1 / 11
Ikke alle arbejdsopgaver foregår fra en polstret stol på et kontor med et velfungerende klimaanlæg. Mange opgaver foregår under mindre end ideelle forhold højt over havets overflade eller ved ekstreme temperaturer. Lyder det bekendt? Så har du brug for noget robust udstyr.
I det følgende kan du læse om gear, der for størstedelens vedkommende overholder militære standarder for slidstyrke. Disse kameraer, bærbare, tablets og harddiske er robuste nok til at kunne modstå alt fra at blive tabt på gulvet og spildt på til ekstreme temperaturer.
Skrevet af Sarah Jacobsson
2 / 11
Hvis du blot er bekymret for, at din telefon eller tablet bliver udsat for vand, så er det muligt at gøre dit apparat modstandsdygtig overfor vand. Liquipel tilbyder hjælp til en række forskellige apparater heriblandt the iPhone 5, Samsung Galaxy S III og Motorola Razr Maxx.
Liquipel dækker både apparatets inderside og yderside med et nanoteknologisk vandafvisende lag, der får vand til at perle, så det omgående løber af igen.
Det er nødvendigt at sende sit apparat som pakke til Liquipel, som én gang for alle påfører den beskyttende belægning.
3 / 11
En mindre ekstrem løsning er blot at købe et beskyttende etui. AquaPac Waterproof Case for iPad er et holdbart, vandtæt etui, der gør, at du trygt kan bruge din tablet under mindre end ideelle forhold.
Produktet er ret ligetil. Det er grundlæggende blot en pose med en særlig vandtæt lukning og et vindue af termoplast, som gør det muligt at bruge berøringsskærmen som normalt.
Produktet fås også i størrelser, der passer til smartphones, kameraer, videokameraer, MP3-afspillere, Kindle og GPS'er.
4 / 11
Tablets er ikke ligefrem kendt for at være robuste. Taber man en iPad på et gulv med gulvtæppe fra blot en halv meters højde, kan det faktisk være nok til at gøre det af med den. Panasonic hævder dog, at det står anderledes til med Toughpad FZ-A1, der er en robust, vandafvisende Android-tablet med en skærm på 10,1 tommer.
Toughpad FZ-A1 er bygget til at modstå ekstreme temperaturer, høj luftfugtighed, støv, sand, regn, lavt lufttryk højt over havets overflade og fald fra op til 1,2 meters højde.
Den har en processor med to kerner på 1,2 gigahertz, 16 gigabyte indbygget lagerplads, port til MicroSD-kort på op til 32 GB samt én GB RAM. Den kører Android 4.0 Ice Cream Sandwich, hvilket ikke er den nyeste version af Android, men i det mindste er den klar til hård brug.
5 / 11
Man kan ikke skrive om robuste gadgets uden at inkludere udstyr fra IoSafe. IoSafes eksterne harddisk Rugged Portable har plads til alle de data, du ikke har r plads til på din LaCie XtremKey.
Rugged Portable fås med 500 GB eller én TB lagerplads og er bygget til at modstå et pres fra over to ton, fald fra op til seks meter og nedsænkning i såvel fersk- som saltvand på 10 meters dybde i op til tre dage. Den kan ifølge IoSafe desuden klare at være nedsunket i tre meters dybde i diesel, olie, hydraulisk væske eller flybrændstof i op til en time.
Rugged Portable fås også i en udgave med SSD.
6 / 11
Rack-serveren Bunker XRV-5241 1U fra NCS Technologies vejer 16 kg og er ikke beregnet til almindelig kontorbrug. Faktisk er den designet til brug i krigszoner.
Serveren vil ifølge marketingdirektøren for NCS Technologies "sandsynligvis blive sendt ned med faldskærm i taktiske indsættelser" (i en forsendelseskasse, selvfølgelig).
Bunker XRV-5241 kan klare temperaturer på nul til 50 grader Celsius i drift og kan opbevares i slukket tilstand ved temperaturer fra -40 grader til 70 grader Celsius. Den kan være i drift i op til tre kilometers højde og kan trygt opbevares i slukket tilstand i op til 7,6 kilometers højde. Den kan også modstå stød og vibrationer.
7 / 11
For nogle er et Bluetooth-headset praktisk talt en del af arbejdsuniformen. Det gælder for folk, der arbejder under knap så magelige forhold.
T1 oplyser, at firmaets T1 Rugged Bluetooth Headset er designet til at give en høj lydkvalitet under "de mest udfordrende forhold."
Men hvad betyder det mere nøjagtigt? Headsettets såkaldt Wind Armour Technology giver angiveligt en støjreduktion, der kan håndtere vindstød på op til 10 meter pr. sekund (frisk vind).
T1 er også modstandsdygtig overfor støv og fugt og kan forbindes til op til to telefoner samtidig. Det har batteri til seks timers tale eller 120 timers standby.
8 / 11
Panasonics Toughbook F9 er også robust, men er skabt til knap så ekstreme forhold.
Den har en skærm på 14 tommer, en Intel Core i5-560M vPro-processor, fire GB RAM og en harddisk på 320 GB, der er monteret, så den kan modstå hårde stød.
Den har en relativt lav vægt på 1,6 kg og kan tåle at blive tabt fra 75 centimers højde, mens den er åben. Desuden kan den tåle, at man spilder kaffe i tastaturet.
9 / 11
Dells E6420 XFR er en af de mest robuste bærbare, der findes. Den har en skærm på 14 tommer og kan tilpasses med en Intel Core i5- eller i7-processor, op til otte GB RAM og op til 256 GB SSD-lagerplads. Den kan klare et fald fra op til en meters højde og modstå regn, støv, vibration, høj luftfugtighed, salttåge og direkte sol.
Maskinen kan også være i drift i temperaturer fra -29 grader til 63 grader Celsius og overleve temperaturer ned til -51 grader og op til 71 grader Celsius, når den er slukket.
Skærmen er en étpunkts resistiv berøringsskærm, hvilket især er nyttigt, fordi man således også kan bruge den, selv om man har store handsker på.
10 / 11
Det er vigtigt at beskytte sine data både mod hackere og mod elementerne. LaCies XtremKey USB 3.0 er en ekstremt robust USB-nøgle med USB 3.0 og AES 256-bit kryptering. Den kan modstå varme, kulde, stød, ild, vand, fald og tryk.
LaCie hævder, at denne USB-nøgle kan tåle at blive kørt over af en lastbil på 10 ton, være udsat for ild i 30 sekunder og blive tabt fra 10 meters højde. Der medfølger tre års garanti.
11 / 11
Målgruppen for dette point and shoot-kamera med 12 megapixel fra Olympus, TG-820 iHS, er fotografer, der arbejder under ekstreme klimaforhold.
Kameraet har 5x optisk zoom, kontinuerlig optagelse ved høj hastighed og kan optage video i 1080p HD.
Hvor det dog virkelig skiller sig ud, er i forhold til dets robusthed: Kameraet er vandtæt ned til 10 meter, kan tåle at blive tabt fra to meters højde og blive trådt på af personer, der vejer 100 kg. Desuden er det støvtæt og kan bruges ved temperaturer ned til -10 grader Celsius. Olympus har desuden en hel produktserie af robuste kameraer.
Oversat af Thomas Bøndergaard