Computerworld News Service: Microsoft giver for første gang alle brugere af det seks år gamle styresystem Windows XP mulighed for at prøve den sidste opgradering.
Microsoft har tidligere afprøvet testversioner af SP3 hos tusindvis af brugere, hvor dog kun specielt inviterede kunne være med.
Download fra på torsdag
Ifølge en talskvinde for firmaet kan man downloade den nye version, en såkaldt release candidate fra torsdag via Microsofts downloadcenter.
Hun kunne dog ikke sige noget om, hvornår servicepakken vil være tilgængelig for Windows Update, så brugere kan downloade og installere SP3 via firmaets opdateringsservice.
Den endelige version af Windows XP SP3 forventes først på gaden i løbet af første halvdel af 2008. Talskvinden fraråder dog uøvede brugere at downloade det nye preview.
“Vi anbefaler stærkt, at kun brugere, der er fortrolige med installation af pre-release-koder, downloader Windows XP SP3.”
XP bliver aldrig Vista
Microsoft har på det seneste underspillet betydningen af Windows XP SP3.
I en rapport, der blev offentliggjort på websiden tirsdag, blev Windows Vista rost til skyerne på bekostning af XP ved at minde brugere om, at "ud af samtlige Windows-styresystemer tilbyder Vista de mest avancerede sikkerheds- og styreegenskaber."
"Windows Vistas funktionalitet vil ikke kunne overføres til Windows XP SP3,” udtaler talskvinden.
Downloadcenterversionen af XP SP3 vil fylde omkring 580MB, mens den version, der kan downloades og installeres via Windows Update, vil fylde betydelig mindre, formentlig omkring 70MB.
Alle gode gange tre
Windows XP så dagens lys første gang i oktober 2001, og blev senest opdateret som SP2 i august 2004. SP3 bliver den sidste og mest gennemgribende opdatering af styresystemet.
Oversat af Alex Zichau Hertz