1 / 13
Nogle af disse spil er svære fra start til slut. Nogle indeholder blot en sindssygt frustrerende sekvens eller gameplay-element. Men alle disse spil vil få dig til at slå i bordet, ødelægge noget eller måske råbe højt nok til at vække hele nabolaget.
På trods af frustrationen vil ingen af spillene dog give dig lyst til at lægge dem fra dig.
Det er et had/kærlighedsforhold, som du er nødt til at vænne dig til.
Med den advarsel starter vi vores gennemgang af selvpineri med et lille indie-spil, du kommer til at starte forfra igen og igen. Og igen.
Skrevet af Alex Cocilova
2 / 13
Du har foretaget enhver tænkelig forhåndskontrol. Du er udstyret til op over begge ører med de bedste våben, det bedste mandskab og den bedste teknologi. Du er sikker på, at dine strategier som rumkaptajn er skudsikre.
Men så fyrer du direkte ind i en supernova, der er bevogtet af fjendtlige droner, og derfra går det kun ned ad bakke. Det er tid til at starte forfra.
FTL er et af de spil, hvor man kommer til at lave fejl hundrede gange på hundrede forskellige måder, men som man alligevel bliver ved at vende tilbage til. Det er et af de sjældne spil, hvor selv det at mislykkes er underholdende.
3 / 13
Alt for mange spil behandler os som hjælpeløse skvat. De holder os i hånden og fører os igennem enhver udfordring med ruteangivelser, vejledning og al mulig anden form for hjælp. Det ryger dog alt sammen på bålet i Dark Souls, så her er vi på egen hånd.
Fangekældrene er overstrøet med fælder, der er overordentligt svære at opdage. Det er som regel først, når du er brudt i flammer eller blevet knust, at du opdager faren. Så se dig for!
Men det at lære af sine fejltrin er noget af det mest underholdende ved hele spillet. Som spiller opøver man efterhånden en ekstrem opmærksomhed på sine omgivelser. Spillet er svært, men fordi man oplever sig selv blive bedre, er det meget vanedannende.
4 / 13
Når de fysiske love ikke er, som de plejer, har tingene det med at blive vanskelige.
Generelt anbefaler vi Braid, hver gang vi får chancen for det, men dette er nok den hidtil mest passende sammenhæng at nævne dette fascinerende spil med dets kryptiske historie og foranderlige spilmekanik, der for eksempel gør det muligt at spole tiden tilbage, når man dør.
Det kræver tid og hjerne at gennemføre Braid, men oplevelsen er hele indsatsen værd.
5 / 13
Hvad er der at sige om zombieapokalypsen? Det bliver svært at overleve! Du finder død - og tro os, døden finder dig - i dette zombie-mod til militærsimulatoren Arma 2.
Som spiller starter du helt uden udstyr i en zombieinficeret ødemark, hvor du er nødt til at søge efter mad, værktøj og våben. Men vær på vagt overfor de andre overlevende, for de har brug for de samme ting og vil ikke tøve med at dræbe dig for en dåse bønner. Når det sker, starter du forfra - uden udstyr.
På trods af sværhedsgraden og den stejle læringskurve er dette mod underholdende og vanedannende. Vi garanterer, at du ikke lægger spillet fra dig, så snart du dør første gang.
6 / 13
QWOP er noget nær det dummeste tidsspilde, der findes på internettet, men det er utroligt sjovt - hvis du kan holde din trang til at kaste tastaturet ud af vinduet under kontrol.
Det eneste, man skal, er at kontrollere en sprinters lår og lægge i et hundredemeterløb ved hjælp af tasterne Q, W, O og P. Det lyder da let nok, gør det ikke? Så snart man trykker på nogen af de taster, indser man dog, hvor afsindigt svært dette spil er.
Spillet er gratis og spilles i browseren.
7 / 13
Kan du huske, da der var udfordrende sidescrollere til, og det hele handlede om at komme øverst på highscoren? Dengang spil faktisk krævede færdigheder, og dine initialer var berømte nede i spillearkaden. Med Super Meat Boy kan du vise, at du stadig har, hvad der skal til.
Som spiller styrer du karakteren Meat Boy, der er en fedtet klump kød, mens du skal undgå kødkværne og andre farlige forhindringer. Du får brug for hurtige reflekser og en sans for timing, men måske kan du også klare dig med overnaturlig tålmodighed og vredeshåndtering i verdensklasse.
Når du endelig gennemfører en bane og slipper controlleren i udmattelse (vi anbefaler at bruge en gamepad-controller), får du fornøjelsen at gense på ét og samme skærmbillede, samtlige gange du døde på den givne bane. Det kan dreje sig om hundredevis af gange. Det er en helt særlig oplevelse.
8 / 13
I dette spil vil du opleve at stå i meget svære situationer. Du kommer til at ønske, at der var en let udvej. Men når det kommer til at sparke røv på rumvæsner, så handler det om taktik, ben i næsen og en smule held.
Først skal man samle en enhed af soldater, der skal tage kampen op mod truslen fra rummet. Herefter skal du udstyre og oplære dine mænd, så de kan få held med at dræbe fjenderne.
Hvis du spiller XCOM: Enemy Unknown ordentligt, så kommer du ikke til at starte forfra, ligegyldigt hvor slemt det bliver. Men du er nødt til at være snarrådig for at slippe levende fra svære situationer og undgå game over. Det kan blive frustrerende til tider, men når det lykkes, er det en stor tilfredsstillelse.
9 / 13
Hvis du kun har tid til at spille i 30 eller 40 sekunder, så prøv Super Hexagon. Her skal du styre en lille trekant igennem en labyrint af vægge, der hele tiden flytter sig og skifter retning. Du er game over, når du rører en væg. Du kan anse det for en succes, hvis du holder i 60 sekunder.
Den snurrende musik og grafik giver tilsammen en hypnotisk oplevelse, som man kan bruge timevis på, hvis man ikke bliver for rundtosset. Se denne trailer, hvis du vil have en smagsprøve - og sørg for at have rigeligt med øjendråber på lager, for du får brug for dem.
10 / 13
Dette banebrydende og gådefulde spil er elsket vidt og bredt for sin humor, stemmeskuespil i topkvalitet og innovative gameplay. Men det er også dejligt frustrerende.
Som spiller skal man bruge sin "portal gun" til at lave portaler igennem tid og rum, så man får adgang til ellers utilgængelige steder. Hvad enten du spiller solo eller sammen med en ven, vil der være rigeligt med udfordringer.
11 / 13
Hvis du er ude efter et sjovt, gratis og udfordrende spil at spilde noget tid på, så har League of Legends alt, du har brug for. Spillet er halv MMO, halv strategispil i realtid. Det er svært at lære og endnu sværere at blive rigtig god til.
Men fordi spillet i så høj grad drejer sig om samarbejde, kan det være overvældende at melde sig på banen som ny spiller.
Vær klar til at modtage kritik, for de erfarne spillere holder ikke igen med at lade dig vide, når du gør noget galt. Men når du først har fået lidt erfaring, vil du elske hver helts komplicerede spillestilarter (og der er mange) og føle den fælles glæde, når dit hold vinder.
12 / 13
I Cart Life spiller du rollen som selvstændig gadesælger med det mål at udforske, hvor hårdt et liv der følger med det job.
Den gratis udgave af denne sort-hvide sidescroller gør det muligt at spille som enten kaffesælger eller avissælger. Med hver karakter følger særlige udfordringer og personlige dæmoner. Oplev karakternes afhængigheder, ansvar og håb om et anstændigt liv. Kære gamer, mød det virkelige liv.
Med sit dystre og trøstesløse tema er dette spil en interessant behandling af arbejdsklassens rotteræs, og hvad der kræves for at komme igennem dagen.
13 / 13
The Walking Dead er ikke som sådan frustrerende, hvad angår gameplay eller sværhedsgrad.
Det er et ret ligetil point-and-click adventure-spil, der kun fra tid til anden kræver noget af spillerens tankevirksomhed og reflekser. Men den medrivende fortælling kan give en følelse af både sorg og frustration - med spillets tema bør det dog heller ikke være anderledes.
Når du endelig begynder at stole på (og måske endda synes om) dine medoverlevende i zombiapokalypsen, går det hele galt. Enhver kan til enhver tid dø, blive såret, svigte dig eller miste noget af værdi, og det er som regel uden for din kontrol.
Du spiller en helt almindelig mand, der forsøger at opretholde noget, der bare minder om normalitet, mens samfundet falder sammen om ørerne på dig.