1 / 15
Sidste uges store gadgetshow i Las Vegas, Consumer Electronics Show, er så godt som pakket sammen. Med en størrelse på omkring 35 fodboldbaner, fyldt med interessante dimser, er der lidt af hvert. Meget har vi set før, men der er altid nogle ting, der vil få dig til at løfte et øjenbryn (eller to). Her er 14 af dem fra i år.
2 / 15
Karotz er navnet på denne internet-tilsluttede kanin, der har tiltrukket sig opmærksomhed, siden den kom på gaden i 2005 under navnet Nabaztag. Nu er den tilbage i en ny udgave, der kan endnu mere. Kaninen koster omkring 130 dollar - knap 800 kroner - i USA. For de penge får du en lille robot, der nu reagerer på stemmekommandoer, kan opdatere din Facebook- og Twitterstatus, afspille musik og tjekke vejrudsigten med mere.
3 / 15
Nu kommer der hjælp til alle dem, der ikke kan bruge håndværkertricks til ølåbning. Med oplukker-skallen er din telefon beskyttet mod slag og fald og kan åbne både flasker og dåser. Til iPhone-modellen findes en gratis app, der tæller dit forbrug og spiller en lille lyd eller melodi, når du knapper op.
4 / 15
AfterShokz er en serie af høretelefoner, der leder lyden gennem dine kindben til det indre øre - på samme måde som du hører din egen stemme. Derfor sidder de foran øret i stedet for inde i øret. Derfor kan du bedre høre, hvad der sker omkring dig, hvis du bruger dem, mens du løber eller cykler. Sports-modellen koster lidt over 350 kroner.
5 / 15
LG havde en serie af smarte hvidevarer med på CES. Et af dem er et køleskab med softwaren Smart Manager, der gør den kolde kasse i stand til at holde øje med sit indhold. Du kan bruge en smartphone app eller køleskabets skærm til at tjekke lokationen og sidste salgsdato på dine fødevarer. LG's køleskab kan også komme med forslag til mad, du kan lave med de ting, du har i køleskabet.
6 / 15
Nybagte forældre kan nu genere venner og bekendte med endnu flere trivialiteter om deres unger. Denne baby-vægt sender vægtaflæsninger til internettet, hvor de kan aflæses fra smartphones og computere verden over. Nå ja, og selvfølgelig opdatere Facebook og Twitter, så ingen går glip af dit barns udvikling - om de vil eller ej.
7 / 15
Tobii Gaze er en ny smart måde at styre Windows 8 på. Den næste version af Windows vil have en ny start-skærm med små widgets, som ses på billedet. Det ligner noget fra en smartphone, og det er besværligt at styre med en almindelig mus. Svenskerne bag Tobii Gaze har lavet et system, der gør, at computeren ved, hvad du kigger på, hvilket gør navigationen meget lettere. Tjek denne video.
8 / 15
Vi har tidligere testet AR.Drone, der er en fjernstyret helikopter, du kan styre med blandt andet en iPhone. Du kan se, hvad helikopteren ser på skærmen med det indbyggede kamera. Den næste version kommer med HD-kamera (720p) og bedre sensorer, der skulle sikre større stabilitet.
9 / 15
SpareOne er en simpel mobiltelefon, der skulle kunne holde strøm i 15 år. Hvis du altså ikke bruger den. Telefonen bruger et Energizer Ultimate Lithium L91-batteri, men du kan også sætte helt almindelige AA-batterier i. Telefonen koster omkring 300 kroner og er tænkt som en backup-telefon til nødstilfælde. Taler du i telefonen, vil den holde 10 timer.
10 / 15
Sportiiis er et helbredssystem til knap 1.200 kroner og er målrettet atleter. Du tilslutter det til et par briller, hvorefter systemet vil give dig feedback på din træning. For eksempel viser dioderne i bunden af dit synsfelt dig, om din puls er optimal.
11 / 15
Tag denne hjelm på, og du er klar til at spille spil med moderne virtual reality. Hjelmen kører Android 4.0 og kan tilsluttes dine spil som den perfekte måde at styre på. Hopper du, så hopper din figur i spillet. Kig til højre, og spillet følger med. Det er fuld 3D og virker 360 grader rundt.
12 / 15
Intel fremviste på CES selskabets Nikiski-koncept til Ultrabooks. Med Nikiski får du en gennemsigtig touchpad, der giver dig adgang til basale funktioner som e-mail og sociale netværk. Også selv om din Windows 7-bærbare har skærmen klappet ned. Grafisk ligner det den kommende Windows 8, men det skulle være Intels eget software.
13 / 15
Her er endnu en smart hvidevare-dims. Med Samsungs nye vaskemaskiner kan du starte og styre maskinen fra en app på din mobil. Du kan også få en besked, når en vask er færdig.
14 / 15
Politiet bliver ikke lykkelige, hvis du leger med din mobil, mens du kører bil. Men med iOnRoad-app'en fra Picitup burde din mobiltelefon gøre din kørsel mere sikker. App'en advarer dig om, at du kører for tæt på andre biler og måler din fart.
15 / 15
iBallz er navnet på et fjollet beskyttelsessystem til din iPad. Nogle skumgummikugler i hjørnerne og en elastik omkring skulle sikre din tablet. Men det ser forfærdeligt ud.