Dimensionering af solcelle anlæg
Jeg prøver at få hoved og hale på det med solceller. Sagen er, at jeg, som et privat initiativ, er igang med udviklingsprojekter i Gambia, Vest Afrika, og der skal nu skaffes strøm til noget maskiner. Jeg har et forslag fra en lokal solenergi montør, men prisen er så høj, at det vil vælte projektet økonomisk. Nu prøver jeg at forholde mig til det. Jeg vil være taknemmelig hvis nogen vil følge min tankegang, som velsagtens er meget naiv, og kommentere hvor nødvendigt.Først læser jeg på nettet, at en gennemsnitsfamilie bruger 5000 kilowatt timer årligt. Det er 13.7 kWh dagligt. Det kan jeg godt forholde mig til; hvis køleskab og fryser bruger 3 kWh i døgnet og vaskemaskine og opvaskemaskine kører en time hver til 2 gange 1.5 kWh og man har gasovn, så er der godt 7 kWh til lys, fjernsyn, computer, og mindre apparater. For at skaffe de 5000 kWh anbefales et 6 kilowatt-peak anlæg, det vil sige et anlæg der under ideale betingelser leverer 6 kwh i timen. Så hvis et 6 kWp anlæg er nødvendig til at levere gennemsnitligt 13.7 kWh i døgnet må det betyde, at det gennemsnitlige sollys svarer til 2.3 ideale timer (13.7/6). Vi kan regne med gennemsnitstal, fordi sådanne anlæg er tilknyttet strømnettet og leverer overskudsstrøm til det og trækker det tilbage når solcellerne producerer for lidt. Et 6kWp anlæg skulle kunne anskaffes for cirka 50.000 kroner.
I projektet i Gambia skal der køre en maskine der trækker 1.6 kW. Min kontakt i Gambia foreslår et 14kWp anlæg til 32.600 euro, omkring 250.000 kroner. Bang! På min forespørgsel forklarer han, at 1.6 kW i 24 timer er 38.4 kWh, og 'i Gambia giver 1 kW 3 til 3.5 kW'. 38.4 delt med 3 er 12.8, og for at have lidt reserve foreslår han et 14 kWp anlæg. Nu er det således, at de 250.000 kroner inbefatter batterier til 95.000 kroner - der er ikke noget strømnet at tilslutte sig, landsbyen ligger midt i den afrikanske 'bush'.
Efter at chocket har sat sig prøver jeg nu at forstå prisen og jeg prøver at forstå dimensioneringen. Prisen uden batterier er 155.000 kroner for 14 kWp, hvilket er en tredjedel mere per kWp end de 50.000 kroner for et 6 kWp anlæg i Danmark. Så det synes dyrt.
Og så det at 1 kW giver 3 til 3.5 kW kan vel næsten ikke betyde andet, end at hvor man i Danmark skal regne med 2.3 timers ideelt sollys, så er det 3 til 3.5 timer i Gambia. Men jeg kan ikke tro, at det er et årsgennemsnit. Derimod kunne det godt passe på visse dage i regntiden. Så han har vel dimensioneret anlægget til også at kunne virke på de dårligste dage. Det kan jeg godt se ideen i, fordi der ikke er noget strømnet at trække på, kun batterierne, der har begrænset kapacitet. Det skal jeg naturligvis spørge ham om og ikke jer, men jeg vil brainstorme det før jeg taler med ham igen.
Men hvis det er sådan det er fat, at anlægget er dimensioneret til de dårligste dage, så er det for det første ikke livet om at gøre, at maskinen kan kører dag og nat. For det andet kan jeg forestille mig en kombinationsløsning med en generator og et væsenligt mindre solcelleanlæg. En generator til for eksempel 3 kW kan fås for en billig penge. En generator støjer og bruger brændstof, men hvis den skal køre et antal timer måske 30 dage om året må det vel være til at leve med.
Til jer, der har fulgt med så langt (hvis der er nogen,) hvor svigter min logik og hvad har jeg overset og misforstået?