Computere og datacentre i USA er blevet så glubske efter strøm, at kun 10 helt nye el-kraftværker over de næste fem år kan redde landets strømforsyning.
Det viser en rapport fra de amerikanske miljøbeskyttelses- myndigheder, EPA.
Første skridt til at nedsætte energiforbruget er ifølge EPA at iværksætte effektiviseringer og anvende bedre teknologi.
Staten skal presse
Men der skal skrappere midler til, blandt andet i form af "objektiv og troværdig information" om nye teknologiers ydeevne kombineret med de centrale myndigheders lederskab i forhold til at presse den private sektor til at skære i energiforbruget.
Det er hovedlinjerne i rapporten, der ser på hele landet som en stor it-bruger for bedre at kunne måle det samlede forbrug fra servere og datacentres side og fastsætte de systemer, der skal til for at nedkøle dem.
Bakgear
Datacentre og servere står i dag for 61 milliarder kWh årligt, eller sagt på en anden måde, for 1,5 procent af USA’s samlede elforbrug. Staten er ansvarlig for en tiendedel af forbruget.
Rapporten, som den amerikanske kongres har bebudet ved lov, peger på "et betydeligt potentiale for at forbedre energieffektiviteten" i datacentre ved hjælp af eksisterende teknologier.
"Hvis vi skal have held med at stabilisere og reducere udledningen på lang sigt, skal vi til en vis grad sætte farten ned og sætte i bakgear på de områder og sektorer, hvor udledningen er stigende," siger Andrew Fanara, leder af EPA’s forskningsgruppe, der har stået bag rapporten.
Stigningen i energiforbruget går hånd i hånd med væksten på internettet, i e-handel og i udbredelsen af it i alle af livets aspekter. Fra et teknologiperspektiv er de relativt billige x86-servere – også kaldet volumeservere, der typisk kører med en eller to fysiske processorer – de mest strømslugende.
Oversat af Pola Rojan