Indhold
Amitech er tilsyneladende træt af at være kendt som virksomheden, der fremstiller computere til privatbrugerne. Firmaets første skridt på vej mod erhvervskunderne er en tynd klient, der hedder SmartClient.
Smartclient er en tynd klient med skærm og processor i samme enhed. |
Selve skærmen er en 15 tommer TFT-skærm med en opløsning på 1024 x 768.
Første tynde klient fra den danske virksomhed henvender sig udelukkende til virksomheder og organisationer, der anvender serverbaserede terminalsystemer, som for eksempel Citrix Metaframe eller Terminal Server fra Microsoft.
Klienten er udstyret med to USB-stik og en parallel-port. Som den tynde klient, den nu engang er, er den desuden født med et Ethernet-stik til virksomhedens netværk.
Der er desuden stik til højttalere eller hovedtelefoner og mikrofon og kvikknapper til internet eller e-mail. Og så er der ifølge producenten mulighed for at spare på strømmen. Hvor andre pc let kan bruge nogle hundrede watt, bruger de tynde klienter kun omkring 40 watt.
Med SmartClient håber Amitech formentlig at ramme nogle af de erhvervskunder, som har har set fordelene ved tynde klienter. Først og fremmest er der penge at spare, fordi den er nemmere at installere end en almindelig pc. Derudover er tynde klienter generelt mindre skrøbelige, fordi de ikke indeholder bevægelige dele og al opgradering af hardware og software foregår på serveren.
SmartClient kører med styresystemet Microsoft Windows CE .Net 4.1 og koster 6.873,75 kroner med moms.