Arla Foods har valgt et globalt rapporteringsværktøj fra Business Intelligence-leverandøren Cognos.
Valget af Cognos som leverandør betegnes som et strategisk valg på Business Intelligence for Mejeri-giganten, der vil benytte løsningen både i Danmark og internationalt.
Cognos-løsningen Reportnet omfatter både finans- og produktions-rapportering og er fuldt integreret med SAP Business Information Warehouse, som Arla Foods baserer sig på.
I første omgang udrulles Cognos-løsningen på økonomiområdet i mejerikoncernen.
- Løsningen komplementerer vores SAP-værktøjer og gør dem nemmere at bruge, udtaler Michael Vølund, der er ansvarlig for Business Intelligence-løsningen hos Arla Foods, i en pressemeddelelse.
Han tilføjer, at løsningen vil bidrage til at fjerne nogle af de udfordringer, der ligger i at håndtere den store mængde information i en virksomhed som Arla Foods.
Ifølge administrerende direktør Arne Jørgensen hos Cognos er en af årsagerne til, at Arla Foods har valgt selskabets løsning, at den er skalerbar til tusindvis af brugere.
Løsningen er valgt efter en testperiode på cirka et år for at sikre stabilitet og en troværdig rapportering.
Arne Jørgensen oplyser, at Cognos nu vil gå målrettet efter nye ikke mindst danske kunder, der i lighed med Arla Foods baserer sig på SAP og har et behov for ledelsesrapportering.