Det er onsdag morgen, og vi er ved at være halvt henne i ugen, som vi vel godt så småt kan begynde at betegne som en forårs-uge.
I hvert fald er træerne begyndt at blomstre, og denne skribent har i skrivende stund i de tidlige morgen-timer udsigt til havens smukke kirsebærtræ (vistnok), der pludselig nærmest over natten er begyndt at stråle med sin blide rosa midt i alt det brune og grønne.
Med alle disse milde farver og dufte omkring os ved vi, at foråret er lige om hjørnet. Det skal nok gå, det hele.
NetIP overtager ResenNet
NetIP overtager det lille it-selskab ResenNet, der med hovedkvarter i Struer i det vestjyske har fire medarbejdere - inklusive direktør, stifter og ejer Simon Linde Kristensen.
De fire ansatte bliver nu istedet konsulenter i netIP, der har hovedkvarter i Thisted.
Salget sker, fordi Simon Linde Kristensen ønsker at ‘fokusere på at løse it-opgaver, bruge mere tid sammen med familien og i øvrigt være bedre rustet til at imødekomme fremtidige krav til alt lige fra NIS2, compliance, licensrådgivning, GDPR og ESG,” lyder det fra Struer.
“I en længere periode har jeg været i dialog med netIP for at afdække muligheden for, at teamet i ResenNet kunne blive en del af noget større. Vi nået til et punkt i ResenNet, hvor vi har brug for et stærkere setup for at kunne hjælpe vores kunder bedst muligt med alt fra hosting, support til skræddersyede it-løsninger,” lyder det fra Simon Linde Nielsen.
Med salget bliver ResenNet en del af et noget større selskab, idet netIP har omkring 170 medarbejdere og i seneste regnskabsår landede et overskud på 27,5 millioner kroner.
Apps People er årets Google salgs-partner i Danmark
Google kårer københavnske Apps People som Partner of the Year 2024 i kategorien Google Cloud Sales - Denmark.
På dansk betyder det, at Apps People er årets danske salgspartner i Googles økosystem.
Apps People, der blev stiftet helt tilbage i 2007, er specialiseret i udvikling og brug af Google Workspace. og omsatte med direktør Mikkel Vibits og formand Stig Myken i spidsen i seneste regnskabsår for 85 millioner kroner og landede et overskud på 4,7 millioner kroner.
Trafikstyrelsen slår på tromme for NIS2
Trafikstyrelsen er på trapperne med en stor kampagne om NIS2 rettet mod den danske transport-sektor, hvor mere end 50 virksomheder er så store, at de bliver omfattet af de nye regler.
NIS2 gælder nemlig for alle virksomheder med mere end 50 medarbejdere og en omsætning på over 10 millioner euro. Det er markant flere end den nuværende NIS1, som for den danske transport-sektor kun omfatter DSB, Banedanmark, Naviair og Københavns Lufthavn
Kampagnen kommer til at omfatte nyhedsbreve, oplysningsmøder og en ny-udviklet kampagne-side, hvor transport-selskaberne kan få svar på spørgsmål og lignende.
Hver femte danske handler på nettet mindst en gang om ugen
Vi køber stort ind på nettet i Danmark, konkluderer en undersøgelse udarbejdet af BigCommerce.
64 procent af danskerne handler på nettet mindst en gang om måneden, mens 20 procent køber varer online mindst en gang om ugen.
Ifølge rundspørgen køber danskerne i nævnte rækkefølge tøj, sundheds- og skønhedsprodukter, elektronik, trænings-udstyr og dernæst mad.
13 procent af danskerne foretrækker at tjekke en vare ud i en fysisk butik og dernæst gå hjem og bestille den online, mens det for 12 procent er lige omvendt: De foretrækker at tjekke den ud online, inden de køber den i en fysisk buutik.
Omkring 50 procent tjekker både varen ud online og køber den online..