Klik dig ind på intranettet og jonglér rundt med den sum penge, din arbejdsgiver har valgt at honorere dig med. Skru op og ned for parametrene og se, hvilke konsekvenser det har.
En mindre firmabil kan give penge til flere feriedage. Mere pension kan trækkes fra selve lønnen. Eller mindre af alle slags goder kan give flere kontanter på lønkontoen.
Det er virkeligheden for alle medarbejderne i Oracle Danmark. Dem vender vi tilbage til.
Valgfriheden er samtidig en tendens, der vil brede sig på både det private og det offentlige arbejdsmarked, ifølge fremtidsforsker Anne-Marie Dahl fra Institut for Fremtidsforskning i Århus.
- Overenskomster og fælles aftaler dør ud til fordel for individuelle kontrakter. Især de unge vil ikke finde sig i at blive puttet i kasser og båse alene ud fra deres uddannelse eller stilling. De vil have et job, der passer til dem, siger Anne-Marie Dahl.
Hun påpeger, at fleksibilitet vil blive et vigtigt rekrutteringsparameter, eftersom de unge i kraft af de små årgange vil kunne tillade sig at stille krav og være kræsne.
Halvdelen lavede vilkår om
I Oracle Danmark indførte man det, der med et buzzword hedder "flexible benefits", i oktober 2001. Idéen var inspireret af gode erfaringer med frit valg af fryns i Oracle i Holland og England.
Det fungerer sådan, at alle medarbejderne en gang om året får adgang til via intranet at justere på deres goder i en 14-dages periode. Herefter implementeres hver medarbejders vilkårspakke automatisk i det personaleadministrative system.
Foreløbig har medarbejderne haft mulighed for at prioritere på intranettets digitale tag-selv-bord af frynsegoder én gang. På bordet er der løn, pension, feriedage, firmabil og privathospitalsforsikring.
Tre ud af fire medarbejdere valgte at bruge muligheden. Og 48 procent valgte at lave om på sammensætningen af deres aflønning. Med andre ord var knap halvdelen af Oracle Danmarks ansatte ikke helt tilfredse med deres hidtidige vilkår.
Annette Dall var en af de ansatte, der valgte at lave en ny kombination af sine goder. Hun prioriterede mere fritid på bekostning af sin løn. Med en omrejsende direktør-husbond og to børn i skolealderen var det den rigtige løsning for hende nu.
- Jeg synes, det er positivt med en stor handlefrihed, for man har jo forskellige behov gennem livet. Måske vil jeg senere putte mere på min pension. Jeg kan ikke se nogen ulemper ved at kunne vælge selv. Tiden er løbet fra overenskomster. Det frustrerer, hvis man ikke selv kan sætte sit præg på rammerne, mener Annete Dall, der arbejder som produktionsanalytiker i Oracles udviklingsafdeling og har gjort karriere i Oracle i 13 år.
Slet ingen forudsigelige mønstre
Inge Fahnøe er som personalekonsulent i Oracle Danmark en af hovedkræfterne bag de fleksible frynsegoder. Hun konkluderer, at det var rigtigt at indføre. For det betyder, at Oracle ikke spilder penge på "benefits", som de ansatte alligevel ikke ønsker.
- Vi kunne godt have gættet på, at alle medarbejdere med børn skulle have flere feriedage, og at dem uden skulle have en større pension. Men så havde vi gættet helt forkert. For der var slet ingen tendenser i, hvem der havde valgt hvad. Det var virkelig meget individuelt, fortæller Inge Fahnøe.
Oracle har dog valgt, at visse vilkår skal være ens for medarbejderne. Nemlig det, der primært er arbejdsredskaber. Derfor har alle fri telefon og internet derhjemme samt hjemme-pc. Efteruddannelse og kurser holdes også uden for lønpakken. Desuden kan medarbejdere med decideret behov for firmabil ikke vælge den helt fra, men vælge den billigst mulige.
Kræver meget af ledelsen
Når fremtidsforsker Anne-Marie Dahl møder danske arbejdsgivere og diskuterer fremtidens arbejdsliv er fleksibilitet og individuelle vilkår et absolut gennemgående tema.
- Lederne kan se, at det er under opsejling og spørger sig selv, hvad der skal til. Det bliver betydeligt sværere at være leder, fordi det kræver stor menneskeindsigt at tage individuelle hensyn, siger Anne Marie Dahl.
Hun vurderer, at de meget fleksible rammer for arbejdet kan indebære en risiko for, at kampen mellem familie og arbejdsliv bliver værre. For nogle vil al den frihed måske være for svær at håndtere. Resultatet vil være mere stress, ubalance og udbrændthed.
Vil du vide mere om frynsegoder og benefits? NewsScanner overvåger 300+ medier Prøv gratis i 30 dage. |