Artikel top billede

Togpassagerer i Jylland må væbne sig med tålmodighed i dag. (Foto: Lars Jacobsen)

Efter torsdagens to store it-nedbrud: Signalsystem plager fortsat togdriften, mens TDC's mobilnet kører igen

TDC melder, at man er tilbage på normal drift efter gårsdagens nedbrud på mobilnettet. Banedanmarks signalsystem har fortsat udfordringer, men forventer at være tilbage på normal togdrift ved middagstid i dag.

Efter de to store it-nedbrud i de samfundskritiske virksomheder Banedanmark og TDC torsdag, skulle det ene være oppe at køre på fuldt blus igen.

TDC skrev i aftes følgende meddelelse:

Vi kan bekræfte, at vi er tilbage til normal drift. Trafikproppen på nettet er overstået, og vi begynder nu at kigge på, hvad der forårsagede den.

Gårsdagens nedbrud i mobilnettet betød, at mange mennesker forskellige steder i landet for eksempel ikke kunne ringe til 112.

Det betød overbelastede akutmodtagelser og skadestuer, da syge og tilskadekomne søgte derhen for en sikkerheds skyld.

Samtidig sendte mange politikredse ifølge DR alt disponibelt mandskab på gaden, så borgerne kunne henvende sig til dem i nødstilfælde.

I aftes ophørte den ekstraordinære indsats, skrev flere politikredse på X.

Signalfejl skaber fortsat problemer med togdrift

Mens telefonien skulle være genoprettet, døjer togpassagerer på mange strækninger i Jylland fortsat med eftervirkningerne af et nedbrud i Banedanmarks nye system.

Banedanmark oplyste i går eftermidag, at de også var ramt af TDC's netværksnedbrud, men kobler dog ikke signalproblemerne direkte sammen med problemerne hos TDC.

På det sociale medie X skrev Banedanmark klokken 04.34 her til morgen, at der stadig var udfordringer med signalsystemet i den vestlige del af landet.

”Vi arbejder på at løse problemet og melder ud, når der er en prognose. Problemerne betyder, at der på flere strækninger kører færre afgange fra morgenstunden,” skrev Banedanmark.

Ifølge TV2 er det fjernstyringen af signalet, som fortsat giver problemer.

Banedanmark har endnu ikke meldt en tidshorisont ud for, hvornår man regner med at have løst signalproblemerne. Det skriver dr.dk her til morgen.

De fleste strækninger i Nordjylland, Midtjylland og Østjylland fortsat påvirket af signalproblemerne.

Det gælder "næsten alle" af de strækninger, som kører på det nye signalsystem, oplyser Banedanmark.