Artikel top billede

CIO Kenneth Egelund Schmidt fra Carlsberg melder, at virksomheden er hårdt ramt af IBM's nedbrud. Foto: Michael Rieck. (Foto: Michael Rieck)

Carlsberg vil sende regning til IBM efter nedbrud

Dagens nedbrud betyder tab for Carlsberg, der vil have erstatning.

"Det har ramt os ret voldsomt."

Sådan fortæller it-chef Kenneth Egelund Schmidt fra Carlsberg, da Computerworld klokken 13 spørger ham, om IBM's nedbrud i et datacenter har berørt bryggeriet.

IBM blev kort før midnat ramt af en strømafbrydelse i virksomhedens datacenter i Brøndby, og det viser sig nu, at det har omfattende konsekvenser for landets største bryggeri, Carlsberg. Specielt indledningsvis var det hårdt.

"Den første del af det ramte det hele, og så har vi i løbet af formiddagen kæmpet med at få vores system op at køre. Der er stadig en række systemer, der ikke er oppe at køre endnu," siger Kenneth Egelund Schmidt.

It kontrollerer alt i Carlsberg

Nedbruddet af bryggeriets it-system er så voldsomt, at Carlsberg er blevet nødt til at gennemføre en lang række processer manuelt.

Nogle af bryggeriets kunder kan se frem til forsinkede leverancer.

"Da it grundlæggende kontrollerer alt på Carlsberg, så berøres leverancerne også eksternt. Der har vi været nødt til at iværksætte vores manuelle processer for at få varer ud, og der er desværre også nogle kunder, vi ikke har kunnet levere til," siger han.

De manuelle processer er en del af Carlsbergs nødprogram, der blev finpudset 9. april sidste år, da IBM havde et enormt nedbrud, der ramte en lang række større danske virksomheder.

"Vi blev for halvandet års tid siden trænet en del i, hvordan man rent praktisk kan gøre det," siger Kenneth Egelund Schmidt med henvisning til 9. april-nedbruddet.

Taber penge og vil kræve kompensation

Det store it-nedbrud betyder, at en del af Carlsbergs it-medarbejdere står til at skulle arbejde over i dag.

Samtidig påvirker det virksomhedens indtjening negativt, at systemerne pludselig mangler til at håndtere ordrerne.

Kenneth Egelund Schmidt fortæller, at Carlsberg har ret til kompensation, hvis virksomheden oplever tab som følge af nedbrud hos IBM. ¨

Tabets omfang er der dog ikke overblik over lige nu.

"Lige det er ikke noget, vi overhovedet bruger krudt på nu. Det handler om at få tingene til at fungere sammen med IBM igen, og så må vi efterfølgende forholde os til, hvad driftstabet gøres op i," siger it-chefen.

Men der er ingen tvivl om, at der kommer driftstab ud af det her?

"Hvis jeg bare kigger på de mennesker, der knokler rundt nu, så gør de i hvert fald noget, som de normalt ikke ville have gjort. Og efterfølgende vil der være noget oprydning, så ja, det er der, men jeg kan ikke sige noget om, hvilken størrelse det vil være. Det er noget, vi bagefter kigger på sammen med IBM," svarer han.

SAP-systemer gik ned

Kenneth Egelund Schmidt fortæller om krisehåndteringen, at systemerne aktiveres igen i faser. Alle systemer var nede, da krisearbejdet skulle begynde.

"I første omgang var det alle vores systemer, og det er i særdeleshed vores SAP-systemer. De er så kommet op at køre i løbet af den tidlige morgen, og så har vi en hel række systemer, som snakker med vores SAP-systemer. Det er dem, der går længere tid med," forklarer han.

Processen handler dog om langt mere end bare at få systemerne i gang, fortæller han.

"Vi prioriterer løbende, hvilke systemer der skal op først. Det er det, vi koncentrerer os om nu. En ting er dog at få dem op, en anden ting er at sikre, at de fungerer, som de skulle gøre, når systemerne skal snakke sammen igen. En ting er, at der er strøm på, men det næste er så, at informationen flyder, som vi forventer," siger Kenneth Egelund Schmidt.

Ingen forbindelse mellem fysisk og virtuel verden

En af konsekvenserne er, at der ikke er samsvar mellem den virtuelle verden og den fysiske verden. Flere varebiler er blevet pakket og sendt af sted, men i cyberspace er det ikke registreret, melder it-direktøren.

"Vi er i konstant dialog med IBM omkring, hvilken rækkefølge systemerne skal tages op og testes, men der er stadig en hel række systemer, der ikke er meldt klar endnu. Nogle af de systemer er blandt andet dem, der kontrollerer vores lagerstyring. Det vil sige, at vi ikke kan bruge den automatik, vi har til at pakke biler og så videre," siger Kenneth Egelund Schmidt.

Carlsberg er langt fra den eneste virksomhed, der har været ramt. Arla blev også berørt på de interne linjer, mens PBS, der håndterer betalinger, blev hårdt ramt af strømafbrydelsen hos IBM's datacenter i Brøndby. Det var i en periode ikke muligt at bruge betalingskort i de danske butikker.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ciklum ApS
Offshore software- og systemudvikling.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Få fuldt udbytte af din Microsoft Dynamics 365 FO løsning

Få inspiration fra to spændende cases og viden om de tendenser, der giver dig helt nye muligheder for at optimere forretningen med Dynamics 365 FO.

13. marts 2025 | Læs mere


Det næste GDPR-kapitel: Det skal du have fokus på i 2025

Hvad er compliance verdenens fokuspunkter for næste år? Hvilke nye tiltag skal du gøre ift. jeres GDPR-arbejde? Hvordan forholder GDPR sig til AI?

18. marts 2025 | Læs mere


IT og OT: Balancering af sikkerhed og effektivitet

Lær, hvordan du effektivt kan integrere din virksomheds Operational Technology (OT) med moderne IT-systemer. Vi fokuserer på sikkerhed og hvordan du beskytter dine mest kritiske processer mod cybertrusler. Få indsigt, værktøjer og inspiration fra eksperter og kolleger i branchen, og vær med til at forme fremtidens produktionsmiljøer.

19. marts 2025 | Læs mere