1 / 10
Du kan investere i et løbende abonnement for at se tv på din mobil. Men du kan også bare hente dette program, der streamer alverdens tv-kanaler lige ned i din mobil. Herunder en række danske kanaler, som ikke kan ses med iPhones almindelige, flash-retarderede weblæser.
Fra vores favoritliste kan nævnes: TV2 News, DR Update, Sky News, DR1, DR2 og DR Ramasjang. Kvaliteten er så god, at du også kan læse undertekster. Virker både med 3G og WiFi - men kræver typisk en 3Gs-model.
Pris: 18 kroner.
2 / 10
Måske kender du allerede www.LogMeIn.com, som lader dig fjernstyre andre computere via internettet. Hvis det skal fungere fra iPhone, må du til lommerne.
Men det er da vildt, at man kan sidde i bussen eller toget - og have fuld kontrol med pc'en derhjemme eller på arbejdet.
Styringen med mus og tastatur glider forbløffende nemt på den lille skærm. LogMeIn er også ideelt, når man skal løse problemer på andres computere. Familie og venner taber underkæben, når du tryller deres pc ned i din mobil.
Pris: 179 kroner.
3 / 10
Send din hjerne på førtidspension - og gem alle dine ideer og notater i dette program, hvor tekst, billeder og lydoptagelser går op i en højere enhed.
På rejser har du køreplaner og andre vigtige dokumenter lige ved hånden. Tekstgenkendelsen betyder, at du kan søge i billedernes tekst-indhold. Det er smart til visitkort.
Og hvis du under en middag støder på en god vin, snupper du bare et billede af etiketten. Evernote kan synkroniseres via web, så du også har adgang til hele molevitten fra enhver computer.
Pris: Gratis.
4 / 10
Det siges, at man aldrig skal dømme en bog på dens omslag. Men dette program gør ordsproget til skamme. Ideen minder om Alatest: Du står i butikken og vender og drejer en bog, en film, et spil - eller en anden udgivelse.
Er den mon værd at købe? Frem med iPhone, knips et billede af forsiden - og kort efter kan du bladre gennem anmeldelser af det valgte produkt.
Her er ingen danske priser, men det kommer måske.
Snaptell er et fascinerende eksempel på mulighederne inden for billedgenkendelse.
Pris: Gratis.
5 / 10
I grunden kan det slet ikke betale sig at bruge iPhone som vejviser i bilen. Lydstyrken er begrænset, og i nogle biler kniber det med satellit-forbindelsen. Begge dele kan løses med TomToms "Car kit" (holder med ekstra GPS og højttaler), som dog mere end fordobler prisen.
Det er faktisk billigere at købe en dedikeret GPS til forruden.
Men Navigons velfungerende vejviser fuldender fornemmelsen af iPhone som det ultimative alt-i-et-vidunder.
Pris: 559 kroner.
6 / 10
Det er i forvejen fikst, at man med Logitechs Squeezebox produkter kan høre podcasts og webradio overalt i boligen - og ikke mindst streame hele musiksamlingen i fuld cd-kvalitet.
Men med iPhone som fjernbetjening bliver oplevelsen langt bedre end med Logitechs officielle løsning.
Det er fantastisk at have al sin musik lige ved fingerspidserne. Et lignende program kan hentes gratis til det tilsvarende Sonos-system ("Sonos controller").
Pris: 59 kroner.
7 / 10
Skattejagt med håndholdt GPS er blevet en folkesport - og et regulært vidundermiddel, når sløve børn og teenagere skal lokkes væk fra skærmen og ud i naturen.
Med dette iPhone-program sparer du udgiften til en håndholdt Garmin-model. Og så slipper du for at forberede skattejagten hjemmefra.
Med få klik på skærmen kan du nemlig søge efter "caches" i nærheden af din aktuelle position, læse ledetråde og følge sporet fra mobilens indbyggede GPS.
Pris: 59 kroner-
8 / 10
Din iPhone er ingen iPad, men selv om skærmen er lille, fungerer den overraskende godt som e-bog. Især med dette program, hvor du helt ubesværet bladrer frem i teksten.
Det er småt med dansk indhold, men sådan er det jo også med de kostbare konkurrenter. Hvis du ikke har noget imod at læse på engelsk, kan du glæde dig over tusindvis af gratis værker. Fra skønlitterære klassikere som Sherlock Holmes og Dracula til aktuelle teknik-artikler fra nettet.
Pris: Gratis.
9 / 10
Vi har taget et enkelt spil med på listen - for at illustrere at iPhone/iPod har udviklet sig til en seriøs spilplatform.
I nogle spiltyper savner man ganske vist de fysiske knapper, men ofte er det et spørgsmål om tilvænning.
Dette glimrende GTA-spil er mindst lige så flot og spilbart som DS-udgaven, men det koster en brøkdel. Prøv lige at regne på det, inden du investerer i et dedikeret lommespil fra Sony eller Nintendo.
Pris: 59 kroner.
10 / 10
Det er klogt at tjekke anmeldelser på nettet, før man køber.
Men det tager tid at søge efter kryptiske produktnavne, når man står i butikken og skal vælge mellem 17 forskellige dimser.
Med dette program skal du bare pege kameraet mod æskens stregkode. Pling! siger det - og efter få sekunder vises fyldige anmeldelser af produktet - plus en oversigt over de bedste priser.
Så nu er der ingen undskyldning for dårlige køb. Findes også i en gratis version - men uden den magiske stregkodelæser.
Pris: 12 kroner.