Holdet bag Linux-distributionen Ubuntu har besluttet, at den nyeste version af OpenOffice ikke bliver inkluderet i den kommende udgave af styresystemet.
Ubuntu 8.10 vil således være forsynet med OpenOffice.org 2.4.1.
Beslutningen har skabt en del røre blandt Ubuntu-fans, der diskuterer emnet lidenskabeligt.
Mange debattører giver udtryk for, at beslutningen om at se bort fra OpenOffice 3.0, underminerer Ubuntu 8.10.
Ubuntu-udviklerne med Colin Watson i spidsen argumenterer dog for, at den forsinkede lancering af OpenOffice ikke har givet tid nok til at inkludere den i distributionen.
"Intentionen var at inkludere version 3.0, men der har været en række faktorer, som har gjort det mere besværligt end forventet," siger Ubuntu-udvikler Colin Watson til open source-siden Tectonic.
"Kontorpakkens tidsplan er skredet en hel del. Derfor har der ikke været tid til at få integreret den ordentligt," siger han.
Efter fastfrysning
OpenOffice blev først frigivet, efter Ubuntu-folket havde lukket for nye programmer i distributionen.
Dette har dog ikke tidligere været en stopklods for at forsyne distributionen med vigtige opgraderinger.
Eksempelvis er Gimp 2.6 og VLC 0.9.4 først blevet inkluderet i Ubuntu efter fastfrysnings-tidspunktet.
Samtidig peger Ubuntu-teamet på, at den lancerede version af OpenOffice stadig mangler den sidste finpudsning.
Versionen er ikke helt stabil og først til december frigives OpenOffice i version 3.0.1, som er en bugfix-version, der er mere stabil.
"Vi har lært, at det ofte er bedre at bruge et gennemtestet produkt. Vores udgivelsescyklus er på seks måneder, og allerede i næste Ubuntu-version er OO 3.0 inkluderet," siger Colin Watson.