Læs også: Dansk silicium i verdensklasse
På Topsils fabrik i Frederikssund bliver der produceret silicium efter float zone metoden. Det betyder, at råmaterialet, der leveres i lange stænger, bliver smeltet om i et lukket kammer ved hjælp af en elektromagnetisk spole. Således bliver alle atomer helt ensartede.
Sagt på kemisprog, så bliver råmaterialet omdannet fra at være polysilicium til at være monosilicium.
De rå siliciumstænger bliver først slebet helt glatte for at fjerne alle ujævnheder, og bliver siden vasket i forskellige syrebade, for at fjerne støv og urenheder.
Den mindste urenhed kan betyde, at den færdige siliciumstang bliver misdannet.
Den rene polysilicium bliver placeret i et kammer, hvor en elektromagnetisk spole smelter siliciumstangen, der drypper ned på en podekrystal og danner en ny stang, hvor alle atomer er helt ens - såkaldt monosilicium.
Monosilicium-stangen skæres ud i mindre stykker, der sendes ud af landet for at blive bestrålet i en atomreaktor. I atomreaktoren bliver stykkerne bombarderet med neutroner, der omdanner en del af siliciumatomerne til fosforatomer. Det er den sammensætning af silicium og fosfor, der giver materialet dets gode strømledende egenskaber.
Efter siliciumstængerne er blevet bestrålet, bliver de sendt til en skive-fabrik i østen. Her skæres stængerne ud til helt tynde skiver. Og så er de ellers klar til at blive solgt til halvlederindustrien.
Læs også: Dansk silicium i verdensklasse