Digital video på tusinde måder

Weekenden bød på den store messe for forbrugerelektronik CES i Las Vegas. Her var mere end 100.000 mennesker samlet for at se den nyeste elektronik til hjemmet og til folk på farten. Der var ikke mindst fokus på anvendelsen af dvd-medier til videomaskiner, videokameraer og hurtige dvd-brændere til computere. Microsoft fremviste transportable filmfremvisere og armbåndsure, der kan vise nyheder.

Video med dvd

Hvert år afholdes en stor, international messe for forbrugerelektronik i Las Vegas. I den forløbne weekend tiltrak årets CES 2.283 udstillere og 116.687 gæster fra 128 lande.

Videomaskiner, der optager til dvd-medier, spås en stor fremtid. På CES kunne man finde nye videooptagere til både DVD+R/RW, DVD-R/RW og DVD-RAM/R.

Nogle af videomaskinerne har også indbygget harddisk, for eksempel DVR-002H fra Pioneer, og Sonys RDR-GX7 kan både optage til DVD-R/RW og DVD+R/RW. Prisen for dvd-optagerne ligger mellem 6.000 og 10.000 kroner, alt efter faciliteter.

Hvis man hellere vil have dvd-brænder i pc'en end under fjernsynet, var der også noget at komme efter på CES. Hastigheden for dvd-brænding er nået op på 4x, og både Sony, Philips, HP, Verbatim, TDK og Pioneer kunne demonstrere 4x dvd-brændere.

Sony var først med brændere, der både kan skrive til DVD-R/RW og DVD+R/RW, men nu er TDK også med på dette hold. Med en 4x dvd-brænder kan man fylde en dvd med 4,7 gigabyte data på et kvarters tid.

Når man har brændt sig en dvd-film, kan det være nyttigt at kunne se den, mens man er på farten. Toshiba havde to nye bærbare dvd-afspillere med på CES, nemlig SD-P1200 og SD-P2500.

SD-P1200 er en helt basal bærbar dvd-afspiller med en skærm på syv tommer i bredformat. SD-P2500 er en mere elegant model med en bedre 8,9 tommer skærm, og den kan også tage SD/SM/MMC hukommelseskort, så man kan se billederne fra digitalkameraet.

De transportable afspillere, der leveres med en lille fjernbetjening, kan også bruges til video-cd'er og musik-cd'er, herunder cd'er med MP3-filer. De kommer på markedet til maj og vil koste i omegnen af 8.000 og 6.000 kroner med moms. Man kan læse mere om de nye dvd-afspillere hos Toshiba.

Ur med computer

Bill Gates var også til stede på CES, hvor han afslørede nogle af Microsofts planer for den nærmeste fremtid. Microsoft vil ikke nøjes med at være i pc'en og lommecomputeren, nu vil firmaet ind i dit armbåndsur og dine køleskabsmagneter. Teknologien hedder Smart Personal Object Technology, forkortet SPOT.

Dette ur fra Fossil rummer SPOT-teknologi. Så kan man læse nyheder på sit ur.
SPOT-enheder er små, digitale apparater, der kan fremvise informationer, som de modtager via radiobølger på FM-båndet. Det kan for eksempel være ure, der også kan vise aktuelle børskurser. Microsoft har udviklet den nødvendige hardware i samarbejde med National Semiconductor.

Man kan læse mere om Bill Gates' tale og SPOT-produkterne hos Computerworld Online eller hos Microsoft.

Gates fremviste også en bærbar mediaafspiller kaldet Media2Go, som er udviklet sammen med Intel. Enheden kan vise video eller billeder på en LCD-skærm, eller afspille MP3-filer.

Afspilleren rummer en Intel XScale processor og en 20 gigabyte harddisk. Styresystemet er Windows CE .Net, og enheden forbindes til pc'en med USB 2.0.

De første Media2Go-afspillere dukker op til sommer fra firmaer som Sanyo, ViewSonic og Samsung. Hos Microsoft kan man læse mere om teknologien og se et billede af en prototype.

Hvis man ikke vil nøjes med at afspille, men også vil optage video og lyd, har Panasonic måske svaret. Firmaet har lanceret et par nye produkter i en serie, som firmaet kalder e-wear. SV-AV20 og SV-AV30 er kompakte enheder, der kan anvendes til at optage video i MPEG4-format med 15 billeder i sekundet, tage billeder med blitz i en opløsning på 640x480 og optage lyd. Den kan afspille video på en to tommer LCD-skærm og anvendes som MP3-afspiller.

SV-AV30 leveres med docking-station, der gør det muligt at tilslutte enheden til fjernsynet. Overførsel til computeren foregår med USB.

De kompakte enheder, der anvender SD hukommelseskort til lagring af lyd og billede, kommer på markedet til april. Prisen bliver omkring 3000 kroner for SV-AV20 og tusind kroner mere for SV-AV30.

Videokameraer

En af de helt store producenter af forbrugerelektronik er japanske Sony, der naturligvis havde masser af nyheder med til CES. Sony kunne blandt andet fremvise tre Handycam videokameraer, der kan optage video på små DVD-R eller DVD-RW medier med en diameter på otte centimeter. Medierne kan rumme op til en times video, og de kan afspilles i de fleste almindelige dvd-afspillere.

De tre kameraer til dvd hedder DCR-DVD100, DCR-DVD200 og DCR-DVD300, og de kommer på markedet til sommer. Forskellen på modellerne er opløsningen på still-billeder og størrelsen på LCD-skærmen.

Ud over kameraerne til dvd-medier kunne Sony præsentere to camcorders til Digital8 og syv til Mini-DV. To af de sidstnævnte kan tage billeder med en opløsning på to megapixel, og tre af de nye modeller kan bruges til websurfing og afsendelse af e-mails, hvis kameraet er forbundet med en computer, der har adgang til nettet. Topmodellen DCR-TRV80 har indbygget Bluetooth, og den kommer til at koste omkring 19.000 kroner med moms.

Sony kan ikke prale af at være først med videokameraer med dvd-brænder, for Hitachi har længe haft camcorders til DVD-RAM og DVD-R på markedet. Hitachi havde da også to nye modeller med på CES, nemlig den meget kompakte DZ-MV350A og den lidt større DZ-MV380A. På messen kunne Panasonic fremvise et lignende videokamera til DVD-RAM/R, nemlig VDR-M3.

Samsung ITCAM-7.
Koreanske Samsung kunne præsentere verdens første digitale videokamera med indbygget harddisk. ITCAM-7 rummer en harddisk med en kapacitet på 1,5 gigabyte, og den kan man bruge til at opbevare en times MPEG4-video, lyd, still-billeder eller andre former for data. Kameraet kan bruges som MP3-afspiller eller bare som transportabel harddisk, og overførsel mellem pc og kamera foregår med USB 2.0.

Kameraet kan også fungere som filmfremviser, idet man kan afspille MPEG4-video med 30 billeder i sekundet på den indbygget TFT-skærm. Skærmen er på to tommer og har en opløsning på 640x480 pixels. Man kan vælge at slutte kameraet til fjernsynet, hvis skærmen er lige lille nok.

ITCAM-7 rummer en CCD-chip med 350.000 pixels, og det er jo ikke meget, hvis man også vil tage gode still-billeder.

Her kan man i stedet vælge Samsungs SCD5000 kombinerede Mini-DV videokamera og stillbillede-kamera. Når man benytter kameraet til MPEG4-video, har man 680.000 pixels og 10x optisk zoom at gøre godt med, men hvis der skal tages billeder skifter man til en fire megapixel CCD-chip og 3x optisk zoom. Begge kameraer kan benytte Memory Stick som hukommelse.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
itm8 A/S
Outsourcing, hosting, decentral drift, servicedesk, konsulentydelser, salg og udleje af handelsvarer, udvikling af software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Industry 4.0 – sådan udnytter du AI og digitalisering til optimering af din produktion.

På denne konference fokuserer på en digitaliseret optimering af processer i produktions- og procesorienterede virksomheder. Herved bliver du f.eks. i stand til at kombinere maskiner med sales forecasting og derved planlægge anvendelsen af produktionsapparat og medarbejderallokering effektivt – samt begrænse materialespild og nedetid ved at optimere produktionsplanlægning og omstilling af produktionsmateriel.

04. september 2024 | Læs mere


Roundtable for sikkerhedsansvarlige: Hvordan opnår man en robust sikkerhedsposition?

For mange virksomheder har Zero Trust og dets principper transformeret traditionelle tilgange til netværkssikkerhed, hvilket har gjort det muligt for organisationer at opnå hidtil usete niveauer af detaljeret kontrol over deres brugere, enheder og netværk - men hvordan implementerer man bedst Zero Trust-arkitekturer i et enterprise set up? Og hvordan muliggør Zero Trust-arkitekturen, at organisationer opnår produktivitetsfordele med AI-værktøjer samtidig med, at de forbliver sikre i lyset af fremvoksende trusler?

18. september 2024 | Læs mere


Nye forretningsmæssige gevinster med Microsoft Dynamics 365

Eksperter fra CGI stiller skarpt på hvordan, du lærer også hvorfor det er vigtigt at have fokus på både processer, teknologi og mennesker - og hvordan du kommer i gang med løbende optimering af forretningsudvikling.

25. september 2024 | Læs mere