1 / 51
Sikke et vildt gadget-år, 2013 har været. Nye pc-formfaktorer, interessante innovationer i mobil-hardwaren og en eksplosion af gadgets til hjemmet og til underholdning.
Efter at have testet og skrevet om hundredevis af produkter har redaktørerne på Computerworld og vores amerikanske søstermedier omhyggeligt sammensat en liste af de 50 bedste.
Bærbare, tablets og andre mobile enheder fylder meget på listen, ligesom der er en hel del pc-tilbehør og gadgets, der kan gøre dig mere produktiv.
Vi har også inkluderet en håndfuld produkter fra underholdningskategorien, heriblandt spil. Tjek listen og find ud af, om dine favoritter fra 2013 er kommet med.
Enkelte af produkterne forhandles ikke umiddelbart i Danmark.
2 / 51
Med Acer Aspire V7 er en ultrabook hvermandseje.
På trods af en højde på kun en 21 mm vejer den mere end 2,1 kg og ser noget korpulent ud sammenlignet med for eksempel Sonys VAIO Pro 13. Men Acers maskine indeholder en hurtigere processor, en større skærm, mere hukommelse og mere lagerplads samt et dedikeret grafikkort - og det til en noget lavere pris end Sonys.
Aspire V7 kan på ingen måde kaldes den ultimate ultrabook, men den lever op til Intels definition, og man får meget for pengene.
3 / 51
Denne syvtommers udgave af Amazons tablet med en skærm med høj opløsning i Retina-kvalitet, en hurtig 2,2 gigahertz-processor og lang batterilevetid har så kraftige hardware-specifikationer, at den kan få potentielle iPad-købere til at tænke sig om en ekstra gang.
Men det er innovation på softwarefronten, der virkelig gør Kindle Fire HDX til noget særligt. Amazons nye X-Ray-funktion indeholder et bemærkelsesværdigt sæt af værktøjer, der leverer interessante kontekstuelle oplysninger, når du ser film eller læser bøger.
Men selv X-Ray blegner sammenlignet med den nye funktion Mayday, der giver mulighed for gratis video-support i realtid. Det er ligesom at have en gratis hotline til en Apple Genius Bar-tekniker. Det er en service, end ikke Apple leverer.
4 / 51
Det kan godt være, at Nvidias GeForce GTX 780 Ti er det hurtigste grafikkort, men AMD's Radeon R9 290X er mere innovativ. Og så er AMD's grafikkort en hel del billigere, så her får man altså forholdsvist mere for pengene.
Og hvem har alligevel brug for mere, når AMD's grafikkort kan køre et spil som BioShock Infinite i ultrahøj kvalitet og 4K-opløsning (3840 gange 2160 pixel) ved 30 billeder i sekundet?
Udsigten til, at spiludviklerne begynder at udnytte AMD's True Audio-teknologi, der anvender integrerede DSP-kerner til at aflaste CPU'en med hensyn til behandling af lyd, er også tillokkende.
5 / 51
Asus' seneste router er ikke den allerhurtigste 802.11ac-model på markedet - den udmærkelse går til D-Link DIR-868L - men RT-AC68U har det samlet set bedste sæt af funktioner og den er kun meget lidt langsommere end D-Links produkt (og i visse testscenarier er den faktisk meget hurtigere).
RT-AC68U er et godt valg, hvad enten du som forbruger vil streame HD-video rundt i hjemmet, eller du som lille virksomhed har brug for funktioner såsom adskillige gæstenetværk, VPN-server, cloud-storage og muligheden for at komme på nettet med et 4G USB-modem i et nødstilfælde, hvis internetforbindelsen er røget.
6 / 51
Intels seneste Atom-processorer med kodenavnet Bay Trail giver en rimelig ydeevne samtidig med fantastisk batterilevetid, hvilket er en vindende kombination til større mobile enheder. En af vores favoritter fra 2013 på dette område er Asus Transformer Book T100.
Tilslut tastaturet og denne 10 tommers Windows-tablet bliver til en formidabel bærbar med overraskende god ydeevne, 11 timers batterilevetid og en meget lav pris.
Se vores test her: Asus T100: Tablet-bærbar med prisen i bund
7 / 51
Det perfekte spil findes ikke, men Bioshock Infinite kommer tæt på.
Dette spil har det hele: Et fantasifuldt plot, intens grafik, næsten fejlfrit gameplay og en vidunderlig lydside. Og til forskel fra visse andre ambitiøse spil, vil dette spil ikke tvinge den gennemsnitlige pc i knæ. Spillet kan fuldt ud udnytte hardwaren i den vildeste gaming-pc, men skruer man lidt ned for indstillingerne, kan man få en fantastisk oplevelse selv med integreret grafik.
Hvis du kun købet ét spil i år, så lad det være Bioshock Infinite.
8 / 51
Hvis du er ude efter en AirPlay-højtaler, så lyt ikke til Bowers & Wilkins Z2, med mindre du er forberedt på at punge ud for den. Når du først har hørt lyden fra denne højtaler, kan du ikke nøjes med mindre.
Den er smuk at se på, og lyden er endnu bedre. Udover at understøtte Apples teknologi til trådløs streaming af musik, AirPlay, har den også en Lightning-port, så du kan tilslutte din nyere iPhone eller iPod direkte til højtaleren. To 20-watt forstærkere driver et par 3,5 tommers full-range højtalerenheder med en enestående ren lyd og forrygende basgengivelse.
Vi har aldrig oplevet noget bedre i denne prisklasse.
9 / 51
Normalt spiller vi ikke spil, der ser ud, som om de er designet til femårige. Vi støtter heller ikke uhæmmet indtagelse af søde sager. Og vi værdsætter overhovedet ikke konstant chikane fra Facebook-venner, der tigger om ekstra liv.
Men hvis du kan se bort fra spillets sukkersøde æstetik og den aggressive sociale medie-komponent, så er dette puzzle-spil virkelig vanedannende. Candy Crush Saga er blevet noget af en dille, som vi kun er en anelse pinligt berørte ved at indrømme, at vi blevet bidt af.
10 / 51
Hvis du har ambitioner om at tage billeder af andet og mere end din søndagsbrunch, så tilbyder Canon 650D et væld af avancerede spejlreflekskamera-funktioner til en overkommelig pris.
Sensoren på 18 megapixel giver fremragende billedkvalitet og kameraet har en ny autofokus, berøringsskærm og en masse funktioner til videooptagelse. Skal du optage video, anbefaler vi dog, at du investerer i et separat objektiv med indbygget billedstabilisator og stepping motor.
11 / 51
Kritikerne vil sige, at Apple snart ikke har flere kort i ærmet, men den nyeste iPad omskriver reglerne for, hvor tynd og let en tablet i fuld størrelse bør være.
IPad Air har en skærm på 9,7 tommer med en opløsning på 2048 gange 1536 pixel, men er ikke tykkere end 7,5 mm og vejer lige omkring 470 gram. Til sammenligning er den nye Microsoft Surface 2 8,9 mm tyk og vejer 676 gram. Når man herudover tager Apples nye A7-processor samt adgang til verdens bedste app-butik med i betragtning, så er det svært at ignorere iPad Air.
Se vores test her: Stortest: Med iPad Air nærmer Apple sig det perfekte
12 / 51
Der er hjælp at hente fra Chromes Bravo Night, når du har brug for at slæbe en masse gear fra A til B på cykel eller til fods.
Denne rygsæk kan indeholde 20 liter, hvilket dog næsten kan fordobles ved at rulle toppen op. Der er en særlig lomme med plads til en bærbar på op til 15 tommer.
Vejrbestandigt og slidstærkt nylon på ydersiden og helt vandtæt lastbilpresenning på indersiden sørger for, at alting er beskyttet mod elementerne, mens et stort reflekterende panel på bagsiden sikrer, at bilisterne kan se dig om natten.
13 / 51
Med Chromebook Pixel har Google designet en overdådigt udstyret maskine til Chrome OS. Den er dog afsindigt dyr.
Ikke desto mindre fungerer den vidunderligt som reklamesøjle for Googles vision om computerens browserbaserede fremtid. Berøringsskærmen i Retina-kvalitet med en opløsning på 2560 gange 1700 pixel er indrammet af et kabinet af poleret aluminium. Pixel er resultatet af virkelig flot industrielt design.
Om ikke andet så har Pixel fået folk til at tale om Chrome OS igen - hvilket er mere end man kan sige om nogen af de andre tarvelige Chromebooks. Men forvent ikke, at Pixel er praktisk. For det er den ikke.
Men hvis du er fan af Chrome OS (som mange af os er), så bliver det indtil videre ikke bedre end den her Chromebook.
14 / 51
IPad mini er en fin tablet, men hvis din tablet både skal bruges til underholdning og arbejde, så anbefaler vi Dells Venue 8 Pro.
Den indeholder Intels strømbesparende Atom-processor med kodenavnet Bay Trail, kører den fulde udgave af Windows 8.1 og har et batteri, der holder hele dagen. Hvis du har brug for mere end 32 GB lagerplads, så sætter du bare et SD-kort i - eller køber 64 GB-modellen.
Venue er meget komfortabel at holde på, og tekst, websider og video ser fantastisk ud på dens skærm med opløsningen 1280 gange 800 pixel.
15 / 51
Dette var klart den hurtigste og smukkeste alt-i-én-pc, der ramte markedet i år.
Dells XPS 27 indeholder Intels stærkeste quadcore CPU'er, otte GB RAM, to terabyte harddisk med 32 GB SSD-cache, et dedikeret grafikkort og ikke mindst en lækker berøringsskærm på 27 tommer med en opløsning på 2560 gange 1440 pixel.
Denne familieorienterede pc kan uden vanskeligheder trække 3D-spil, foto- og videoredigering samt film i HD.
16 / 51
Hvis IdeaCentre Horizon 27 er for stor og dyr for dig, så tag et kig på Dells alt-i-én-pc/tablet-hybrid, XPS 18.
XPS 18 har en tykkelse på under 18 mm og vejer under 2,3 kg, så den er let at flytte rundt i hjemmet. Med et chipsæt fra Intel understøtter den Intels Wireless Display-teknologi (WiDi).
17 / 51
Du finder ikke noget cloud-forbundet sikkerhedskamera, der er lettere at opsætte og bruge. Den seneste version af Dropcam har forbedret optik, forbedret natteoptagelse og et bredere billede, der øger synsfeltet fra 107 grader til 130 grader.
Herudover er der en knap, der gør billedet skarpere, når man zoomer ind. Du kan også få besked på din smartphone, når noget eller nogen udløser kameraets bevægelsessensor.
Da optagelserne gemmes i skyen kan eventuelle tyve ikke løbe med video-dokumentationen af deres ugerninger - ikke engang selvom de stjæler selve kameraet.
18 / 51
Fitbit har stille og roligt i løbet af de sidste få år forbedret sit produkt til skridttælling og til at holde styr på ens søvn.
Force er et enkelt armbånd, der har en lysstærk OLED-skærm, der i realtid tæller skridt, trapper og samlet afstand samt hvor mange kalorier, der forbrændes. Det har også indbygget ur. Force kan synkronisere med smartphone og pc, hvorfra du kan gravere dybere ned i dataene.
Se vores test af forgængeren Fitbit Flex her: Test: FitBit Flex ved om du tisser om natten
19 / 51
Konceptet er enkelt: Sæt Chromecast-donglen i en HDMI-port i dit tv og tilslut strøm via USB. Åbn herefter en videostreaming-tjeneste på din telefon, tablet eller pc. Det kan være Netflix, YouTube eller Googles Play Movies & TV.
Og så er du i gang med at streame - eller faktisk "caste" - video til dit tv.
Det er en enkel, elegant og billig løsning til at få moderne cloud-indhold over på et tv, der mangler såkaldte "smarte" funktioner.
20 / 51
Med sin 4. generation af Core-processorer, der bærer kodenavnet Haswell, har Intel bevist, at selskabet kan bygge en overordentlig strømeffektiv processor.
Haswell-chip er kun en smule hurtigere end forrige generation, men de gør det muligt at lade den bærbare køre på batteri i meget længere tid.
Du kommer også til at værdsætte strømbesparelsen ved modellerne til stationære pc'er. AMD er mere end en generation bagude i alle henseender - på nær grafik. Ligegyldigt hvor meget Intel blærer sig med sin integrerede grafik Iris og Iris Pro, er AMD's CPU'er stadig førende på denne ene front.
Men det er nok de færreste, der vil vælge at købe en langsommere CPU, bare fordi den indeholder bedre integreret grafik.
21 / 51
De fleste Chromebooks er små discountmaskiner, og er som regel skuffende. Sådan er det ikke med Chromebook 14, hvilket især er takket være dens skærm på 14 tommer.
Maskinen inkluderer desuden to USB 3.0-porte, 802.11a/b/g/n Wi-Fi, en Intel Haswell-processor og 16 GB SSD. Ikke mindst så føles den bare mindre tarvelig end de fleste andre Chromebooks på grund af de muntre farver og den generelt robuste konstruktion.
Dette er en af de få Chromebooks, man måske faktisk kunne nyde at bruge, og den er ikke særlig meget dyrere end de andre.
22 / 51
Andre Android-telefoner har måske mere fancy software-funktioner, men HTC One har årets bedste industrielle design blandt Android-smartphones.
Vi er vilde med telefonens satinagtige unibody af aluminium, der er ligeså flot, som den er robust. Og de synlige huller til højtalerne på fronten over og under skærmen formidler med styrke og klarhed telefonens lydsystem, Beats.
Med et kamera, der giver fantastiske billeder i lav belysning, og en smuk 4,7 tommers skærm med en opløsning på hele 1920 gange 1080 pixel er HTC One stadig med helt i top mere end otte måneder efter dens lancering.
Se vores test her: Test: HTC One er en Android-mobil i kongeklassen
23 / 51
Intels Next Unit of Computing (NUC) tilbyder endeløse muligheder.
Du skal selv tilføje hukommelse, lagerplads, Wi-Fi-adapter og styresystem, men denne lille og stille computer gør sig fabelagtigt eksempelvis som del af en hjemmebiograf.
Model D54250WYK er udstyret med en dualcore Core i5-processor, kraftig integreret grafik, gigabit ethernet samt både mini-HDMI og DisplayPort.
Denne anden generation NUC skal ikke undervurderes.
Se vores test af modellen med i3 processor her: Test: Billig mirakelmaskine er perfekt som strømsvag mini-pc eller server og vores test af storebroderen med i5 processor: Test: Vi er (stadig) vilde med Intels NUC - nu med i5 processor
24 / 51
Apples iPhone 5s har ikke en udpræget stor skærm, men selskabets nye fingeraftrykssensor, Touch ID, er en elegant løsning på et af problemerne ved smartphones for enhver, der har svært ved at huske sin pinkode.
Den nye A7-processor giver en mærkbar forbedring i ydeevne og den nye mulighed for at optage video i slowmotion er en sjov tilføjelse. Tager man med i betragtning at visse vigtige mobil-apps kun fås til iOS, kan man kun konkludere, at iPhonen er lige så relevant som altid.
25 / 51
Du ser ikke syner: En taske til bærbare er kommet med på listen. Hvis du nogensinde får chancen for at se - og røre ved - Kobe, så vil du øjeblikkeligt forstå hvorfor.
Tasken er elegant, men ikke prangende, designet passer både til mænd og kvinder og læderet er blødt og smidigt. Kobe er stor nok til en 15 tommers bærbar og er udstyret med den helt rigtige mængde åbne og lynslåslukkede lommer til alt, man normalt har brug for.
26 / 51
Sony fortjener anerkendelse for i 2012 at have skabt hybriden mellem alt-i-en-pc'en og tablet-pc'en, men Lenovo har perfektioneret denne vision med sin IdeaCentre Horizon 27.
Det er en rigtig god familie-pc med sin 27-tommers berøringsskærm og mulighed for tilslutning af trådløst pc-tilbehør. Men herudover kan du trække stikket ud og tage den med ind i stuen uden strømforsyning og stadig have mere end tre timers familieunderholdning, før du skal til at tænke på at slutte den til strøm igen.
27 / 51
Motorolas bedste Android-telefon har hverken de mest imponerende specifikationer eller den største skærm. I stedet kan selskabet flotte sig med en overordentlig brugervenlig smartphone.
Ved hjælp af indbyggede sensorer opdager Moto X, når du har telefonen i hånden og viser automatisk klokkeslættet. Active Display-funktionen aktiverer skærmen, hver gang du får en meddelelse, så du kan se, hvilken app der forsøger at få din opmærksomhed. Ovenpå Google Now er lagt Touchless Control, så du kan bruge talekommandoer.
Og det er blot to af telefonens fantastisk brugervenlige funktioner.
28 / 51
Køb af vejrstation er ofte tegn på alderdom i lighed med uforklarlig og pludseligt opstået interesse for canasta.
Men Netatmos tilgang til vejrstationer er så hightech, at der ikke kan være noget at bekymre sig om. Designet er meget moderne og vejrforholdene kan aflæses ved hjælp en app til smartphone.
Dataene kan endda deles på sociale medier. Så kom ikke og sig, at vi er blevet gamle!
29 / 51
Ingen andre af årets panoramisk brede pc-skærme slår NEC's MultiSync EA294WMi.
Ikke alene måler dette monster 29 tommer (med en opløsning på 2560 gange 1080 pixel i formatet 21:9), men IPS-panelet kan drejes, så det vender som portræt i stedet for landskab. Det kan være meget praktisk, hvis man for eksempel arbejder med store regneark eller billedbehandling.
Skærmen har fremragende billedkvalitet og er udstyret med så godt som alle de porte, du kan komme i tanke om (heriblandt Mobile High-Definition Link til tilslutning af en Android-enhed til skærmens HDMI-port).
30 / 51
Googles anden-generation Nexus 7 med en skærmopløsning på 1980 gange 1200 pixel, trådløs opladning, en processor på 1,5 GHz og to GB RAM er en af vores favorit-tablets. Det bedste af det hele er dog, at Nexus 7 tilbyder den rene Android-oplevelse uden den ene eller anden producents påklistrede brugergrænseflade. Det betyder også, at den uden forsinkelser vil modtage opdateringer af styresystemet direkte fra Google.
Se vores test her: Test: Gennemført lækker Android-tablet
31 / 51
Microsoft Office er ikke ligefrem nogen nyhed - men det er Office-as-a-service.
Med Office 365 Home Premium kan du abonnere på kontorpakken for 79,99 kr. om måneden eller 799,00 kr. om året. Mens den lokalt installerede Office 2013 kun giver licens til en enkelt maskine, giver et Office 365-abonnement ret til at installere hele Office-pakken på op til fem pc'er og Macs plus fem Android-telefoner og iPhones.
Herudover inkluderer Office 365 synkronisering af indstillinger og filer, øjeblikkelige opdateringer, Office on Demand, 20 GB ekstra lagerplads på SkyDrive samt 60 minutters Skype-opkald hver måned til telefoner i mere end 40 lande/områder.
32 / 51
De fleste NAS-drev er relativt basale lager-enheder, der ofte gemmes væk i et skab. Når de først er sat op, forbundet til netværket og tilknyttet som netværksdrev, kan den fysiske boks fint gemmes af vejen.
Det er dog anderledes med QNAP's TS-469 Pro, som desuden er et af de hurtigste NAS-drev, vi har testet. Hvor de fleste NAS-drev har en ret primitiv grafisk brugergrænseflade, benytter QNAP en implementering af XBMC (open source og tværplatform software til medieafspilning).
Selvom TS-469 Pro tilsluttes netværket ligesom alle andre NAS-drev, har den også en HDMI-port og en infrarød-modtager, hvilket gør det muligt at slutte den direkte til dit HD-tv og styre den direkte ved hjælp af en fjernbetjening, der fås som ekstraudstyr fra QNAP, eller ved hjælp af QNAP's gratis Qremote-apps til Android og iOS.
Se vores test her: Test: Hurtig netværksharddisk til superbrugeren
33 / 51
Razer Blade er et passende navn til denne bærbar, der kun er knap 17 millimeter tyk, på trods af at den indeholder en Intel Core i7-processor fra den dyre ende, et dedikeret grafikkort fra Nvidia, otte GB RAM og 256 GB SSD.
Disse komponenter gør denne meget slanke gaming-bærbare i stand til at levere en ydeevne, der næsten er på linje med tykkere og tungere bærbare, som er designet til at gøre det ud for stationære, såsom Origin EON 17-S. Derudover leverer den mere end dobbelt så lang batterilevetid.
Hvis du vil spille nye spil såsom BioShock Infinite i timevis uden strøm, så er Razer Blade løsningen.
34 / 51
Der findes masser af gode gaming-mus på markedet, men der er ikke mange, der tager hensyn til venstrehåndede gamere. Razer beviser dog med sin gaming-mus Ouroboros, at det udmærket kan lade sig gøre at designe en mus, der kan bruges lige godt med begge hænder.
Udover at den ser godt ud, kan Ouroboros fuldt ud tilpasses både fysisk og med hensyn til funktioner. Musen har en utroligt god respons og præcision, på trods af at den er trådløs. Gamere, der frygter lag, kan tilslutte USB-kablet, men vi oplevede ingen problemer.
35 / 51
Der lanceres hvert år en masse nye gaming-tastaturer og nogle af dem er vældig gode. Men et tastatur skal være virkelig fantastisk for at komme med på vores liste. Og det er Roccat Ryos MK Pro.
Roccat har taget sit i forvejen fremragende tastatur Isku FX og tilføjet mekaniske taster. Hver tast kan programmeres individuelt, og der kan tilsluttes hovedtelefon direkte til tastaturet, så du undgår at rode rundt nede ved computeren.
36 / 51
Roku 3 er et af de bedste produkter til video-streaming, der findes.
Med understøttelse af dual-band Wi-Fi, 7.1 surround sound og mere end 750 indholdskilder (heriblandt Netflix, Amazon Instant Video og PBS), kan denne lille sorte puck faktisk erstatte din tv-pakke.
Roku 3 indeholder en forbedret og forenklet brugergrænseflade, hvilket fjerner et af platformens historiske svage punkter, og den medfølgende fjernbetjening indeholder et stik til hovedtelefoner, så du kan se film uden at forstyrre andre i rummet.
37 / 51
Ikke alle synes om den gigantiske 5,7 tommers skærm på Android-telefonen Galaxy Note 3, men det kan være virkeligt rart med så stor en skærm. Herudover har telefonen en fantastisk batterilevetid og den inkluderede stylus, S-Pen, er utroligt nyttig, hvis du tager noter på telefonen.
Processoren på 2,3 GHz og tre GB RAM giver kraft til denne kolossale smartphone, der faktisk kan gøre det ud for en tablet på syv tommer. Galaxy Note 3 er en af de hidtil bedste af disse såkaldte "tablet phones".
Se vores test her: Test: Samsung Galaxy Note 3 mod HTC One Max i giganternes kamp
38 / 51
Hvis du absolut er nødt til at bære et Bluetooth-headset på gaden, så kan du gøre det lidt mindre træls og iøjnefaldende ved at vælge Samsungs HM3300.
Det opretter hurtigt forbindelse til din telefon via NFC, inkluderer en række forskellige øresnegle og (vigtigst af alt) giver en ren og naturlig lydkvalitet. Det klarer endda i en imponerende grad at blokere vindstøj.
39 / 51
Med Samsungs NX300 kan du tage fremragende billeder uden overhovedet at røre ved kameraet. Brug lidt tid på at udforske de mange imponerende optagetilstande og du vil blive belønnet med endnu bedre billeder.
NX300 har en masse innovative funktioner heriblandt en 3,31 tommers AMOLED-skærm, der kan vippes, indbygget Wi-Fi og NFC, samt mulighed for at synkronisere kameraet til din smartphone.
Samsung inkluderer Adobe Photoshop Lightroom, som du kan bruge til at redigere Raw-filer fra NX300. Det er et kompaktkamera i særklasse.
40 / 51
Sonos er kongen af trådløse musikanlæg, men det kan blive meget dyrt at udstyre alle rum i hjemmet med en højtaler.
Det laver den nye Sonos Play:1 dog om på. Den er kraftig nok til at fylde ethvert rum op med lyd, men til en meget beskeden pris er der bedre råd til at placere disse trådløse højtalere rundt om i hjemmet.
Sætter du to op sammen, kan de også konfigureres som et stereopar. Eller du kan forbinde flere til en Sonos Playbar for at skabe et trådløst surround sound-system.
Se vores test her: Test: Sonos minihøjttaler er praktisk, kvadratisk og genial
41 / 51
Når man tænker på Intels Ultrabook-standard, er det en slank, stærk og smuk bærbar såsom Sonys VAIO Pro 13, man ser for sig.
Med sit ydre af kulfiber måler VAIO Pro 13 kun godt 1,7 cm i højden og vejer kun lige over et kg. Skærmen med en opløsning på 1920 gange 1080 pixel nyder godt af Sonys ekspertise i at bygge tv i høj kvalitet, og SSD'et på 128 GB hjælper til at give maskinen hastighed og den lange batterilevetid på mere end seks timer.
Det er kun 3D-spil, som denne Ultrabook ikke er egnet til på grund af den integreret grafik.
42 / 51
Sphero er en robot-kugle, du kan fjernstyre ved hjælp af en smartphone-app. Den lyser. Den kan rulle afsted med otte kilometer i timen. Den kan klare forhindringsbaner. Når du bliver bedre til at styre den, bliver du belønnet med ting som højere hastighed.
Og så findes der et SDK. Med en app fra en tredjepart kan du bruge Sphero til at øve dine golfsving. Andre apps benytter augmented reality.
For at opsummere: Det er en robot-kugle, der fjernstyres via smartphone. Hvad mere har du brug for at vide?
43 / 51
Lyden er en ofte undervurderet del af mange computerspil, og kan have store æstetiske såvel som praktiske konsekvenser for oplevelsen og gameplayet.
Det er derfor, headsets i dag er blevet en vigtig del af gameres udstyr. Og headsettet SteelSeries Siberia Elite er et af de bedste på markedet. De fleste producenter placerer knapper til justering af lydniveau et sted på kablet, hvorimod SteelSeries placerer dem på selve hovedtelefonerne i form af en drejeskive.
De store ørepuder gør headsettet ekstremt behageligt at have på, lyden er fantastisk og udseendet er endnu bedre.
44 / 51
De findes billigere hybride enheder med Windows 8.1, men kun få er lige så smukt designet eller lige så nemme at have med på farten som Microsofts bedste Surface-tablet.
Selvom den ikke er tykkere end godt 13 millimeter indeholder den op til otte gigabyte RAM, 512 GB SSD-lagerplads og en Core i5 Haswell-processor i Ultrabook-kaliber. Det er lækkert med den medfølgende stylus, men endnu mere interessant er Microsofts nye Type Cover med bagbelyste taster.
Sammen med Microsofts kommende dockingstation bliver Surface Pro 2 en erstatning for såvel tablet, bærbar og stationær pc.
Se vores test her: Test: Surface Pro 2 er noget helt specielt
45 / 51
Microsoft og Sony har begge lanceret nye spillekonsoller i år, men Microsofts Xbox One er med på listen, fordi den er et komplet underholdningssystem til hjemmet både i forhold til tv, film og spil.
De spil, der var tilgængelige ved lancering, presser rigtig meget ud af platformen. Hardwaren er nem at integrere med resten af hjemmets underholdningssystem, og alt kan styres med talekommandoer.
Den nye konsol har brug for nogle mindre justeringer - for eksempel fungerer styring ved hjælp af håndgestik ikke optimalt - men Microsoft har virkelig ramt hovedet på sømmet med hensyn til hardwaren. Xbox One vil kun blive bedre, som tiden går.
46 / 51
De fleste producenter dropper at tage hensyn til vægten, når de designer bærbare, der skal gøre det ud for en stationær pc. Det gælder ikke Toshiba.
Med Qosmio X75 A7298, er det lykkes Toshibas ingeniører at pakke en 17 tommer skærm, en Haswell Core i7 CPU, 16 GB RAM, 256 GB SSD, en TB harddisk og en Blu-ray-brænder ind i et kabinet af aluminium, så denne højtydende bærbar kun vejer lige over tre kg.
47 / 51
At eje Connected Datas eksterne harddisk Transporter 2.0 er stort set ligesom at abonnere på Dropbox eller en anden af de mange cloud-baserede storage-tjenester.
Når du gemmer en fil på din pc, vil en kopi automatisk blive sendt til Transporter. Den fil vil herefter automatisk blive kopieret til alle dine andre pc'er, hvis du da har installeret Transporter-software på dem.
Hvis du køber to eller flere Transporter-enheder og sætter dem op på forskellige adresser, vil de synkronisere med hinanden, og du vil have beskyttet dine data mod ting som tyveri og ildebrand.
48 / 51
Hvis du kan se bort fra den skuffende app-butik og den forvirrende brugergrænseflade med startskærmen med dens Live Tiles - som Microsoft på dansk slet og ret kalder felter - har Windows 8 hele tiden været et solidt styresystem alene af den grund, at skrivebordsmiljøet bygger videre på Windows 7.
Man får et forbedret filsystem, hurtigere ydeevne og elegant cloud-integration. Og med Windows 8.1 tilbyder Microsoft konventionelle pc-brugere endnu mere heriblandt muligheden for at starte direkte op i skrivebordsmiljøet samt forskellige funktioner, der gør forskellen mellem den "gamle" og "nye" Windows mindre udtalt.
49 / 51
WS-30 er en robust badevægt i god kvalitet, der viser vægt og BMI i realtid, og som desuden kan forbindes til en smartphone-app via Wi-Fi eller Bluetooth og på den måde hjælpe dig til at holde styr på din vægt.
Den kan automatisk genkende op til otte forskellige familiemedlemmer, så det er de rette data, der sendes til de rette mobil-apps. WS-30 kan desuden synkronisere med produkter fra udvalgte partnere. For eksempel kan oplysninger om vægt og BMI vises direkte på armbåndet Jawbone UP.
50 / 51
Hvis du elsker tv, så gør dig selv en tjeneste og anskaf en TiVo Roamio Plus (1 TB lagerplads), en Roamio Pro (3 TB lagerplads) eller en helt almindelig Roamio.
Udover at optage live tv kan TiVos apparater også blandt andet afspille videoer fra Netflix og YouTube, de understøtter sport-apps såsom MLB.TV, optagelser kan overføres til mobile enheder, og du kan se live tv fra hvor som helst.
Vær dog opmærksom på, at den almindelige Roamio har brug for TiVo Stream-boks for at få de sidstnævnte funktioner.
51 / 51
En hær af annoncører og deslige tracker konstant vores færden på nettet. Det er problematisk, blandt andet fordi hvad, hvordan og hvornår vi browser, afslører utroligt meget om os.
Det er her, Abines DoNotTrackMe kommer ind i billedet. Det er et brugervenligt tredjeparts-plugin til din browser, der forhindrer websites i at spore din færden på nettet og aflure personlige oplysninger om dig. På et kontrolpanel får du en oversigt over hvilke websites, du aktuelt blokerer, ligesom der gives anbefalinger om blokering af specifikke websites, der sporer brugernes browseradfærd.
Version 3.0 af plugin'et indeholder værktøjer, der beskytter alle personlige eller økonomiske oplysninger, der eventuelt blottes i forbindelse med e-handel.
Oversat af Thomas Bøndergaard