1 / 15
HBO åbnede i sidste uge døren på klem til sin videotjeneste, der skal konkurrere med Netflix, YouBio og ViaPlay.
I første omgang var det kun personer, som havde fået en voucher i forbindelse med et køb af et Samsung-produkt, der fik adgang.
Men efter et par dage blev de personer, som havde tilmeldt sig HBO Nordics nyhedsbrev, også tilbudt adgang.
Modsat konkurrenterne er det ikke muligt at få en gratis prøveperiode uden at binde sig til et seks måneders abonnement.
Det koster 79 kroner at få ubegrænset adgang til HBO Nordic om måneden.
På de næste sider kan du dog få et kig ind i HBO-universet uden at hive dankortet frem.
2 / 15
Mens især Netflix er at finde på alt fra Smart-tv til konsoller og tablet-pc'er, har HBO Nordic noget mere begrænset afspilningsmuligheder.
Det er muligt at afvikle HBO Nordic fra browseren på computeren (der kan kobles til fladskærmen i stuen).
Før HBO vil køre, skal plugin'et Widevine installeres på din computer. Desuden kræver det, at du har den nyeste udgave af Flash Player.
Direkte afspilning på tv kan i øjeblikket udelukkende foregå via Samsungs nyere fladskærme, der har fået et lille forspring i forhold til konkurrenterne.
Der skal downloades en app fra Samsungs app-butik, som der er adgang til, når fladskærmen har internetforbindelse.
I øjeblikket arbejder HBO på apps til blandt andet iOS, mens HBO kører på nogle Android-mobiler. Du kan se, hvordan det ser ud, senere i dette galleri.
3 / 15
Sådan ser HBO Nordic ud, når det åbner første gang. I toppen cykler store billeder for noget af indholdet på videotjenesten.
I øverste højre hjørne er der adgang til indstillinger og sortering. Det er muligt at vælge mellem serier og film.
4 / 15
Der er ikke nogen hemmelighed, at HBO Nordic storsatser på tv-serier. Modsat alle de andre tjenester som Netflix, YouBio og ViaPlay producerer HBO alle sine serier selv.
Netflix er også så småt begyndt at producere sine egne, men det kan på ingen måde måle sig med indholdet hos HBO Nordic.
5 / 15
Mens YouBio eksempelvis har nogle serier, hvor der kun er adgang til de nyeste sæsoner, har HBO Nordic den samlede pakke.
Her er det eksempelvis alle sæsoner af "The Wire".
Konkurrenten Netflix tilbyder også en hel del serier, men de har sjældent de nyeste sæsoner.
6 / 15
Hver tv-serie har sin egen side på HBO Nordic.
Her kan vælges, hvilket afsnit som skal ses. Der er også muligt at tilføje afsnittet til en 'watchlist'.
Dermed kan det ses på et senere tidspunkt.
7 / 15
Der er danske undertekster på film og tv-serier i HBO Nordic.
Da vi testede her med "The Newsroom", var teksten dog ikke synkron. Måske var det bare en enkelt smutter.
8 / 15
HBO Nordic tilbyder også film, og umiddelbart kan det virke pragende med en stor oversigt, men...
9 / 15
...indholdet er stærkt begrænset. Vi talte løs og fandt under 120 film - og af meget blandet kvalitet.
Her er blandt andet "Tilbage til fremtiden", "Scarface", "der Untergang", men også "Stop eller min mor skyder" med Sylvester Stallone.
Der - uden at fornærme nogen - næppe kan kaldes et mesterværk.
Vi kunne ikke umiddelbart spotte nogen danske film, men der var flere svenske.
10 / 15
Mens filmdelen er stærkt begrænset i forhold til konkurrenterne, kan HBO Nordic blære sig med hele 47 forskellige tv-serier, blandt andet ældre klassikere som "Band of Brothers" ("Kammerater i Krig").
I alt er der over 1.500 episoder ifølge HBO Nordic (vi har dog ikke selv talt efter...). Men enhver serie-nørd burde her kunne finde frem til en del timers underholdning.
Der vil løbende blive tilføjet indhold til videotjenesten. HBO har blandt andet lovet, at tv-serier, der vises i USA, vil være på HBO Nordic dagen efter - med danske undertekster
11 / 15
Med funktionen Mit HBO kan der holdes styr på filmkiggeriet.
Det er her, du finder din watchlist, og du kan se, hvad du tidligere har set...hvis du skulle have glemt det.
12 / 15
HBO Nordic kan køre på mobil, fladskærm og computer, men det kræver, at du registrerer dine enheder.
Du kan maksimalt have seks forskellige enheder knyttet til dit HBO Nordic abonnement.
13 / 15
HBO Nordic virker i øjeblikket på nogle Android-modeller - her er det Samsung Galaxy S III.
Interfacet er stort set det samme som i browser-udgaven.
Det er samspil mellem de to platforme, og derfor kan du tilføje udsendelser til din watchlist i eksempelvis browseren og se dem på mobilen.
14 / 15
HBO Nordic er bagud i forhold til Netflix, når det gælder om at være på så mange platforme som muligt.
En app til iPhone og iPad er dog ved at blive godkendt hos Apple, og der er også en app på vej til Xbox 360.