Avatar billede breindahl Nybegynder
12. september 2003 - 21:17 Der er 12 kommentarer og
1 løsning

Ikke adgang til HP LaserJet: II efter opdatering af Explorer 6

Jeg har i dag foretaget en række opdateringer fra Microsoft's WindowsUpdate af mit lille Windows 2000 netværk (arbejdsstation og printerserver), herunder deres "Samlet programrettelse til Internet Explorer 6 Service Pack 1 (822925)". Efter opdateringen har jeg ikke længere adgang til min gode gamle HP LaserJet II printer, NÅR JEG VIL PRINTE FRA Explorer. Derimod kan jeg godt printe til min HP inkjet-printer. - Fra alle andre programmer (Word, Outlook, osv) kan jeg printe på HP LaserJet II uden problemer.

Når jeg fra Explorer forsøger at printe på HP LaserJet'en, får jeg at vide, at jeg først skal installere printeren. Dét har jeg prøvet, men jeg får fortsat ikke adgang til printeren.
Avatar billede thill Nybegynder
14. september 2003 - 22:33 #1
Det lyder som om IE har smidt nogle af relationerne til printeren.
Prøv at afinstallere printeren og installere den igen.
(Du skal ikke installere oven i den gamle installation/driver)
Avatar billede ole_madsen Ekspert
15. september 2003 - 10:23 #2
Der er lavet en del printerrettelser i IE6SP1, og det kunne tyde på at visse af rettelserne ikke går godt i spænd med PCL3, som HPLJII bruger.

Microsoft har en bunke print-web relaterede artikler: http://support.microsoft.com/search/default.aspx?withinResults=false&QuerySource=gASr_Query&Catalog=LCID%3D1033%26CDID%3DEN-US-KB%26PRODLISTSRC%3DON&Product=ie600&Queryc=Problems+printing+HP+LaserJet+II&Query=Problems+printing+HP+LaserJet+II&KeywordType=ANY&maxResults=25&Titles=false&numDays=


Dog ser jeg ingen artikler, der specifikt relaterer til din fejl.

Prøv at installere alle updates fra windowsupdate.microsoft.com, og se om det afhjælper problemet.

Gør det ikke, så prøv som Thill skriver, at slette din printer helt, og installere den igen. Giv den evt. et andet navn under installationen - så oprettes der ny nøgler i registreringsdatabasen, og du undgår eventuelle fejlindstillinger i den gamle printers opsætning.
Avatar billede breindahl Nybegynder
17. september 2003 - 15:07 #3
TAK for svarene - men de løser ikke problemet.
Først: Jeg HAR installeret alle updates fra WindowsUpdate.
Dernæst: Geninstallation af printeren tror jeg ikke tjener noget formål, fordi: Printeren er tilsluttet min PRINTERSERVER (en selvstændig PC), hvor Internet Explorer slet ikke findes på. En geninstallation af printeren på printerserveren vil altså blive identisk med den bestående installation. - WindowsUpdate-opdateringerne - som skabte problemet - er kun foretaget på min ARBEJDSSTATION (altså en klient på printerserveren, via en hub).
Fra printerserveren kan jeg helt problemløst printe en testside på HP-printeren.

Problemet består "udelukkende" i, at jeg ikke fra arbejdsstationen kan få forbindelse til HP-printeren.

Har nogen en løsning? - Jeg forhøjer meget gerne pointene. (Det er første gang, jeg spørger på www.eksperten.dk, som jeg blev opmærksom på for ikke så længe siden, og jeg benyttede blot standardforslaget om 60 points.)
Avatar billede ole_madsen Ekspert
18. september 2003 - 09:38 #4
Okay - "printserver" dækker jo også over en ekstern netværksdims som ikke er at sammenligne med en computer. Derfor nok misforståelsen.

Men du skal endelig stadig prøve at afinstallere og installere printeren - PÅ KLIENTEN. Der gemmes en masse informationer i retistreringsdatabasen på klientPC´en, og disse kan blive korrupte (tro mig - jeg rydder op efter MANGE sådanne installationer).

Men da det er klientinstallationen kan du jo dårligt omdøbe printeren, så i stedet sletter du printeren, går i regedit og søger på "LaserJet" og sletter alle de nøgler du støder på, der referer til printeren. Genstart, og installer på ny. Det afhjælper mange underlige problemer.

Men du skal selvfølgelig også ind på printerens opsætning på "server" pc´en, og tjekke under delingen, at "Everyone" eller "Alle" har adgang til at printe. Det ville være oplagt at der er lukket af dér, men da jeg formoder du er din egen administrator på systemet, er det usansynligt. Du bør dog tjekke alligevel.
Avatar billede ole_madsen Ekspert
18. september 2003 - 09:43 #5
Nu fik jeg læst din fejlbeskrivelse én gang til - og det gør det mere usansynligt at printrettigheden skulle være forsvundet, når du jo kan printe fra andre programmer.

Men en anden ting slår mig - det KUNNE tænkes at printerdriveren på din printserver IKKE er helt den samme som den du har på klienten.

Derfor er fuld afinstallation og fuld installation ikke nogen dum ting.

Du kan evt., for at rydde HELT op, starte med at printe en testside fra driveren, og efter en genstart af PC´en slette de filer der er beskrevet.

Al den oprydning kan også gøres på serveren, men det er snarere klienten der har problemet.

Ydermere kan du starte med, på serveren, at gå ind og tjekke i biblioteket C:\WINNT\System32\spool\PRINTERS.
Ligger der nogen filer her, så skal de slettes. Det er rester af gamle printjobs, der er gået ned, og ligger der et IE job, kunne det jo godt tænkes at blokere for anden print.

Nå - det var så en flok idéer. Prøv dem, og vend så tilbage.
Avatar billede breindahl Nybegynder
18. september 2003 - 16:45 #6
MANGE tak for hele flokken af ideer. – Mine kommentarer: 
1)  Alle mine opsætninger på både Server og Klient er foretaget som Administrator. –  Både Server og klient har Windows 2000, men (- opdager jeg nu), på Klienten har jeg ServicePack 2 – det har jeg ikke på Serveren.

2)  C:\WINNT\System32\spool\PRINTERS er tom.

3)  For en sikkerheds skyld en gentagelse af, hvad mit problem er:
Når jeg på Klienten står i Internet Explorer (- og KUN her), kan ikke få adgang til HP-printeren, som er tilsluttet printer-serveren (på LPT1).

4)  Jeg hælder meget til dine ord om, at problemet kunne ligge i, at printerdriveren på Server og Klient ikke er ens. Fordi:
Problemet opstod, efter at jeg havde foretaget en række sikkerhedsopdateringer fra WindowsUpdate.  WindowsUpdate scannede min maskine (altså klienten) og foreslog 35 opdateringer.  Blandt disse 35 var Service Pack 4 til Win2000. Den sagde jeg nej til (jeg har hørt om flere, der fik store problemer med den). De øvrige 34 hentede og installerede jeg – og derefter konstaterede jeg problemet.  – Blandt de 34 er der een, der vedrører browseren, nemlig nr. 822925 (”Samlet programrettelse til Internet Explorer 6 Service Pack 1”). -  Denne ”samlede programrettelse” kan tænkes at have ændret noget, som herefter er årsag til mit problem.

5)  Ang. at gøre printerdriverne på Server og Klient ens: 
  A) Bør det første, jeg gør, ikke være at installere Windows 2000 Service Pack 2 på Serveren ?  (Jeg har Service Pack 2 liggende på en CD.)  Jeg kunne jo bare gøre det – men når jeg nu har fat i en ekspert, vil jeg hellere spørge først !!  -  Når jeg ikke hidtil har gjort det, skyldes det dels en travl dagligdag (jeg er en nu forhenværende bankmand, som er i færd med at starte en lille virksomhed), dels: Jeg har jo ingen problemer haft hidtil !
  B) Jeg har ikke Internet Explorer på Serveren, og kan derfor ikke (umiddelbart) foretage opdatering af Serveren med den ovennævnte ”Samlede programrettelse”. –  Men jeg kan selvfølgelig installere Internet Explorer på Serveren, og derefter opdatere den med den nævnte ”Samlede programrettelse” -  hvis jeg kan få forbindelse til internettet fra Serveren; men det må jeg vel kunne; den er, ligesom min Klient, via en hub forbundet til en router, og dén igen til StofaNet’s kabelmodem. – Jeg gør mig disse tanker, fordi: Som jeg har oplevet det, kan man ikke downloade rettelser på een maskine, og derefter installere dem på en anden maskine. Da jeg downloadede de 34 programrettelser, fik jeg ikke nogen mulighed for at standse efter downloadingen; installationen af de 34 rettelser gik straks igen, uden intervention fra mig.

6)  Vigtigt:  Jeg tøver med at følge dit råd om at afinstallere og geninstallere printeren under et andet navn (via RegEdit), fordi: For øjeblikket kan jeg dog printe på HPII fra alle andre programmer. -  Hvis jeg på Klienten afinstallerer og geninstallerer HPII, ser jeg for mig faren for, at jeg derefter slet ikke får adgang til HP II fra NOGEN af programmerne !!!  -  Endvidere: Jeg har aldrig før turdet gå ind i registreringsdatabasen, så det er med lidt klamme hænder, jeg gør det. – Jeg har prøvet at søge, som du foreskriver (kun søgt på nøgler), og jeg får her listet et større antal entries i forskellige mapper i registreringsdatabasen.

7)  Endelig:  Vi (jeg) skal have proportionerne i orden. Min HPII printer er fra 1990 – måske tidspunktet er kommet til at sige, at den har fuldført sin mission, og skal på aftægt.  Altså at jeg burde købe en ny printer. Jeg kan jo fortsat bruge HPII’eren som ekstra-printer, fra mine øvrige programmer.  På den anden side: Når man starter lille ny virksomhed, er man meget omkostningsbevidst!  Og HPII’eren kører upåklageligt. (Sidetælleren står på ca. 97.000.)

8)  Nu jeg har fat i en ekspert, vil jeg benytte lejligheden til at spørge: 
På et tidspunkt må jeg forudse, at min PRINTERSERVER strejker. (Det er en ældre svend, som en tidligere bank-kollega byggede til mig for 7-8 år siden.)  Når den strejker (eller rettere: FØR den gør det !), skal jeg have en erstatning. Er der nogen, der har et godt råd:  Skal jeg købe en anden ”systemenhed” (evt. brugt) – eller skal jeg i stedet vælge ”en ekstern netværks-dims”, som du skriver?  Hvad taler for og imod?  Ud over HPII’eren (som ikke har USB) har jeg en blækprinter (HP 970). Og hvis jeg køber en ny laserprinter, skal alle 3 printere kunne tilsluttes.

Een fordel ved en ”netværks-dims”, som jeg straks kan få øje på, er:  Med en sådan er jeg formentlig (?) ude over det problem, som jeg p.t. bryder mit hoved (og andres hoveder!) med:  Programopdateringer skal kun foretages på min Klient (og på min bærbare, som jeg også kan slutte til netværket).

Det blev en længere smøre med flere spørgsmål. Jeg skal nok være generøs med pointene!
Avatar billede breindahl Nybegynder
19. september 2003 - 00:54 #7
Pludselig  - PLUDSELIG -  kan jeg igen printe på min HP LaserJet Series II, fra IE6.  - Hvad i HIMLENS NAVN er der sket??  - Jeg har intet foretaget mig, ud over (slår det mig) at jeg har kigget i RegEdit. Jeg ændrede intet, og forlod DOS-boksen igen med Exit.

Hvis jeg i morgen fortsat kan printe på HP-printeren, så er der 100 point til Ole Madsen (som foreslog mig at rydde op i RegEdit, hvad der fik mig til at kigge i den).

Ikke mere nu - jeg skal i seng.
Avatar billede breindahl Nybegynder
19. september 2003 - 11:40 #8
Problemet er løst! – uden at jeg reelt kan sige hvordan!  –  Jeg har nu igen fuld adgang til min HP LaserJet Series II. Også efter flere gange koldstarter.  –  Som jeg skrev i lidt hastige ord sent i aftes: Det eneste, jeg har gjort, er at åbne registreringsdatabasen (både på Klient og Server), søge på ”LaserJet” blandt nøglerne, bladre lidt rundt, og så lukke den igen.  –  Det mest intelligente, jeg kan sige, er at der på en eller anden måde har været en lille fejl i registreringsdatabasen, og at fejlen er blevet rettet ved at åbne og lukke registreringsdatabasen. Lad mig tilføje, at jeg ikke i lang tid har haft programme crashes eller frosne skærme.

Jeg vil fortsat være glad for kommentarer ang. hvad jeg skal erstatte min nuværende print-server (en selvstændig PC) med, når den engang strejker.  Hvad er fordelene & ulemperne ved
1)  en RIGTIG PC som print-server
2)  en box (hvad er det rigtige udtryk?) med den nødvendige elektronik og hukommelse til at modtage og udføre print-ordrer fra klienterne.

Vil klient-maskinen med løsning nr. 2 i forbindelse med store print-jobs  blive belastet, så at klient-maskinen bliver langsom at arbejde på, mens print-jobbet udføres?

Jeg ved, at eet af aspekterne i denne forbindelse er, om den/de tilsluttede printere er Windows-baserede eller PDL-baserede (altså med HP's PCL-sprog).

For at blive helt konkret: Hvis min pengepung rækker til det, overvejer jeg en af HP's nye farvelaserprintere, enten type 1500 eller type 2500.  Så vidt min viden rækker, er forskellen som følger:

  A)  Type 1500 er Windows-baseret. Dvs. klient-maskinen skal færdiggøre en side, før den sendes til printeren.
  B)  Type 2500 har PDL. Her sendes print-jobs straks af sted til printeren.

Spørgsmål:  Hvis jeg har en rigtig PC som  print-server, vil print-serveren så være bedre til at tage sig af færdiggørelsen af print-jobs til en HP 1500 printer (og altså ikke belaste klient-maskinen) end en elektronik-box som printserver vil være?
Avatar billede ole_madsen Ekspert
19. september 2003 - 13:23 #9
Hmm - du har nok været inde i forskellige opsætninger (også for printeren), der så er blevet genskrevet til registreringsdatabasen, selv om du ikke har ændret noget. Har der været en fejl, er den så blevet udbedret. Men ellers kan jeg ikke lige komme på, hvad der kan være sket.

Men vi skal da også lige have styr på dine andre betragtninger (selv om der er mange ;-)

Til at starte med, definerer vi lige din pc der funger som printerserver, som en printerserver, og den eksterne netværksboks til printere (eller interne for den sags skyld) som en printserverboks (kunne også kaldes printer netværkskort). Så ved vi nogenlunde hvad vi snakker om.

I mindre netværk er der ingen vægtige argumenter for at printe via en printerserver. I større netværk gør det administrationen lettere, men i små netværk er det blot ekstra administration, og en pc kørende i tomgang.

I forbindelse med flere printere, kan man have i hu, at printserverbokse fås med 1, 2 eller 3 porte, hvorfor du kan have op til 3 printere (parallelle) på en printserverboks.

I ældre operativsystemer (før Win2000 og XP) skulle man installere tillægsprodukter for at kunne printe direkte til en IP baseret printerserverboks. Derfor kunne der også være et argument for at køre via en printerserver. Med nyere operativsystemer er printer port typen "TCP/IP" standard, og derfor er det uhyre nemt at skrive direkte til sådan en port.

En printserverboks og printserver med printer direkte tilsluttet er svære at sammenligne direkte - men efter min vurdering ville printerverboksen vinde. Den er fremstillet til dedikeret at kunne varetage printopgaver, mens din printerserver skal køre alle mulige andre tjenester og services for operativsystemet. Man kunne måske næsten sige at printserverboksen er hardwarebaseret, mens printserveren er softwarebaseret (producentens driver).

Load på klientmaskinen vil være næsten den samme, da det er den der "konverterer" printet til printersproget efter driverens anvisninger. Printserverboksen vil spytte resultatet direkte ud på printeren, mens printserveren vil.... sende det direkte til printeren. Ingen forskel altså. Muligvis vil der på printserveren foregå en verificering op imod driveren på serveren - det er jeg ikke helt klar over. Og muligvis vil det tage lidt længere tid at sende til printserverboksen, da den skal nå at følge med og sende videre til printeren. Dog har jeg aldrig registreret nogen forsinkelse på mine maskiner, da klientmaskinen jo spooler jobbet af sted i baggrunden.

Men under alle omstændigheder vil du have en hel computer stående der - groft set - kun bruges som printserver. Hvis du vælger en større maskine kan den selvfølgelig også bruges som workstation, men du vil så med garanti opleve en masse forsinkelser - plus muligheden for fejl.

Mit helt klare valg ville derfor være en printserverboks. Modellerne med parallelporte er klart billigst, mens dem med USB port er noget dyrere. Da din DeskJet 970 også har parallelport, ville det dog ikke være noget problem at køre den over parallelporten.

Selvfølgelig vil du under alle omstændigheder få en langsommmere klient ved udskrift til en windows baseret printer.
Prisen fra sådan en, og så op til en ordentlig printer er dog ikke større end kr. 3-500,- så man snyder sig selv ved ikke at vælge den rigtige.
Man kan i øvrigt få problemer med at sætte en windows baseret printer på en printserverboks, da visse funktioner kræver bidirektionel kommunikation. Det har printserverbokse det ikke så godt med. HP har lavet nogle der fungerer sammen med deres multifunktions maskiner, men generelt er det ikke nogen god kombination.

M.h.t. farvelaserprinter - så vidt jeg kan vurdere har du ikke det helt store printbehov, hvis du stadig har en velfungerende LJII´er. En farvelaserprinter kræver jævnlig brug, eller brug for store samlede opgaver. Ellers er omkostningerne i driften utrolig høje (spildtoner i.f.m. kalibrering ved koldstart, kraftigere slid på udskiftningsdele i.f.m. koldstart m.m.). Jeg ville derfor anbefale dig at tænke dig om en ekstra gang. Hvis ikke du er oppe på 2-300 sider om dagen i gennemsnit, ville jeg nok anbefale dig at vente 2-3 år. Så hellere en blækprinter, der dels er billigere, og dels (hvis du vælger business modellerne) er ved at være lige så billige i drift som laserprinterne. Sidstnævnte betragtning gælder IKKE "hjemme" blækprinterne.

Husk i øvrigt at alle nyere laserprintere (og større blækprintere) kan fås med indbygget netværkskort (altså indbygget printseverboks), så de kan sættes direkte på netværket uden andet udstyr. Det indbyggede kort er desværre ofte meget dyrere end en ekstern ditto, men er til gengæld produceret til den gældende maskinen, og er derfor ofte hurtigere.

Læg i øvrigt mærke til der, ligesom netkort, fås varianterne 10, 10/100 eller 100Mbit printserverbokse. Med mindre du har voldsomt printbehov og en stor farveprinter, har du ikke behov for mere end 10Mbit. Men 100Mbit er da rart.....

Slutteligt - 97.000 sider på en LaserJetII fra 1990 er egentlig meget godt gået.

Du kan sagtens skrive 800.000 sider eller mere på sådan en maskine, men ikke uden jævnlig service (udskiftning af fuser (varmelægme) og andre ting). HP har engang sagt ca. 150.000 sider mellem hvert interval, ved daglig brug.
Men når den ikke kører så meget, er det næsten usædvanligt at den holder mere end 20-30.000 sider. Derfor har du nok været heldig med printeren.

Desuden er den kun på 300dpi, og det er godt under standarden i dag.

Du har altså en teknisk forældet printer, der har god risiko for at stå af når det skal være. Derfor ville det nok være på tide at invistere i en nyere maskine.

Modsat - ja så er en gammel driftstabil printer jo heller ikke at kimse ad, så HAR du ikke større printbehov, ville det da være dumt at købe nyt, bare for at købe nyt.


Konklussion: Uden at kende dit nærmere printbehov, ville jeg nok anbefale følgende:
Køb en ekstern printserverboks. Om den skal have 1, 2 eller 3 porte må være op til dig selv at vurdere. 2 er for mig et godt tal.
Behold din nuværende LJII´er, indtil den ikke kan mere, til de daglige opgaver, og brug din 970´er som "præsentations" printer.

Når så du får problemer med de gamle printere (HP siger faktisk 3 år på DeskJet printerne - og det er ved at være lige op over), så skal du begynde at undersøge markedet ud fra dine behov på det tidspunkt, og ud fra hvordan markedet ser ud. I øjeblikket kommer der ny modeller ca. hvert halve år.


Ovenstående skulle nok kunne give stof til eftertanke - og med garanti modspørgsmål. Jeg er ikke på i weekenden, så det bliver nok først på mandag.
Avatar billede ole_madsen Ekspert
19. september 2003 - 13:33 #10
Aktuelle forslag:

Jeg har primært med HP, Lexmark og AXIS pritservere at gøre professionelt, men disse er også pæne i prisen.

Følgeligt er D-Link et glimrende "lavpris" mærke, og jeg har kigget på følgende:

10/100Mbit, 2 parallel, 1 USB porte, kr. 1182,-: http://www.edbpriser.dk/netvaerk/netvaerk-top10.asp?ID=1664577899

10/100Mbit, 2 parallel, (1 seriel) porte, kr. 882,- : http://www.edbpriser.dk/netvaerk/netvaerk-top10.asp?ID=1664577893

Det er iflg. http://www.edbpriser.dk/netvaerk/net-printserver.asp

Jeg kan så se at 10Mbit er ved at udgå (stige i pris), og derfor begynder prisforskellen at være ubetydelig. Kig derfor efter enten 10/100Mbit eller ren 100Mbit (afhængig af hvad din Switch/Hub/Router kan håndtere)
Avatar billede breindahl Nybegynder
22. september 2003 - 09:34 #11
Mange tak for dit omfattende svar. – Jeg vender senere på dagen tilbage med et par enkelte uddybende spørgsmål.
Hvordan bærer jeg mig ad med at give dig flere points end de 60, som jeg valgte, da jeg oprettede spørgsmålet? - Det er første gang, jeg spørger på www.eksperten.dk, så min viden om kutymen på dette felt er begrænset, men hvad siger du til 120 points?

Angående dit indledende ”Hmmm”:  Jeg kan godt forstå din skepsis. Men jeg har ikke foretaget mig andet, end jeg har beskrevet. – Men lad os ikke dvæle mere ved dét – jeg har fået adgang til min HP LaserJet; det er hovedsagen.
Avatar billede ole_madsen Ekspert
22. september 2003 - 10:32 #12
Jeg er ikke sikker på om man kan udvidde pointsummen i dag. Tidligere har jeg set nogen gøre det, men ved altså ikke hvordan.

Ellers er den mest almindelige måde at oprette et nyt spm. med overskriften "Points til xxx" og i selve spm. at lægge et link til det oprindelige spørgsmål. Dog må der maks komme 200 points på tale, jvf. ekspertens regler.

Og da jeg ikke rigtig bruger points til så meget andet en en påskønnelse for mine svar, har jeg rigeligt i de 60 points - takker mange gange.

M.h.t. "Hmmmm" - så skal det egentlig bare forestille mig selv klø mig i håret. For som du selv konkluderer er den nok uforklarelig. (Svaret findes et sted derude :-)

Men du vender bare tilbage, når du har tygget på teksten....
Avatar billede kenp Novice
24. september 2003 - 15:18 #13
http://www.eksperten.dk/spm/405166

ole jeg tror du skal hen i ovennævnt spørgsmål ;)
Avatar billede Ny bruger Nybegynder

Din løsning...

Tilladte BB-code-tags: [b]fed[/b] [i]kursiv[/i] [u]understreget[/u] Web- og emailadresser omdannes automatisk til links. Der sættes "nofollow" på alle links.

Loading billede Opret Preview
Kategori
IT-kurser om Microsoft 365, sikkerhed, personlig vækst, udvikling, digital markedsføring, grafisk design, SAP og forretningsanalyse.

Log ind eller opret profil

Hov!

For at kunne deltage på Computerworld Eksperten skal du være logget ind.

Det er heldigvis nemt at oprette en bruger: Det tager to minutter og du kan vælge at bruge enten e-mail, Facebook eller Google som login.

Du kan også logge ind via nedenstående tjenester