Skydesmart opgradering af spændende mobil

Det geniale skyde-tastatur er arvegods fra forgængeren (S710), men HTC S730 er forbedret med 3G og ekstra hestekræfter. Flere af familiens svagheder er dog også gået i arv.

Skydesmart opgradering af spændende mobil

De fleste mobiltelefoner ligner hinanden, men en sjælden gang overrumples markedet af en uventet nyskabelse. Ikke et ord om iPhone - for nu handler det om HTC's mindst lige så geniale skydetastatur.

Hermed blev det for første gang muligt at klemme et fingervenligt qwerty-tastatur ned i en lommevenlig mobiltelefon.

Derfor blev HTC S710 en betragtelig succes, selv om den manglede 3G og i øvrigt var temmelig sløv i optrækket. Netop disse mangler er rettet i S730, så det var med høje forventninger, vi smuttede sim-kortet i HTC's nye tastatur-mobil.

Gode taster

Både nummer- og bogstavtasterne er helt regulære i formen. De danske tegn kræver et ekstra tryk på fn-knappen, men man skriver forbløffende hurtigt med to tommelfingre. Selv garvede sms-hajer vil med lidt øvelse taste hurtigere på qwerty-tastaturet end med de almindelige tal-taster.

Der er en smule slør i skydetastaturets fjedermekanisme, og når man tager fat i mobilen, kan man godt blive irriteret over, at skærmen giver sig nogle millimeter.

Generelt burde HTC arbejde mere med samlekvalitet og design. Den koksgrå plast skæmmes af grove samlinger, og tastaturets bagside er en uskøn blanding af plast og metal med store sprækker og synlige skruer.

Hertil kommer, at S730 både er længere, tykkere og tungere end forgængeren, som i forvejen var ganske buttet. Smag og behag varierer selvfølgelig, men i denne anmelders øjne er S730 decideret grim.

Windows i lommen

Skærmen er til gengæld skarp og lysstærk. Visningen skifter automatisk til bredformat, når tastaturet åbnes og vice versa. Som standard markeres dette med en tåbelig jingle, som heldigvis kan slås fra.

Styresystemet er naturligvis Windows Mobile - her i sjette aftapning. Men brugerfladen er forbedret med HTC's glimrende startskærm, der giver et fint overblik over de aktuelle alarmer, beskeder og aftaler - eller sågar den seneste vejrudsigt fra internettet.

Med Windows følger også Windows Live, som blandt andet tilbyder Messenger og automatisk synkronisering med Microsofts webmail. Hertil kommer markedets bedste synkronisering med Outlook (som desværre ikke længere følger med i æsken).

En anden fordel ved Windows-telefonerne er, at de kan udbygges med ekstra programmer. Og det kan der være god grund til at gøre i dette tilfælde. På en mobil med fuldt tastatur er det i hvert fald for dårligt, at man ikke kan oprette sine egne Office-dokumenter.

Fart på

S730 er mærkbart hurtigere end forgængeren. I det daglige hæver det brugeroplevelsen betydeligt, at man ikke hele tiden skal vente et sekund eller to. Processoren løber dobbelt så hurtigt (400 MHz) som i S710, og hukommelsen er også fordoblet til 256 megabyte. Lageret kan udvides med microSD-kort via en sprække på højrekanten.

Der er også god fart på dataforbindelsen, som både kan trække på 3G (HSDPA), WiFi og naturligvis Bluetooth. Jo mere du tager for dig fra den trådløse buffet, desto kortere holder batteriet naturligvis. De fleste vil nok få brug for en stikkontakt hver eller hver anden dag.

En ekstra knap på venstrekanten skyder genvej til den såkaldte Comm Manager, så man hurtigt kan slå de mange trådløse forbindelser til og fra. Det er også her, man frakobler telefonforbindelsen, så man kan bruge mobilens sekundære funktioner i fly, på hospitaler og så videre.

Skuffende kamera

Kameraet er som på alle andre HTC-mobiler, vi har prøvet. Det vil sige skuffende. Opløsningen på to megapixel kan ikke imponere nogen i dag, men reelt begrænses kameraet nok mere af de optiske svagheder.

Det lille fiks-fokus objektiv sidder helt ubeskyttet, og vi savner både blitz og kameralys. Så når solen ikke skinner, får du mørke, grynede og rystede billeder. Nogle vil mene, at sådan et kamera er bedre end ingenting, men vi havde hellere været foruden.

Som MP3-afspiller hænger HTC også lidt i svinget. Det gælder både lydkvalitet, betjening og den manglende mulighed for at tilkoble ordentlige hovedtelefoner. Selv om højttaleren er meget synlig på mobilens bagside, er lyden ikke på højde med konkurrenternes usynlige højttalere. FM-radioen må vi også undvære.

Mangelfuld

I det hele taget er mobilen meget langt fra at være komplet. Således får du heller ikke GPS, selv om en del af GPS-teknikken faktisk er indbygget i mobilens tekniske platform. HTC har tilsyneladende fravalgt funktionen af "politiske grunde" - for ikke at skade salget af de dyrere modeller.

Den eneste store forbedring i forhold til S710 er hastigheden. Både internt i form af regnekraft og eksternt i form af 3G-forbindelsen. Men samtidig er det gået den forkerte vej med samlekvaliteten, der i forvejen var på et middelmådigt niveau. Og hvis HTC fortsat vil proppe et kamera i deres telefoner, må de lære at gøre det ordentligt.

Når vi alligevel flotter os med fire stjerner, er det på grund af tastaturet og de stærke Microsoft-værktøjer. Hvis du er helt ligeglad med kamera og samlekvalitet, kan du lægge en ekstra stjerne til. For som rendyrket "smartphone" - til email, aftaler og den slags - er S730 et forrygende redskab.

Galleri: HTC S730




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
KEYBALANCE A/S
Udvikling og salg af økonomisystemer samt CRM og MPS. Systemer til blandt andet maskinhandlere, vvs-branchen, vognmænd, låsesmede,handelsvirksomheder

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere