afvikler stadig Android 2.0, så du kan styre dine apps, heriblandt Spotify, og modtage notifikationer.
20 / 27
Det blev hverken Samsung eller Apple, der kom først med en skærm med indbygget fingerskanner.
I stedet blev det Vivo, en stor kinesisk mobilproducent, der først blev klar med en prototype med en fingerskanner indbygget i skærmen.
Flere forskellige medier melder, at det fungerer fuldstændig om det skal: Fingeren sættes på et afmærket område på skærmen, og skærmen låser op. Det går dog ikke helt lige så millisekund-hurtigt som på nyere telefoner.
Mon ikke vi kan forvente at se smartphones med den type fingerskanner i løbet af 2018?
21 / 27
Logitech introducerede os sidste år til ideen om en fuldstændig trådløs mus, der blev opladt via en form for trådløs opladning.
Nu er Razer også med på den vogn med sin Razer Mamba Hyperflux.
Og så er der selvfølgelig den obligatoriske mængde neon-lys i et utal af farver.
Prisen på Mamba Hyperflux ligger på 249 dollar - direkte omregnet 1.550 kroner før dansk moms og told.
22 / 27
Tesla-konkurrenten Faraday fik også fremvist sin næste 100 procent elektriske SUV, der kan accelerere fra 0 til 100 på knap 2.5 sekunder, hvilket gør den hurtigst accelerende SUV i verden.
Der er dog hverken priser eller anden information bortset fra, at salget starter senere i år.
23 / 27
For 15 år siden lancerede sony en robothund til børnene, der sparsomt efterlignede en hunds adfærd.
Nu er Aibo tilbage, og denne gang med langt mere avanceret teknologi gemt i den lille hvalpelignende plastkrop.
Aibo styres af to kameraer - en i næsen og en på ryggen - samt et utal af berøringssensorer. Du kan røre og interagere med Aibo, og dens OLED-baserede øjne kan sende sig de store runde hundeøjne, hvis du ikke gider kaste bolden.
Der er dog endnu ingen pris for det formodeligt smådyr legetøj
24 / 27
The Wall er et 146 tommer stort “modulært” tv med 4K-opløsning af typen MicroLED.
MicroLED er en relativ ny skærmtype, der deler mange af fordelene med OLED: Hver enkelt MicroLED afgiver sit eget lys, hvilket giver kulsort sort og masser af rige farver. Og så kan det blive afsindigt lyst.
Den fremviste 146 tommer store skærm består faktisk af flere små paneler, og det er muligt at sætte dem sammen, som man vil. Når først der fremvises indhold, er det ikke til at skille de forskellige paneler fra hinanden.
25 / 27
Grafikkort-producenten Nvidia er også - måske lidt uventet - klar med en skærm-nyhed.
Selskabet har udviklet en tv-skærm-prototype bygget specifikt til gaming, hvad end det er til konsoller eller blot en gigantisk skærm til din skrivebordsopsætning.
Ved messen var det en Acer-demo, som blev fremvist, og Nvidia vil i fremtiden have flere partnere.
Big Format Gaming Display (sexet navn) er en 65 tommer stor 4K skærm med indbygget G-sync - Nvidias teknologi til at fjerne “hakken” i skærmbilledet - HDR, en lysstyrke på 1000 nits og en opdateringshastighed på 120Hz.
Blandt andet er Acer og HP på vej med endelige versioner af prototypen. Der er ingen information om pris eller lanceringsdato.
26 / 27
Sony fremviste ved CES sin nye 4K-projektor med det smukke navn LSPX-A1, der kan projicere et 120 tommer stort billede. Projektoren understøtter HDR og har en lysstyrke på op imod 2500 Lumens.
Og så behøver den kun stå 25 centimeter fra væggen for at vise sit 120 store billede.
Igen taler vi om de første af sin slags, og derfor er LSPX-A1 heller ikke billig. Den koster knap og nap 30.000 dollars - 185.000 danske kroner… før dansk moms og told.
27 / 27
Ved CES kom det også frem, at en række produkter i slutningen af måneden vil være kompatible med Google Assistant.
Det drejer sig blandt andet om flere af D-Links Wifi-kameraer og D-Links WiFi-power Strip.
Med Google Assistant vil du kunne styre dit kamera eller forbundne strømstik alene ved stemmens kraft, hvis du ejer en Google Home-enhed eller en Android-telefon med engelsk opsætning. Google Assistant fungerer stadig ikke på dansk, men man kan krydse fingre for, at der snart sker noget positivt i den retning.