1 / 12
Sjællandske Computersalg er en af de få tilbageværende it-butikker på internettet, som står uden for de store butikskæder som Elgiganten, Expert/Proshop, Dustin eller Komplett.
Computersalgs omsætning endte sidste år på imponerende 230 millioner kroner, hvilket er en vækst på mere end 25 procent sammenlignet med året før.
2 / 12
Direktør Kim Rand har siden virksomhedens start i 1996 været hovedejer af Computersalg.
Ligesom de fleste andre virksomheder i it-branchen har Computersalg været ramt af den økonomiske krise i 2008 og 2009. Men de seneste år er man tilbage på sporet med pæne overskud på omkring en million kroner årligt.
"Nøglen til vores forretning er volumen, og hvor billigt vi kan håndtere den enkelte ordre," siger Kim Rand, som forventer at komme ud af næste regnskabsår med et plus på 2-3 millioner kroner.
3 / 12
Salg og levering af varer styres af Computersalgs eget-udviklede CRM-system, som følger den enkelte vare, fra kunden afgiver sin ordre, til den er pakket og klar til afsendelse.
Hver dag året rundt ekspederer Computersalg tæt på 500 ordrer til sine kunder.
4 / 12
Også når det gælder it-varer, er pris, bredt varesortiment, effektiv logistik og hurtig levering de vigtigste konkurrenceparametre i online-salg.
Det har Computer salg taget konsekvensen af og holder også sit lager åbent om søndagen. Det betyder, at ordrer, der kommer ind i weekenden, kan ligge ude hos kunden allerede om mandagen.
På billedet er det Søren Lind, der er ved at pakke og scanne varer til en kunde.
5 / 12
For et år siden rykkede Computersalg teltpælene op og flyttede fra Lille Skensved ved Køge og 10 kilometer vestpå til nye og større lokaler på i alt 2800 kvadratmeter i Borup.
Udover 1000 kvadratmeter lager og det nye 200 kvadratmeter store butikslokale giver de nye lokaler også rigeligt med plads, som de 25 medarbejder kan boltre sig på. Men perspektivet er ifølge direktør Kim Rand, at det nu er muligt at udvide forretningen yderligere.
"I onlinesalg kan man enten vokse ved at udvide sit sortiment eller det geografiske område, man dækker. Derfor har vi ambitioner om at udvide vores salg til Sverige. Vi kan levere til kunder i Stockholm fra dag til dag, så Sverige er et rigtig interessant marked," siger Computersalgs direktør Kim Rand.
6 / 12
Mens konkurrenter som Dustin og norske Komplett har deres varelagre placeret i Sverige og Norge og Proshop/Expert holder til i Aarhus, så roser Computersalg sig af at være den eneste større it-onlinebutik med eget lager på Sjælland.
Det giver en stor fordel i forhold til kunderne i hele hovedstadsområdet og resten af det sjællandske opland, siger Kim Rand.
7 / 12
Mange af Computersalgs 23 ansatte har erfaring med sig fra andre forhandlere af forbrugerelektronik.
"Mange af vores ansatte kommer fra Elgiganten, hvor de var trætte af lange arbejdsdage og meget weekendarbejde. Der er vi jo primært en webbutik, der lukker ned mellem klokken 17 og 18. Men så har vi selvfølgelig søndagsåbent i juleperioden," lyder det fra direktør Kim Rand.
8 / 12
Effektiv service og hurtige reparationer af defekte varer er et must, hvis man vil holde online-kunder glade.
Computersalgs værksted holder omkring fem mand beskæftiget.
9 / 12
Stregen på gulvet er ikke malet for sjov. Her er der adgang forbudt for alt andet end Apple-produkter og certificerede teknikere.
Trods de skrappe krav har Computersalg valgt at blive certificeret som officielt Apple-værksted, hvor man kan tage imod garantireparationer med originale reservedele til kunder fra hele København og især Sjælland.
Hos Computersalg forventer man, at den satsning vil være med til at trække nye kunder til.
Direktør Kim Rand ønsker dog ikke at fortælle detaljer om aftalen med Apple, som for eksempel hvor stor fortjeneste han får på hver enkelt reparation.
"Apple stiller meget detaljerede krav til os, men hvis man gør sit arbejder ordentligt, tjener man fornuftigt på Apple-reparationer," siger Kim Rand.
10 / 12
Effektiv varehåndtering og lave omkostninger er nøglen til at tjene penge på online-markedet. Hos Computersalg er man lige nu i gang med at teste denne lagerrobot, som skal tages i brug inden julesalget.
Robotten kan rumme i alt 500 kasser, som er ideelle til at pakke de mange og meget forskellige varer, som er på lager. Robotten er installeret i et nybygget otte meter højt tårn, men optager til gengæld kun 20 kvadratmeter gulvplads. Skulle de samme varer pakkes i et konventionelt lager ville det kræve 300 kvadratmeter.
11 / 12
Efter at Computersalg for et år siden valgte at at flytte virksomheden til adressen i Borup, har man også åbnet en fysisk butik som supplement til online-lager og serviceværkstedet.
For selvom indkøb på nettet er enkelt og hurtigt, foretrækker mange kunder stadig at se og røre varen , før de svinger Dankortet.
"Kun 6-7 procent af vores omsætning kører gennem butikken, enten som køb eller afhenting af varer bestilt på nettet. Men gennemsnitsavancen på et køb i butikken er højere - plus at vi så får kontakten til kunden direkte. Det giver mulighed for ekstra salg," siger direktør i Computersalg Kim Rand.
12 / 12
Hjælp og service til kunderne er onlinehandelens store udfordring.
Her bliver der tænkt over, om det nu er det helt rigtige headset, man har fat i. De to kunder har set to forskellige modeller af varen på nettet, men er i tvivl, om man skal købe den billige eller den dyre model.
Det endte med den billige model, og det lykkedes ikke at sælge andre varer i denne omgang. Men måske kommer de igen en anden gang.