1 / 14
Er det iPhone 4? Nej, det er iPhone 4S.
Der var intet nyt under solen til designelskerne fra Cupertino. Apple valgte at gentage historien om iPhone 3GS, hvor ny indmad blev lagt i det gamle design.
Der er faktisk intet nyt at sige om designet. Det er nemlig alt det indeni, der tæller.
2 / 14
Den største nyskabelse i iPhone 4S er processoren. Det er en dual-core A5 chip, der gør telefonen mere effektiv.
Grafikken er op imod syv gange hurtigere end hidtil, og chippens hurtighed sparer desuden på batteriet. Du kan altså også se frem til en iPhone, der lever længere ad gangen.
3 / 14
Endelig begynder Apple at følge med, når det kommer til kameraet i telefonen. iPhone har længe haltet bagefter konkurrenterne på det punkt, men nu tager iPhone 4S revanche.
Kameraet er udstyret med 8 megapixel, og resten af kameraindmaden har fået en ordentlig ansigtsløftning.
4 / 14
Nu kan du foretage basisredigeringer direkte på iPhone 4S uden at hente apps til formålet.
Du kan nemlig beskære billeder, fjerne røde øjne og forbedre billederne direkte fra albummet.
5 / 14
Endelig surfer iPhone også på HD-bølgen. iPhone 4S kan nemlig optage video i 1080 pixel HD.
Videokameraet indeholder desuden en billedstabilisator, der kompenserer for dine rystende hænder.
Efterfølgende kan du redigere dine videoer til små filmiske mesterværker direkte på telefonen.
6 / 14
Apple vil for alt i verden undgå antenneproblemer i stil med dem, der opstod, da iPhone 4 sidste år så dagens lys.
Derfor er der nu en intelligent antenne placeret i iPhone 4S. Det smarte er, at telefonen hele tiden skifter mellem to antenner til afsendelse og modtagelse af signal.
Det intelligente system giver dig desuden en stærkere forbindelse til datanetværket, så du blandt andet kan downloade med højere hastigheder.
7 / 14
Apples cloud-service har været undervejs længe, og der har været talt om den et godt stykke tid.
Nu kommer iCloud så, og det åbner for nye muligheder for dig og dine mobile enheder.
Med iCloud kan du have en backup af dine filer liggende "i skyen", og du kan tilgå filerne fra både din iPhone, Mac, PC og iPad. Hvis du ændrer i en fil på din Mac, synkroniseres det i øvrigt af sig selv på alle dine enheder.
8 / 14
iPhone 4S bliver født med den seneste version af iPhones styresystem iOS 5. Apple fortæller, at der er over 200 nye funktioner i denne version. Du får nogle af dem her.
Notification Centre holder styr på alle dine notifikationer - fra kalenderen, telefonen, beskeder osv.
iMessage tillader dig at skrive beskeder via Wi-Fi-forbindelsen - ganske gratis vel at mærke. Det svarer til gratis sms, hvis du og modtagerens telefon begge er opkoblet til et trådløst netværk.
Twitter Integration henvender sig til Twitter-brugere. Du kan logge ind og "tweete" direkte fra telefonen.
9 / 14
Reminders er en længe savnet feature på iPhone. Det er en to-do-liste, hvor du kan krydse tingene på listen af, efterhånden som du får dem gjort.
Photos introducerer helt nye funktioner for eksempelvis redigering i iPhone som beskrevet tidligere.
Camera Enhancements lader dig åbne kameraet direkte fra den låste iPhone. Når skærmen er låst, kan du blot trykke på "skru op"-knappen på siden, så åbnes kameraet. Der er aldrig en undskyldning for ikke at forevige specielle øjeblikke.
10 / 14
Newsstand er et samlingssted for dine avis- og magasinapps. Med andre ord har du din egen lille aviskiosk direkte på din iPhone.
Safari i iOS 5 fjerner reklamer og andet fyld, når du læser artikler på nettet. Du har også mulighed for at gemme en artikel eller hjemmeside, så du kan læse den senere.
PC Free gør det muligt at aktivere og opsætte din iPhone med det samme du pakker den ud af æsken - og du skal hverken bruge en PC eller Mac som hjælp.
11 / 14
Siri er et stemmegenkendelsessystem, Apple har fået fingrene i. På iPhone 4S betyder det, at du har fået dig en helt ny samtalepartner, der gerne hjælper dig med en hel masse.
Du kan få Siri til at ringe dine venner op, du kan diktere dine sms'er, få læst sms'er og emails højt, og så kan Siri hjælpe dig med at finde eksempelvis restauranter.
Det er dog ret tvivlsomt, om Siri kommer til at fungere på dansk.
12 / 14
Der er aldrig mere nogen undskyldning for ikke at sende din mor et kort, når hun har fødselsdag.
Apple har lanceret et kortservice, hvor du kan designe og skrive dit kort til mor direkte på din iPhone. Du kan derefter betale og angive modtageradressen et hvilket som helst sted i verden.
Apple sørger så for at printe det ud og sende det. Du betaler via dit Apple-ID, som du også bruger til eksempelvis iTunes og App Store.
Der er endnu ingen danske priser, men i USA koster det 3 dollar at sende til amerikanske adresser og 5 dollar til resten af verden.
13 / 14
Tirsdagens lancering bød også på en prisnedsættelse på iPod Touch. På den kan du i øvrigt nyde alle iOS 5's lyksaligheder undtagen telefonfunktionen.
Så hvis du vil udforske iOS-universet uden at punge ud for en iPhone, er en iPod Touch en mulighed.
14 / 14
En ny og forbedret iPod Nano er også på vej.
Prisen er sat ned, og så er der indsat en træningsfunktion, så du kan bruge din iPod som personlig træner.
Den kan blandt andet bruges som skridttæller og som armbåndsur.